I København boede der en kvinde ved navn Mette Lund. Hun levede, som hun mente, et anstændigt liv. Ja, hun havde aldrig fået en familie eller børn, men hun ejede en lækker lejlighed, hvor alt var renligt og velordnet. Hendes job som bogholder på en møbelfabrik i Roskilde gav hende også en fin tilværelse.
Mette levede stille og roligt indtil hun fyldte 50. Hun var tilfreds med sit liv, især når hun sammenlignede sig med sine naboer. Hun følte en vis stolthed over, at hendes liv var på rette spor. Hun var trods alt en god person, der ikke ønskede nogen ondt.
Men hendes naboer? Åh, de var virkelig noget helt andet. Lige overfor boede en kvinde på snart 70 år—og tænk sig, hun havde farvet sit hår lyserødt! En gammel dame i stramme jeans og band-T-shirts! Folk lo ad hende. En rigtig byoriginal, intet mindre.
“Fy for den!” tænkte Mette, mens hun i smug betragtede den excentriske pensionist. Hun var glad for, at hun selv altid klædte sig passende til sin alder.
Den tredje nabo var endnu værre. En ung pige på kun 21, der allerede havde et barn. Pigen så ud til at være fem år gammel—hvor vovede hun? Hun måtte have været i gymnasiet, da hun blev gravid. Og hvor var forældrene henne? Åh ja, hun havde ingen. Hun boede alene med sin lille datter og var desuden gode venner med den lyserødhårede pensionist, der passede barnet, mens den unge mor var på arbejde.
Mette rystede på hovedet. “Sådan noget folk hænger altid sammen,” tænkte hun. “Men mig holder de sig fra. De vover knapt at se mig i øjnene. Et kort ‘hej’ i elevatoren—det er hele vores kontakt.”
Den sidste nabo var en mand i 30’erne. Da Mette første gang så ham, fik hun et chok. Hans arme og hals var dækket i tatoveringer! Hvem i alverden gik rundt sådan? Kun tabere, selvfølgelig. I sin ungdom havde hun altid fordømt sådanne typer. Hvis man ikke kunne imponere med sit sind, måtte man ødelægge sin krop for at få opmærksomhed. Han burde læse bøger i stedet for at skamfere sig selv.
Sådan tænkte hun hver dag, når hun mødte naboerne i opgangen. Når hun kom hjem, følte hun en ro ved, at hun selv levede korrekt. Engang imellem diskuterede hun deres underlige adfærd med sin eneste veninde over telefonen. De havde ikke så meget andet at snakke om, så “tatoveringsfjolset”, “den unge mor” og “den skøre gamle dame” blev ofte hovedtemaerne.
En aften kom Mette hjem fra arbejde i dårligt humør. Der var blevet opdaget en manglende sum på hendes arbejde—første gang i alle år. Hvem ville blive beskyldt? Naturligvis bogholderen. Hendes hoved havde gjort ondt hele dagen, og pludselig begyndte det at summe for hendes ører. Benene føltes tunge som bly.
Hun nåede lige til bænken foran opgangen, før hun sank ned. Så mærkede hun en blid hånd på sin arm. Da hun løftede blikket, så hun den lyserødhårede pensionist stå foran sig.
“Er du okay? Du ser helt bleg ud,” spurgte kvinden bekymret.
“Hovedet… gør ondt…” hviskede Mette.
“Kom, vi går op til Jonas. Han er hjemme i dag. Du ser ikke godt ud.”
“Jonas?” spurgte Mette forvirret.
“Han bor på din etage. Han er kardiolog. Vidste du det ikke?”
Da de kom op, bankede pensionisten på Jonas’ dør. Mette måbede, da den kraftigt tatoverede mand åbnede—den samme, hun altid havde set ned på.
Han målte hendes blodtryk, lagde hende på sofaen og gav hende en pille. Efter en stille forsvandt smerterne.
“Du skal tage dig af dit blodtryk—også selvom du stadig er ung,” smilede han, da hun følte sig bedre.
“Tak,” mumlede Mette. Hun følte sig pinlig berørt over alle de nedladende ting, hun havde sagt om ham. “Tænk, at han er læge… og redder liv hver dag.”
“Ingen årsag. Bare sig til, hvis du har brug for hjælp igen.”
Da Mette kom hjem, lagde hun sig på sofaen. Hun havde taget så grueligt fejl af ham… og den lyserødhårede kvinde var også venlig.
Pludselig ringede det på døren. Pensionisten stod der med den unge mors datter i hånden.
“Jeg ville bare høre, om du havde det bedre. Undskyld, jeg har Emma med—Ida er på arbejde… Jeg har egentlig længe ville lære dig at kende, men jeg turde ikke. I dag kom chancen!”
“Kom indenfor. Vi kan drikke lidt te,” sagde Mette uventet. “Tak fordi du hjalp mig.”
“Åh, det var da ingenting. Jeg kan godt se, når folk har det skidt. Jeg plejede min syge mor hele min ungdom. Fra jeg var 14, til hun døde, da jeg var 30. Ingen uddannelse, ingen kærlighed… Kun hendes sygeseng. Jeg nåede lige at få et barn, inden det blev for sent. Nå, men det er fortid. Nu prøver jeg at leve lidt—se?” Hun pegede på sine lyserøde lokker. “Ida hjalp mig med at farve det. Hun køber også de her T-shirts til mig. Jeg får lov at føle mig ung lidt endnu. Men stakkels Ida har det hårdere.”
“Hvem er Ida?” spurgte Mette.
“Ida, vores nabo. Det er hendes søster, Emma. Deres forældre døde i en bilulykke. Hun adopterede hende og opdrager hende alene. Hun droppede ud af universitetet for at arbejde. Jonas hjælper hende lidt med penge engang imellem.”
Da pensionisten var gået, sad Mette længe i køkkenet og stirrede tomt frem forNæste morgen ringede Mette på Idas dør med en kurv hjemmebagte kanelhorn og et tilbud om at passe Emma, så den unge mor kunne tage en velfortjent pause.
