Ruth Damgaard tørrede de våde hænder og, med en let stønnen fra rygsmerten, gik hen for at åbne døren. Det havde ringet forsigtigt, men allerede for tredje gang. Hun havde været i gang med at pudse vinduer og kom ikke straks ud i gangen. Udenfor stod en helt ung pige, meget sød, men bleg og med trætte øjne.
– Ruth Damgaard, jeg har hørt, at du måske kan leje et værelse ud?
– Åh, disse naboer, der hele tiden sender nogen herhen! Jeg udlejer ikke værelser og har aldrig gjort det.
– Men, jeg har hørt, at du har tre værelser.
– Og hvad så? Hvorfor skal jeg leje ud? Jeg er vant til at bo alene.
– Undskyld, jeg fik at vide, at du var troende, og jeg tænkte …
Pigen, som skjulte de tårer, der truede med at oversvømme hendes øjne, vendte sig om og gik langsomt ned ad trapperne med skuldrene rystende.
– Pige, kom tilbage! Jeg har jo ikke sagt nej til dig! I unge, I er så følsomme, græder for det mindste. Kom ind, så taler vi om det. Hvad hedder du? Skal vi ikke bruge du-form?
– Lærke.
– Lærke, ligesom fuglen? Har din far arbejdet til søs?
– Jeg har ingen far. Jeg er vokset op på et børnehjem. Ingen mor heller. Nogle venlige mennesker fandt mig i opgangen og tog mig til politiet. Jeg var ikke engang en måned gammel.
– Åh, bliv ikke ked af det. Kom ind, så kan vi tage en kop te og få en snak. Er du sulten?
– Nej, jeg købte en lille kage.
– En kage! Åh, ungdommen tænker ikke på sig selv, og når de når 30, har de mavesår. Sæt dig nu, jeg har varm ærtesuppe. Og vi kan varme lidt te. Jeg har også meget marmelade. Min mand døde for fem år siden, men jeg sylter stadig til to af vane. Når vi har spist, kan du hjælpe mig med at vaske vinduerne.
– Ruth Damgaard, må jeg lave noget andet? Jeg bliver svimmel, jeg er bange for at falde ud af vinduet – jeg er gravid.
– Endnu bed– mere manglede jeg bare! Jeg lever strengt efter reglerne. Har du haft et eventyr?
– Hvorfor tænker du straks det værste? Jeg er gift. Danni er også fra vores børnehjem. Men han blev hentet til militæret. Han kom for nylig hjem på orlov. Min udlejer smed mig ud, da hun fandt ud af, at jeg ventede barn. Hun gav mig en uge til at finde noget andet. Men som du kan se – situationen er lidt svær.
– Ja, ja… situationen… Hvad skal jeg gøre med dig? Jeg kunne flytte min seng ind til dig? Okay, tag mit værelse, men du skal ikke betale mig – snakker vi penge, bliver jeg vred. Hent dine ting.
– Jeg bor lige i nærheden. Danni og mine ting er pakket i en taske foran indgangen. Ugen er gået, så jeg har fra morgen af ledt og ledt.
Så de blev to… Lærke var ved at færdiggøre sin uddannelse som kjolemager. Ruth Damgaard var pensioneret på grund af et invaliderende togulykke for mange år siden, så hun blev hjemme og strikkede blonder, dukketøj og barnesko, som hun solgte på det lokale marked. Hendes varer gik som varmt brød: delikate som havets skum, fine som luft, og hun tjente godt på dem. Penge havde hun nok af; noget kom også fra salg af frugt og grønt fra haven, hvor hun og Lærke arbejdede om lørdagen. Om søndagen gik Ruth i kirke, mens Lærke blev hjemme og læste Danni’s breve for tyvende gang og skrev tilbage. Hun gik sjældent i kirken, det var en vane, hun endnu ikke havde tillagt sig. Hun klagede ofte over smerter i ryggen og svimmelhed.
En lørdag arbejdede de i haven, hvor høsten var bragt ind, og jorden blev gjort klar til vinteren. Lærke blev hurtigt træt, og Ruth sendte hende ind i huset for at hvile og lytte til de gamle plader, hun og manden havde købt sammen. Denne lørdag, efter lidt harvrensning, lagde den vordende mor sig igen ned for at slappe af – Ruth samlede tørre blade og grene, kastede dem i bålet og så ind i flammerne. Pludselig hørte hun Lærkes skrig: “Mor! Mor kom hurtigt!” Med sit hjerte hamrende, glemte Ruth sine smertefulde ben og ryggen, og løb hen til huset, hvor Lærke holdt sig til sin mave.
Inden for kort tid havde Ruth overtalt naboen om at tage dem til hospitalet, så hurtigt som hans gamle bil kunne køre. Lærke stønnede uafbrudt: “Mor, det gør ondt! Men det er for tidligt, for tidligt! Terminen er først midt i januar. Mor, bed for mig, du kan jo!” Ruth græd, bad uafbrudt gennem sine tårer.
I hospitalet blev Lærke kørt væk på en båre, mens naboen kørte den grædefærdige Ruth hjem. Hele natten igennem bad hun til Jomfru Maria for barnet, og næste morgen ringede hun til hospitalet.
– Det hele er ok med din ‘datter’. Først kaldte hun både på dig og på Danni, og græd, men så fandt hun ro, og faldt i søvn. Lægen siger, at faren for en abort er overstået, men hun skal blive hos os et par uger, og hendes hæmoglobin er lav, så sørg for, at hun spiser ordentligt og hviler.
Da Lærke blev udskrevet, talte de længe ud på natten om sin kære Danni.
