Jeg ser, hvordan en lille hånd strækker sig gennem sprækken i hegnet og når ud efter modne jordbær. Jeg lader som om, jeg ikke ser noget og luger videre i løgene.
— Hej, tante Asgerd, — råber lille Lauge med sin spinkle stemme.
— Hej, min solstråle, — smiler jeg. — Kom herover, så kan du hjælpe mig med at samle jordbær.
Hegnet hænger lidt ned, og jeg løfter let den nederste del, så Lauge kan komme igennem. Sammen med Lauge kommer også hans store hund Basse, som næsten er dobbelt så stor som sin ejer. Jeg placerer en stor skål midt i jordbærbedet. Lauge plukker de største og mest modne bær. Han har lyst hår, blå øjne og markante vinger af skulderblade, derfor kalder jeg ham for min Engel. Han er bare 5 år gammel, nysgerrig og godhjertet.
— Lauge, hvorfor var din mor vred i morges?
— Hun ville male nogle taburetter, men jeg kom til at spilde malingen, — forklarer Lauge. — Jeg ville male Basses hus og kom ved et uheld til at vælte bøtten.
— Det er der ikke noget at bekymre sig om. Nu kan vi drikke en kop te sammen og købe ny maling efter.
Min lille Engel vasker hænder uden jeg behøver minde ham om det, og sætter sig ved bordet. Hans yndlingsplads er ved vinduet. Af de tilbudte retter, vælger han jordbær med fløde og en stadig lun bolle. Bollen er drysset med flormelis, og han får en lille hvid moustache over læben. Basse ligger på måtten ved døren. Han er vant til stedet og venter tålmodigt på en godbid. Han får en lille ostelignende hapser. Med et skuffet blik kigger Basse først på den ensomme snack og dernæst på os, som ville han sige: Er det alt? Jeg havde håbet på mere… Vi griner, og jeg stiller en skål suppe foran vores lodne ven. Basse tilgiver os og begynder langsomt at spise.
En time senere kommer vi alle tre tilbage fra butikken med to bøtter maling: hvid og grøn. Himlen er blå, solen står højt, og varmen er intens. Jeg går ind for at klæde om og pakker de resterende jordbær og boller i en pose. På verandaen ved Lauges hus sidder mormor, som blev blind for to år siden. Min lille Engel retter nænsomt tørklædet på hendes hoved, så det sidder pænt, og sætter den hårtot, der er faldet ud. Jeg giver hende en skål med jordbær på skødet, da jeg ved, hun elsker dem.
Vi maler taburetterne hvide sammen på den åbne veranda sammen, og derefter Basses hundehus, der nu bliver grønt. Lauge er tilfreds, mens Basse er ligeglad.
Lena, Lauges mor, vender hjem fra arbejde. Hun roser sin søn for det fine stykke arbejde og inviterer os til bordet. Lauge tager mormor i hånden og fører hende ind i huset. Han fodrer hende med risengrød, forsigtigt og tålmodigt. Teen drikker hun selv med en lille karamel. Hun kan klare sig selv rundt i hjemmet, da hun ved præcis, hvor gulvbrædderne knirker. Lena arbejder på et vejcafé, to kilometer fra deres hjem. Når hun er på aftenvagt, kommer hun sent hjem. Håbet og støtten ligger på hendes søn.
Jeg holder øje med Lauge, som spiser sin grød med glæde, tilsat en klat smør. Efter at have drukket en kop sød te, går han for at se tegnefilm. Barnet der også er en mand, eller måske en mand, der stadig er et barn?
Han fejer gulvet, kan vaske op, hjælper mormor med at klæde sig rigtigt på, fodrer hende, henter brænde ind i huset (to stykker ad gangen), og vand (med sin lille spand). Og han elsker sin hund og kan nogle gange græde bittert, når hans mor skælder uretfærdigt ud. Han kan også grine lykkeligt, når han bader i åen med vandsprøjt, der når højt op i luften og glitrer i solen.
Lena følger mig til lågen og jeg beder hende om ikke at skælde Lauge ud. Han er en mand, værn om ham. Find en chance for at rose ham.
Lena beklager sig over det hårde liv, sin blinde mor og den lave løn.
Jeg svarer: du har dit eget hus, din mor er i live og her, du har et job, og du har en søn, der hjælper dig. Værdsæt hvad du har og se ikke på andre.
Lena smiler og vinker farvel.
Mine timer med Lauge er godt givet ud, som femårig kan han allerede læse “Snedronningen” højt for sin mormor. Og på stille, stille aftener går vi til åen med fiskestænger. Solen som en moden solsikke går langsomt ned bag skoven og efterlader de sidste varme stråler. De skyer, der er oplyst nedefra, glimter med gyldent skær. Alt omkring os er stille, det hviler fra travlhed og lyde. Vores kommunikation med Lauge afskrækker ikke de nysgerrige fisk. Snart sprøjter en par stykker omkring i vandet, der lysner. Min kats aftensmad er sikret…
… I dag kom min Engel på besøg igen. Han er nu voksen, 42 år gammel. En respekteret læge, kirurg. Flere gange om året besøger han sin mors og mormors gravsteder, og derefter, laden med gaver, kommer han ind til mig. Alle kalder ham Lauge Hansen, men jeg ved, han er min Engel! En stor, bredskuldret og meget godhjertet Engel. Hele året rundt sætter han en kurv med jordbær på bordet, sætter sig på hans yndlingsplads ved vinduet og smiler lykkeligt. Han drikker te med varme boller, ryger en cigaret på trappen, og når vi siger farvel, omfavner han mig med sine store, varme vinger…
En lille hånd strækker sig gennem hegnet for at nå de modne jordbær, mens jeg lader som om jeg ikke ser det og luger løg.
