Ingen penge var der tilbage hos Karen Jørgensen. Altså overhovedet ingen penge. Pungen var tom, og selv i møntlommen klirrede der kun et par ti- og femogtyveøre-mønter… Den ældre dame sukkede: Hun måtte på en eller anden måde klare sig igennem ugen, til pensionen kom. Selv skulle hun nok klare den: der var havregryn, lidt boghvede, nogle kartofler, og en halv flaske vegetabilsk olie. Men hvad skulle hun give Felix at spise?
Felix var katten, som Karen sidste år havde fundet foran en butik. Hvem der havde efterladt staklen til en sikker død, vidste hun ikke, men hun kunne ikke bare gå forbi den klynkende lille klump. Så sådan fik hun sig en lodden bofælle, der voksede op og blev en smuk rød kat. Og ham kunne man absolut ikke få til at spise havregrød med vand…
Nej, normalt var Karens pension nok til måneden. Hvad behøvede hun og Felix? Men denne gang havde hun ikke regnet det rigtigt ud: Naboen fra tredje etage havde bedt om at låne penge. Hvordan kunne hun sige nej? Marie, som blev forladt af sin mand for nylig og stod med et lille barn og uden arbejde. Hun var en god og venlig kvinde, og Karen var sikker på, hun ville betale tilbage. Men lige nu var Karen også selv presset… Der var bare ingen, hun kunne låne af…
I denne bygning kendte Karen ingen andre end Marie. Hun var flyttet ind for et år siden. Felix kom selvfølgelig først ind i den nye lejlighed… Der var konstant udskiftning af beboere i de fleste lejligheder: Nogle flyttede ud, andre flyttede ind. Der var ikke tid til at lære nogen at kende. I bedste fald nikkede de til hinanden ved elevatoren. Flere lejligheder stod tomme. Og de øvrige beboere tilbragte det meste af dagen på arbejde eller i pendling, så de havde heller ikke tid til at lære nye naboer at kende…
I sin tidligere bolig var alting anderledes: Hun kendte alle, og alle kendte hende. Hun havde boet der i næsten fyrre år! Med mange af naboerne havde hun arbejdet på det samme hospital. Men på sine gamle dage måtte hun flytte til byens udkant. Suk…
Den tidligere lejlighed havde Karen og hendes mand fået, lige da deres søn blev født. Afdøde Ole var en kirurg i særklasse – sådan sagde alle, der havde arbejdet med eller blev behandlet af ham. I det lokale sygehus opererede han i næsten 38 år… Hun selv arbejdede der som sygeplejerske.
Ole blev ikke kun respekteret for sine kirurgiske færdigheder, men også for sit utroligt venlige hjerte. Han kunne ikke nægte nogen: Han tog sig af de mest håbløse tilfælde, hvor alle andre læger havde givet op, og derefter plejede han dem selv, kun betroet Karen opgaven. Han hjalp sine patienter med at spise fra ske, opmuntrede dem, og lavede endda forbindingerne selv. Og han fik folk tilbage på benene igen!
En gang – huskede Karen tydeligt den episode – bragte man en mand ind fra gaden… Hvor længe han havde ligget i parken, var svært at sige, men han kom ind på Oles bord, nærmest uden liv. Han var ikke fra omegnen, han var kommet til byen i arbejdsøjemed. Gik en tur og blev slået ned – nogen gik efter hans pung, telefon og jakke.
Den dag opererede Ole i næsten tolv timer. Derefter døgnet rundt i flere dage, indtil patienten kom til bevidsthed… Det viste sig, at Leon (som den tilskadekomne hed) havde en teenage-datter derhjemme. Han havde bedt en nabo se efter hende, da han kun skulle væk i et par dage…
Ole kørte personligt til byen, hvor Leon boede, hentede datteren og tog hende med til deres hjem – indtil hendes far var fuldt rask. Yana boede hos dem i tre måneder, og Ole sørgede endda for, at hun kom i skole. Sådan var han: Hvis han forpligtede sig til at hjælpe nogen, gjorde han det med hjertet indtil det hele var overstået…
Men lige præcis deres egen søn fik de ikke givet opmærksomhed nok… De tilbragte det meste af deres tid på hospitalet, sørgede for, at Mads havde alt, han skulle bruge, tjekkede hans skolebøger, og gik en gang imellem til forældremøder. Så de bemærkede ikke, hvordan han fra at være en sød dreng blev en kynisk og fordringsløs ung mand.
