For længe siden, da jeg var ung, gik der en historie gennem København, som måske for nogle ville lyde helt usandsynlig. Men hvis livet har lært os noget, så er det, at det ofte skriver de mest uventede og utrolige fortællinger bedre end selv den bedste filmforfatter kunne forestille sig. Og denne historie husker jeg endnu tydeligt, som stod jeg og så det ske for mig.
Jens kom træt hjem efter en lang nattevagt på fabrikken. Det havde været en opslidende nat, og alt hvad han ønskede var at smide sig i sengen og lade sig synke ned i dyb søvn. Der var ikke mange jobs at få, når man tidligere havde siddet i fængsel, men heldigvis havde et hold arbejdsmænd ladet ham flytte ind i en lejlighed, de delte det var meget mere, end de fleste i hans situation kunne håbe på. Men som det ofte var, så måtte man klare sig som man kunne.
For at komme hurtigere hjem valgte Jens at tage genvejen gennem Assistens Kirkegård. Det var sent efterår, koldt og blæsende, og blade fløj om ørerne på ham. Pludselig fik han øje på noget stort på en bænk foran sig. Han gik nærmere, og til sin forbløffelse så han, at der lå et lille spædbarn svøbt i et tæppe.
Jens stod længe overvældet af fortvivlelse. Hans krop skreg efter hvile, men hans hjerte vendte sig ved tanken om, hvor længe pigen mon havde ligget der i kulden. Med sin fortid burde han måske bare gå videre og lade andre tage sig af det, men han kunne ikke få sig selv til det. At tage barnet med hjem til en lejlighed fuld af mænd var utænkeligt. I stedet trykkede han den lille pige ind til sig, mærkede hendes varme mod sit bryst, og gik mod Børnehjemmet på Nørrebro, som han ofte var gået forbi.
Jens forklarede situationen, og pigen blev taget imod. Der var ingen seddel fra moren. Plejemoren sagde: “Vi kunne kalde hende Amalie Jensdatter, hvad siger du til det?” Jens smilede og sagde stille: “Sådan skal det være.”
Siden den dag tænkte Jens ofte over sit liv. Han havde ingen familie tilbage, og han manglede både varme og tryghed. Alligevel fandt han en mærkelig glæde i at tænke på Amalie. Han ringede jævnligt til børnehjemmet og fulgte hendes opvækst. Da Amalie blev ældre, begyndte han at besøge hende, altid med en lille gave i hånden. Hver gang han kom, gav hun ham tegninger, hvor hun havde tegnet sig selv sammen med både far og mor.
En ny medhjælper på børnehjemmet, Lene, lagde straks mærke til Jens varme væsen, særligt når det gjaldt Amalie. Hun var selv vokset op uden forældre, så hun vidste, hvor meget dét betyder for et barn at føle sig elsket og ventet. Men hun forstod også godt, at Amalie aldrig ville få lov at flytte hjem til Jens alene en enlig mand blev sjældent godkendt som far.
Efterhånden blev både Lene og Jens tættere knyttet, deres fælles omsorg for Amalie bragte dem tættere sammen. Da Lene fandt ud af, at Jens nu i ti år havde besøgt ‘sin datter’ og i de sidste fem år møjsommeligt havde sparet sammen til en ejerlejlighed ude i Valby pengene tjent på skiftende mestervagter på fabrikken tog hun en beslutning. De satte sig ned sammen og talte om fremtiden, om ønsket om familie, varme og tryghed. Til sidst besluttede de sig for, at de både kunne og ville skabe den familie, som Amalie sådan længtes efter.
De blev gift og indrettede et værelse til pigen. Da de kom for at hente Amalie, løb hun i armene på Jens, krammede dernæst Lene og kunne slet ikke holde glæden tilbage. For første gang skinnede Jens af ren og uforbeholden lykke, da han satte sig på hug og sagde til Amalie: “Pak dine ting, min pige. Nu skal du hjem. Vi venter på dig.”
Og således gik det til, at et barn, efterladt på en bænk i efterårsblæsten, ti år senere fandt sin familie og sit hjem. Hvad der derefter skete med Jens og Lene, ja, det fortæller historien ikke. Men mon ikke de blev sammen, for deres glæde og godt hjerte rigeligt var nok til at holde sammen på det hele.
Sådanne historier vil altid findes blandt det danske folk, for godhed og hjertevarme går aldrig af mode hos os.
