Han kaldte hende “ingen” over for sin elskerinde, men et år senere fandt konen endelig en måde at svare ham på…
“Frøken, har det ikke godt?” En venlig mandestemme rev hende ud af hendes forlamelse. Hun løftede sit tårevædede, blinde blik mod den fremmede… og brast i gråd! Hulkende, højt, uden at skamme sig over de forbipasserende, der forskrækket trådte til side.
Signe kunne ikke huske, hvornår hun sidst havde sovet mere end fem timer. Hendes dage startede før daggry og sluttede langt efter midnat. Rengøring af den store lejlighed, madlavning til tre mænd (mand, søn, svigerfar der lå syg), vask, strygning… Og om aftenen – andet arbejde: gulvvask på et kontor. Der var ingen tid tilbage til hende selv – overhovedet ikke.
Det var sket gradvist. Først begyndte svigermor, der boede i lejligheden under, oftere at “smutte forbi på en kop te”, efterlod altid en bunke beskidt service og uvurderlige råd. Så besluttede manden, at husarbejde kun var kvindearbejde.
Sønnen, der for længst var voksen, lærte hurtigt spillets regler. Selv på arbejde lod chefen hende overtage syge kollegers opgaver, med tydelige hentydninger: “Kan du ikke lide det – der er kø ud ad døren.” Signe nikkede tavst og gjorde som bedt.
Engang, før ægteskabet, havde hun været en dygtig konditor. Hendes kager var beundret. Men de uendelige familieproblemer, svigerfars sygdom, den konstante mangel på penge fik hende til at glemme sin passion og tage det arbejde, hvor der i det mindste blev betalt for det hårde, utaknemmelige arbejde.
Datteren var for længst flyttet til udlandet – hjælp var der ikke at vente derfra, men Signe klagede ikke, kun glad på afstand for datterens lykke.
Træthed blev hendes andet navn. Hver aften faldt hun i seng, sank ned i en dyb, drømmeløs søvn, kun for at vågne få timer senere og starte vanviddet forfra. Årene med dette liv havde efterladt spor.
Hun havde for længst opgivet at passe på sig selv. De ekstra kilo, som manden spottende kaldte “bjørneskindsfrakken”, det matte hår samlet i en knold, den gamle morgenkåbe og det evigt trætte, nedbrudte ansigt.
Signe havde for længst givet op på sig selv, glemt hvornår hun sidst havde købt noget smukt, kun det praktiske. Manden Mikkel havde ikke bare mistet interessen – han så på hende med knapt skjult afsky.
Hans bemærkninger blev mere og mere nedværdigende, og den seneste spottende joke om “den olympiske bjørn” var kun én af mange. Han forsvandt oftere om aftenen, kom hjem tidligt om morgenen med tomme øjne og forræderisk duft af fremmed parfume.
Svigermor fuldendte billedet. Hendes giftige hvisken og klager til sønnen om den “uintelligente svigerdatter” blev en daglig prøvelse. Når Signe gik forbi bænken, følte hun fysisk svigermors klæbrige, fordømmende blik og hørte bidder af sladder med naboerne.
Det var kummerligt og modbydeligt, men hun havde ikke kræfter til at kæmpe. Dag for dag følte Signe sig mindre som en kvinde, et menneske, og mere som en usynlig funktion – en tavs maskine til at opfylde andres behov.
“Signe, se dog på dig selv!” udbrød en skoleveninde ved et tilfældigt møde. “Drop dem alle sammen, tag dig af dig selv!”
“Jeg kan ikke, Lise. Familien kommer først,” mumlede Signe og undgik hendes blik. Men venindens ord ramte hende lige i hjertet.
Krisen kom pludseligt og brutalt. Udmattelsen tog over – Signe faldt i søvn i bussen, kørte for langt. Hun stod af i et ukendt kvarter og gik mod metroen gennem en livlig gade med sommercaféer.
Og så stivnede hun. Ved et af bordene sad hendes Mikkel. Han strålede som en blankpoleret samovar og holdt om skuldrene på en velplejet blondine, hvis kjole sikkert kostede tre gange Signes månedsløn.
Verden omkring hende blev bleg, blygrå. En iskrans samlede sig om hendes bryst, der summede i ørerne… Med sidste kræfter gik hun hen.
“Mikkel?”
Han vendte sig. Et glimt af rædsel flakkede over hans ansigt, men blev hurtigt afløst af irritation. Blondinen så nedladende på Signe fra top til tå.
“Skat, hvem er det?” sukkede hun.
Og så sagde Mikkel, stirrende forbi Signe:
“Åh, det… Det er bare en fra arbejdet.”
“Fra arbejdet.” Ikke hustru, ikke mor til hans barn, bare “en fra arbejdet.” Han skammede sig over hende. Foran den her malede dukke. Det var værre end et slag. Smerten, fornærmelsen, ydmygelsen, de unødvendige ofre, ofrene for familien som ingen lagde mærke til… alt, der havde ophobet sig gennem årene, brusede ind over hende på én gang.
Hun vendte sig og gik, uden at se vejen, vaklende som en beruset. Verden omkring hende slørede, sænkede farten… Brystet var så tungt, som om en sten var landet lige på hendes hjerte. I hovedet summede det: “Fra arbejdet… fra arbejdet…”
“Frøken, har det ikke godt?” Den samme omsorgsfulde mandestemme rev hende ud af forlamelsen. Hun løftede sit tårede, blinde blik mod den fremmede – og brast atter i gråd. Højt, uden skam for de forbipasserende, der forskrækket gik uden om. Hun græd ikke over svig. Hun sørgede over sit ødelagte liv, sine knuste drømme, over sig selv – den Signe, der ikke længere eksisterede.
Hun kom hjem som i en drøm. Gik tavs forbi den hvislende svigermor. Åbnede døren med sin nøgle.
“Mor, har du vasket mine blå sokker? Lagt dem i skabet?” lød det fra 25-årige sønnens værelse. Han spurgte ikke engang, hvorfor hun kom så sent hjem eller hvorfor hendes øjne var oppustede.
Telefonen ringede. Det var chefen.
“Signe, Jensen er syg igen! Du skal ind på kontoret i morgen tidlig, der er kaos!”
“Jeg kommer ikke,” svarede Signe knapt hørligt.
“Hvad?! Er du sindssyg?! Jeg fyrer…” Hun trykkede på afbryd og lagde telefonen i lommen på sin gamle jakke.
Uden et ord pakkede hun en lille taske med det mest nødvendige og forlod lejligheden, der for længst ikke var hendes hjem. Hun tog til sin mor. De første to uger ringede telefonen konstant – Mikkel, sønnen, chefen. Men Signe tav.