Mads ville ikke studere, han blev ikke indkaldt til militæret på grund af dårligt syn. Dagen sov han væk, og nætterne blev brugt foran computerskærme. Og han krævede konstant penge af sine forældre…
– Karen, hvad har vi dog opdraget? – spurgte Ole indimellem sørgmodigt, alt imens han så deres søn tømme køleskabet med endnu en søvnløs nats røde øjne. – Hvem skal passe os på vores alderdom?…
Karen tænkte det samme. Og forstod, at hun ikke kunne regne med nogen støtte fra deres søn…
Det blev virkelighed…
Ole var 65, da han fik et slagtilfælde. Han kom sig, men kunne ikke operere mere. Arbejdet opgav han dog ikke – han fortsatte med kontorarbejde på klinikken i flere år. Indtil for tre år siden, hvor han pludselig tog derfra… Kom hjem fra arbejdet, klædte om, satte sig i sofaen – og det var det. Hans hjerte stoppede…
Og der forstod Karen fuldt og helt, hvad udtrykket “helvede på jorden” betød… Mads plagede simpelthen sin mor for penge til sine spil, til nogle projekter, der angiveligt ville give ham indtægter, til en ny computer og videre…
De få penge, hun havde kunne spare i Oles levetid, forsvandt hurtigt. Og Karens pension var knap nok nok til at dække det mest nødvendige. Det var helt umuligt at opfylde alle Mads’ ønsker…
Hun forsøgte at overtale ham til selv at tjene penge. Disse anmodninger gjorde kun Mads vred. Og en dag løftede han hånden mod hende…
Efter den hændelse forstod Karen, at hun ikke kunne bo under samme tag som sin søn.
Gennem en ejendomsmægler, der engang var Oles patient, lykkedes det hende hurtigt at sælge deres “treværelses” i centrum til en god pris. For pengene købte hun to etværelses lejligheder i forstæderne – én til sig selv og én til Mads. Og således begyndte et nyt kapitel i hendes liv…
Karen rystede lidt på hovedet, som for at jage triste minder væk. Fortiden kunne hun ikke leve af… Hun måtte finde på noget for at klare sig denne uge, indtil pensionen kom…
Hun gik hen til bogreolen. Måske skulle hun forsøge at sælge et par bøger? På det udendørs marked – hun havde set det – var der altid gamle bøger til salg.
Biblioteket, hun og Ole havde samlet gennem hele deres liv, ville nok ikke være til nogen nytte nu… Der var Lermontovs bog. En smuk udgave! Den havde en skuespillerinde engang givet Ole som tak for en kompliceret benoperation… Pasternak, Bulgakov, Tsvetaeva, Ilf og Petrov, Zola… Karen lod fingeren glide over de elegante bind, men kunne ikke tage sig sammen til at vælge noget…
“Hvad hvis… jeg solgte min pels?” – tænkte hun pludselig.
Hun gik ud i entreen, åbnede skabsdørene og trak forsigtigt den opbevarede karakulpels ud…
Karens garderobe rummede kun denne ene luksusgenstand. Pelsen havde Ole givet hende i gave til deres 45-års bryllupsdag, lige før han fik slagtilfældet.
De havde dengang besøgt en lille butik, hvor man solgte pelse og skind, for at købe Ole en læderjakke. Det viste sig, at butikkens ejer også engang havde været Oles patient. Da han så lægen, blev han umådeligt glad. Han tilbød en meget generøs rabat. Ole opgav straks tanken om en ny jakke (“Jeg kan jo sagtens bruge den gamle lidt mere”) og foreslog Karen at vælge en pels…
Hun gik længe rundt i butikken, nærmest skræmt ved tanken om at bære så smuk en ting… Til sidst insisterede butiksejeren på, at hun skulle prøve pelspelsen, da han diskret havde fjernet prisskiltet fra hende. Karen prøvede den… og Ole sagde uden tøven: “Vi tager den! Den bliver din gave til vores 45-års bryllupsdag!”
Karen havde aldrig båret pelsen… Ole skældte: “Hvorfor sparer du på den? Brug den, ellers æder møllet den. Vi lever kun én gang, så gå da som en dronning, en mulighed du ikke havde som ung…”
Men Karen syntes, det var synd at tage det luksuriøse klæde for en almindelig tur til supermarkedet. Og andre steder kom hun ikke…
– Nå, Felix, – sukkede hun, – jeg må skaffe penge til din kød og fisk… Måske kunne nogen give mig fem tusinde for min pels…
Der var ikke mange mennesker på det lille marked. De få handlende, der standsede ved de ting, de ønskede, forhandlede eller trak straks pungen frem og forlod stedet hurtigt. De fleste gik hen til bordene med bøger. Karen, der stod i kanten, krammede sin pels, og så væk, når nogen kastede et blik på hende.
