28. marts
I dag har minderne igen sneget sig ind på mig, som de ofte gør på denne tid af året. For ti år siden skete der noget, som vendte op og ned på mit liv. Dengang arbejdede jeg nattevagt på et fabriksanlæg lidt uden for Odense. Jeg var udmattet, benene tunge som bly, og det eneste, jeg kunne tænke på, var min seng i det lille værelse, jeg delte med andre håndværkere. Et hårdt liv, men det var det eneste jeg kunne få efter nogle fejltrin tidligere i livet. Jeg var heldig, folk som mig kunne nemt ende i en skurvogn nær arbejdet.
For at spare tid gik jeg altid gennem parken. Den sene efterårsluft var rå, og jeg trak jakken tættere om mig, mens jeg skyndte mig. Pludselig fik jeg øje på en stor bylt på en bænk. Jeg nærmede mig forsigtigt. Da jeg så, hvad det var, stoppede mine tanker svøbt ind i et tæppe lå et spædbarn.
Jeg stod stille, helt lammet. Min krop hungrede efter søvn, men det fik hjertet til at fryse ved tanken om, hvor længe barnet havde ligget der. Skulle jeg blande mig? Hvad nu, hvis der skete noget, og alle vidste om min fortid? Alligevel kunne jeg ikke gå væk. Det var en pige, så lille og hjælpeløs.
At tage hende med i lejligheden, hvor 15 voksne mænd sov, ville aldrig gå. Jeg krammede den lille pige forsigtigt ind til mig og gik hen mod det børnehjem på den anden side af vejen. Heldigvis var der stadig lys i vinduet. Jeg forklarede, hvad jeg havde fundet. En venlig pædagog, Lone, bøjede sig over barnet og spurgte, om der var nogen seddel fra moren. Det var der ikke.
Lad os kalde hende Mille Jensdatter, foreslog Lone med et smil. Jeg nikkede det var, som det skulle være. Efter den dag begyndte jeg at tænke mere over mit eget liv der var jo ikke nogen familie tilbage til mig. Jeg følte, jeg manglede varme og nærhed. Tanken om den lille pige dukkede ofte op i mit sind, og jeg ringede tit til børnehjemmet for at høre til hende.
Efterhånden som Mille blev større, begyndte jeg at besøge hende. Jeg tog små gaver med, og ved hver eneste besøg overrakte hun mig fine tegninger, hvor vi sammen stod som familie far, mor og Mille. En ny medarbejder på børnehjemmet, Katrine, bemærkede mit forhold til Mille. Hun havde selv boet på netop det børnehjem i sin barndom og vidste, hvor meget et barn behøver en familie.
Men jeg vidste, som enlig mand ville jeg aldrig få lov at adoptere Mille. Katrine ville dog gerne hjælpe os. Hun fortalte mig, hun havde set, hvor meget jeg betød for Mille og at interessen var gensidig. Tænk, jeg havde besøgt hende gennem ti år! Mille længtes efter at komme hjem sit hjem. I mellemtiden havde jeg sparet op og kæmpet mig til at få en lejlighed, og min stilling som formand på fabrikken havde skaffet mig lidt flere penge, end jeg før havde haft. Men alene, dét kunne jeg ikke gøre noget.
Katrine og jeg satte os ned og snakkede alvorligt sammen. Vi besluttede, at vi holdt nok af hinanden, og at vi ville skabe et hjem sammen med Mille. Efter at have ordnet al papirarbejdet og gjort hendes værelse klar, gik vi endelig hen på børnehjemmet for at hente hende.
Da Mille så os, løb hun mig om halsen og kastede sig bagefter i armene på Katrine. Jeg satte mig på hug foran hende og hviskede: Mille, pak dine ting nu skal du hjem. Vi venter på dig! Endelig gik hendes største ønske i opfyldelse. Jeg kan stadig huske hendes glæde og lettelse den dag.
Hvad der videre skete mellem Katrine og mig, er måske ikke vigtigt for nogen andre men for os var det begyndelsen på noget stort og rart. Vores lille familie er, hvad der fylder mit hjerte den dag i dag. Det beviser for mig, at venlighed og mod kan bringe noget uventet og smukt i ens liv. Det er netop sådanne ting, der gør Danmark til et varmt og stærkt sted.
