Der var en mand på vores kontor. Nå, mand…, en voksen fyr på 36 år. Men han var noget speciel.
For at sige det som det er, var han ikke særlig begavet af natur. Altså, han var slet ikke klog! Men jeg ansatte ham for 6 år siden og har aldrig fortrudt det. Det mest interessante var, at han vidste, han ikke var særlig klog og lagde ikke skjul på det. Ikke nok med det, da han kom for at søge jobbet, sagde han det første til mig:
– Goddag! Jeg er ikke klog og jeg skjuler det ikke. Men jeg har brug for et job, så jeg kan købe medicin til min mor, hun kan ikke arbejde mere.
Det chokerede mig lidt, men jeg kunne fornemme, at manden virkelig kæmpede med sit helbred. Men egentlig ikke så meget, at han ikke kunne udføre nogle mindre komplicerede opgaver. Han mindede mig om Dustin Hoffmans karakter i mit yndlingsværk, “Rain Man”. Jeg forstod straks, hvem jeg stod overfor, og jeg ønskede ikke at såre ham…
– Du er langt klogere end størstedelen af befolkningen, som prøver at skjule deres idioti på enhver mulig måde, men uden held. Ok, fra i morgen af kommer du på arbejde.
Fra den dag var han som en søn af regimentet hos os. Har arbejdet hos os i 6 år, ligesom alle andre. Ja, han var ikke som alle andre, men ærlig, samvittighedsfuld, punktuel og efter min mening den bedste medarbejder jeg havde. Han sørgede for sin mor efter et slagtilfælde, selvom han fik lidt hjælp til medicin og fysioterapi, men ellers gjorde han alt selv og klagede aldrig over, at det var hårdt! Hele kontoret elskede ham og knyttede sig til ham, som var han en af deres egne! Ja, faktisk var de så glade for ham, at de fik ham op fra 75 kg til 100!)) Vi endte med at blive noget ens))
Nå, jeg kom væk fra emnet… Forleden, da jeg kom ind på kontoret efter en lang fraværsperiode, sagde min assistent med det samme:
– Ole går sin vej! Kan du ikke overtale ham til at blive??? Hvordan skal vi klare os uden ham?!
Jeg blev også forbløffet! Hvordan kan han sige op??? Hvorfor??? Bad om at få ham ind på kontoret. Ti minutter senere kom han ind, med hovedet nedad, hagen næsten på brystet. Han stod der uden at se mig i øjnene…
– Ole! Hvad sker der??? Hvad er problemet? Har nogen fornærmet dig? Bare peg dem ud, så fyrer jeg dem!
– Nej-nej, det behøver ikke, jeg elsker dem alle. Bare… jeg… altså…
– Nå lad være med at trække det ud, hvad har du brug for? Er der problemer med din mor?
– Nej, min mor har det godt, tak… Jeg vil giftes!
Og der blev jeg stum, som en fejlramt iPhone! Det første spørgsmål der dukkede op, var “hvordan det, giftes?” Men hvem er jeg at spørge om sådan noget?? Han er et menneske ligesom mig, og intet menneskeligt er ham fremmed…, men det stressede mig alligevel lidt.
– God idé, forhåbentlig vil både du og din potentielle brud også giftes?
– Ja, selvfølgelig! Hun har inviteret mig til Sverige i et år nu, sammen med min mor. Hun elsker både mig og min mor!
Jeez, det her begyndte at lyde lidt bekymrende… En syg mand, autist…, til Sverige…, …og moren… Det var lidt vildt!
– Hun må være en virkelig god pige, når du vil tage din mor med!
– Hun er meget smuk, rødhåret og klogere end mig! Jeg viser dig et billede.
Og der trak han en iPhone 7 op af lommen! Wow, tænkte jeg, ikke dårligt! I alle de år havde han en gammel flip-telefon, som vi forgæves prøvede at få ham til at skifte ud med en normal telefon! Og vi havde endda givet ham en ny Samsung til hans fødselsdag, og jeg gav ham min gamle Sony Z3, men skifte ville han ikke. Vi forstod, at den slags kunne være svært for ham, så vi pressede ikke på. Og så… en iPhone… 7!!! Jeg nåede ikke engang at stille spørgsmål, før han allerede svarede mig:
– Den gav Karoline mig og uploadede en masse billeder til mig, så jeg ikke skulle kede mig…
Min hjerne var på kogepunktet med forfærdelige tanker. Jeg forventede at se nogen storbarmet Pamela Anderson fra gamle plakater. Men da jeg så billedet, blev jeg chokeret! På fotoet var en rødhåret pige med karakteristiske træk for mennesker med en kendt syndrom. Jeg kalder dem altid “Lyse mennesker”.
De er ikke skyldige i at have en ekstra kromosom. På andre måder er de som os, og nogle gange langt overgår de os! I det mindste anser de ikke os for at være idioter, bare fordi vi har en kromosom mindre! Selvom de, med deres logik, kunne tænke sådan. Men i livet er de meget behagelige og harmløse mennesker. Og det jeg specielt godt kan lide ved dem er, at de altid smiler! For mig personligt er “Solar menneskers” smilere langt mere ægte end de kunstige smil, vi ofte møder i dag, dem som forbander os bag vores rygge!
– Hun er virkelig en skønhed! Du er virkelig heldig! Hvis alt er, som du siger, vil jeg som din chef ikke sætte pris på det, men som menneske vil give dig lov til at rejse til din skønhed! Hvis du ikke har noget imod det, vil jeg ringe til din mor, aftale nogle detaljer og købe flybilletter til jer begge. Ok?
Ole har altid været smilende og munter…, men jeg har aldrig set sådan en lykke på hans ansigt før! For det udtryk alene ville jeg sende ham hvor som helst, selv til Brasilien og for enhver pris! Han klappede i hænderne som et barn og ringede selv til sin mor og gav mig telefonen. Og det vigtigste, det der altid har fået mig til at tro, at autister er meget klogere end os, tungere, han gav mig telefonen og gik ud af døren! Han vidste, vi ville tale om ham, men han forstod også, at jeg ikke kunne tale om ham i tredje person! Hvem af os almindelige mennesker ville have gjort det samme?! Ingen, tværtimod ville de have stået udenfor og forsøgt at lytte til alt! Unikke mennesker! Kloge! Taktfulde!
Og hvorfor skulle de ikke være lige så lykkelige som alle andre? Jeg vil endda sige, sådanne mennesker er ofte lykkeligere i familier end vi er, fordi de ikke kan lyve, ikke råber ad hinanden, men de kan elske og være trofaste!
Og hvem er så klogere, og hvem er dummere? Jeg håber, udsvaret er tydeligt!))
Og ja, jeg talte med hans mor, og det viser sig, at hun allerede kender pigen, og der er ingen grund til bekymring…, i morgen, dvs. allerede i dag klokken 8 om morgenen kører jeg min tidligere medarbejder og hans mor til Kastrup, og kl. 11:25 flyver de til Stockholm. De vil være lykkelige sammen, og jeg vil være glad her alene for dem alle! Men i marts, hvis intet ændrer sig, flyver jeg også til Stockholm for at gifte min bedste og mest positive medarbejder!
Når du ser på disse mennesker, nægter du dem intet, hverken tid, penge eller kræfter, for bare på en eller anden måde at gøre deres liv bedre! Og så ser du omkring dig, og ser dem, der opfatter din venlighed som en svaghed og prøver at kr…