“Bare til grin med denne karakul… Jeg skulle have taget Lermontov,” tænkte hun…
En bil, der parkerede tæt ved, fangede Karens opmærksomhed. Ud steg en ung kvinde, der syntes svagt bekendt for Karen. Hun skyndte sig hen mod bogbordene…
“Ja, jeg tog fejl,” tænkte Karen trist igen. “Det bliver en sulten dag for Felix i dag, tydeligvis.”
Sukker, begyndte hun at folde pelsen og pakkede den væk…
– Karen Jørgensen! Er det virkelig Dem?!
Kvinden gispede. Kvinden fra bilen stod der med et forskræmt og smilende ansigt:
– Kan De ikke genkende mig? Jeg er Iben! Kan De huske? Jeg boede hos jer, da far var indlagt efter operationen. Det var Ole, der opererede ham!
– Iben! Selvfølgelig! Jeg tænkte nok, det ansigt virkede bekendt! – Udbød Karen overrasket. – Hvad laver du her? Hvordan går det din far?…
– Vent lidt, Karen, først mig, – afbrød Iben hende. – Jeg har ledt efter Dem! Kørsel til Deres gamle bopæl, men der er nye beboere, og de kender ikke Deres nuværende adresse. Jeg gik også til sygehuset, men ingen kunne hjælpe. Jeg fik et nummer, men det virkede ikke… Hvad er der sket med Dem?…
Karen sukkede:
– Åh, Iben, det er en lang historie… Ole er ikke blandt os mere, du har sikkert hørt det… Og alene klarer jeg mig bare ikke… Ja, hvad kan jeg sige, det er hårdt uden ham…
Tårerne trillede uforvarende ned af Karens kinder. Iben krammede hende og holdt den lille spinkle krop i den slidte gamle frakke… og sagde:
– Pak Deres ting sammen og kom med os. Ingen indvendinger!
Smilende fulgte Karen ind i bilen…
Denne aften var tårerne nærværende, mens snakken gik om byens fortid med Iben og hendes far…
Iben fortalte, at de var flyttet til byen for omkring et år siden. De havde en virksomhed, som de efter flytningen kunne udvide.
– Vi har åbnet flere møbelbutikker, har vores egen produktion. Vi har købt en lejlighed. Jeg er gift nu, min mand er ude for at underskrive en kontrakt med en ny leverandør. Far bor sammen med os, – betroede Iben Karen…
Tiden gled forbi. Da Karen kiggede på uret, udbrød hun:
– Min Felix sidder derhjemme, sulten! Og jeg fik ikke købt noget til ham!
Iben smilede:
– Vær ikke bekymret, Karen Jørgensen, vi lader ikke jeres kat sulte ihjel. Vi kører til butikken nu, og jeg kører Dem hjem som en dronning!
Karen var forlegen:
– Nej, Iben, bliv ved. Jeg skal nok…
Iben mødte Karens blik direkte:
– Kære Karen, jeg ledte ikke efter Dem for at lade Dem gå alene. De og Ole gjorde det umulige: Gav mig min far tilbage fra dødens rand! Og De åbnede Deres hjem som for en datter, tog sig kærligt af mig. Jeg mistede min mor tidligt. Og jeg forestiller mig tit, hvordan hun ville have været nu… De er meget som hende – i Deres venlighed og opofrelse… Jeg ville gerne være som en datter, hvis De ikke har noget imod. Lad mig bare få lov til at lysne Deres liv lidt…
Og Karen græd igen, denne gang på Ibens skulder… Leon stod ved siden af og tørrede også en diskret tåre.
Karen forlod Ibens lejlighed samme aften i sin karakulpels. Iben havde insisteret. Da hun satte sig ind i bilen, følte hun sig som en dronning.
“Kære Ole, dit gode hjerte arbejder stadig i dag, – tænkte hun. – Se, hvordan tingene går… Du hjælper en person, og nu er jeg ikke alene… Og pelsen kom til nytte… Du havde ret, kære: Vi lever kun én gang…”.
