Det var som om jeg gled gennem tåge på en nat, som ikke helt var nat, da jeg, Rasmus, med tunge ben gik hjem efter den sene vagt på fabrikken i Esbjerg. Alt, jeg ønskede, var at kaste mig i min seng og flyde væk fra verden. Udenfor var vejret novemberråt, og hver dråbe regn føltes som at falde ind i en fremmed drøm. Jeg havde ikke meget held i livet efter tiden i fængslet var det kun ved under, jeg havde fået tag over hovedet sammen med de andre skæbner i en faldefærdig lejlighed. For at spare et par minutter vendte jeg gennem Østre Anlæg, hvor skyggerne legede på de tomme stier.
Midt på en bænk så jeg et mærkeligt bylte som om nogen havde glemt en del af deres sjæl. Jeg gik tættere på, og under et gammelt, ternet sjal lå et spædbarn og sov drømmefrit på den kolde bænk. Mit indre kaldte på søvn, men min sjæl skælvede; tænk hvis barnet havde ligget her hele den kolde aften. Fornuften hviskede, at en som mig med plettet fortid burde gå væk. Men et eller andet måske selve drømmen fik mig til at tage det lille barn op til mit bryst.
At slæbe et spædbarn hjem til femten arbejdsmænd virkede vanvittigt, så jeg styrede mod det gule børnehjem på hjørnet, hvor lysene altid brændte natten igennem. Jeg forklarede situationen til den søvnige nattevagt. Hvad hedder hun? spurgte hun. Der var ingen seddel fra moderen, kun den fortabte duft af et gammelt tæppe. Lad os kalde hende Freja Rasmussen, sagde nattevagten smilende, og jeg mærkede, hvordan den mærkelige nat begyndte at folde blomster ud i min bevidstheds mørke.
Siden den nat tænkte jeg tit over mit eget liv, over hvor meget varme jeg manglede. Jeg havde ingen slægtninge, men tanken om den fundne Freja blev ved at gløde i mit kolde sind. Indimellem ringede jeg til børnehjemmet og spurgte til pigen, og da hun blev lidt ældre, begyndte jeg at komme forbi med små gaver: et blødt får i uld, et sæt farver. Hver gang jeg kom, rakte hun mig tegninger utrolige drømmebilleder, hvor hun, en mor og en far holdt hinanden i hånden under mærkelige, blå og gule himle.
En dag var der en ny pædagog på børnehjemmet, Katrine, som selv var vokset op der. Hun bemærkede min skæve hengivenhed for Freja, og noget i hendes blik sagde, at hun forstod, hvor meget et hjem betød. Hun vidste også, at jeg som enlig mand ikke kunne få lov at tage Freja med hjem, uanset hvor meget jeg ønskede det. Men hun, Katrine, syntes godt om mig, og så at jeg havde besøgt Freja i ti år det var drømmeagtigt, som at krydse det samme hav igen og igen i årevis uden land i sigte.
Freja drømte konstant om far, hjem og varme hænder. Jeg bestemte mig: nu hvor jeg havde betalt af på min lille lejlighed i Århus i fem år (tak til høje lønninger på fabrikken), kunne vi måske danne en familie. Men det syntes håbløst uden at være mere end én voksen.
Midt i en sløret samtale over kaffe og småkager i børnehjemmets køkken åbnede jeg og Katrine langsomt op for hinanden. Vi opdagede, at vi begge drømte om noget større. Måske havde vi nok tillid til hinanden til officielt at blive ægtefolk en beslutning som i drømmen føltes så let som at gå på skyer. Vi pyntede Frejas gamle værelse og forberedte alle papirerne. En dag gik vi sammen til børnehjemmet.
Freja kastede sig med åbne arme om min hals og Katrines. Hun bemærkede, hvordan jeg strålede den dag som om hele verden var blevet til skinnende Havblik. Jeg satte mig på hug foran hende og sagde lavmælt: Freja, pak dine ting. Du skal hjem til os. Nu venter vi på dig.
Sådan gik der ti år fra den nat i november, og et mirakel voksede ud af mørket til en rigtig dansk drømmefamilie. Om Katrine og jeg blev sammen, må drømmeverdenen tie med. Måske, måske ikke. Men vi blev bundet sammen af glæde og venlighed, og sammen gav vi én lille sjæl alt det lys, der kunne udflyde hendes barndoms landskab.
I Danmark vokser sådan nogle drømmehistorier stadig op af mulden for mennesker her har hjerter, der aldrig helt stopper med at banke for hinandens lykke.