– Han er ikke ligesom mig. Han er forældreløs. Vi har været sammen i børnehjemmet i mange år. Fra skoletiden har vi været tætte, og siden blev vi forelskede. Han bekymrer sig om mig – mere end kærlighed. Han skriver ofte til mig, vil du se hans billede? Der er han, den anden fra højre, smiler…
– Han er så flot… – Ruth Damgaard ønskede ikke at såre Lærke. Hun havde længe haft brug for nogle nye briller; soldatbilledet var alt for småt og uklart. Hun kunne ikke se andet end silhouetterne, men gik ikke mere ind på det. – Lærke, jeg har tænkt på noget. Hvorfor kaldte du mig ‘mor’ i haven?
– Åh det… af vanvare. En vane fra børnehjemmet. Vi plejede at kalde alle voksne far eller mor, fra rengøringspersonalet til direktøren. Det er svært at vænne sig af med. Men når jeg bliver virkelig nervøs, kommer det frem. Tilgiv mig.
– Det er forståeligt… – Ruth svarede skuffet med et suk.
– Tante Ruth, fortæl mig om dig. Hvorfor er der ingen billeder af din mand eller børn? Har du ingen børn?
– Nej, ingen børn. Jeg havde en søn, men han døde, før han fyldte et år. Efter ulykken kunne jeg ikke få flere børn. Min mand var som et barn for mig. Jeg forkælede ham, som du gør med Danni. Han var det vigtigste for mig. Da han døde, fjernede jeg alle billederne. Selv om jeg er troende og ved, at han er hos Gud, er savnet for stort. Kigger jeg på hans fotos, bryder jeg sammen. Så jeg gemte dem væk. Han har brug for mine bønner nu, ikke mine tårer. Lærke, ville du ikke få et nyt billede af Danni i ramme? Jeg har nogle liggende.
På allehelgensdag forberedte Ruth Damgaard og Lærke sig til højtiden, indrettede stuerne og talte om Jesusbarnet, mens de ventede på den første stjerne. Lærke skiftede ofte plads, gned sig på lænden.
– Du virker ved siden af dig selv. Hører ikke, hvad jeg siger. Hvad foregår der?
– Ruth, ring efter en ambulance. Jeg skal føde nu.
– Er du sikker på det? Det skulle først være næste uge?
– Jeg må have taget fejl. Ring, det hastede. Jeg kan ikke holde det ud mere.
En halv time senere holdt ambulancen foran hospitalet, og den 7. januar, på Jesu fødselsdag, fødte Lærke en pige. Samme dag fik den unge far den glædelige nyhed med en telemeddelelse.
Januar var travl. Den lille pige bragte dem glæde, men også vanskeligheder. Lærke, med Danni’s accept, navngav pigen efter Ruth. Ruth Damgaard blev rørt til tårer. Nu gav den lille Rutha dem nok at se til. Søvnløse nætter, skrigeture, skruetrækker. Men disse udfordringer bragte også glæde og sammenhold. Ruth Damgaards mange smerter tog hun ikke så tungt mere.
Det var en usædvanligt varm vinterdag. Ruth Damgaard tog på indkøb og kom hjem til Lærke, der trillede rundt med barnevognen.
– Vi går lidt længere, er det ok, Ruth?
– Gå endelig tur, så laver jeg frokost.
Da Ruth trådte indenfor, lagde hun mærke til et billede af sin mand på bordet, i en ramme. Hun smilede: “Nå, så du fandt dem endelig. Det er mærkeligt for dem unge at kigge på portrætter af gamle mænd.”
Suppen simrede lifligt på komfuret, da Lærke bar Rutha ind. Naboens dreng hjalp med barnevognen. De to kvinder pakkede forsigtigt den sovende baby ud. Næsen nynnede stille-stille. De listede ud til stuen igen.
– Lærke, – Ruth Damgaard smilede – hvordan fandt du ud af, hvor Sasha’s billeder gemmer sig?
– Hvad snakker du om?
– Dette her. – Ruth pegede på rammefotoet.
– Åh, Danni tog et nyt foto i fotostudiet. Jeg fandt rammen på boghylden.
Ruth Damgaard tog rystende fotoet i hænderne. Endelig så hun klart, det var ikke hendes mand, men en ung soldat, der charmerende smilede tilbage. Hun satte sig. Betaget, stirrende i det fjerne. Da hun så rundt, græd Lærke, med sig en lille klud duftende af ammoniak.
– Mor, se på mig! Hør mig! Hvad er der galt? – hulkede Lærke.
– Lærke, åbn skabet. På den øverste hylde er der flere billeder. Tag dem til mig.
Lærke bragte nogle album og indrammede fotografier. Øverst på stakken stirrede et velkendt ansigt op, så på… var det Danni?
– Gud i himlen! Hvem er det? Danni? Nej, et gammelt foto. Hvem er det, mor?
– Det er min mand, Sasha. Lærke, søde skat, ved du, hvor Danni er født?
– Nej. Han blev bragt til vores børnehjem fra København. Der kom han efter en togulykke. Han blev senere fortalt, at hans forældre døde.
– Ak, hvilken frygtelig fejltagelse! Min lille søn! De viste mig en krop, og jeg identificerede det som min egen. Men skjorten passede, som den var på min drengs. Åh mit kære barn, du er i live, og din familie er hos mig uden at jeg ved det. Herre, du har bragt Lærke til mig. Kære barn, ræk mig fotoet.
Lærke, fortumlet, forstod knap, hvad der skete. Hun gav det indrammede billede til Ruth, som kyssede det gennem tårerne: “Min skat, min dyrebare skat!”
– Danny, – rettede Lærke, tvivlende.
– Kald ham Danny, men han er min søn, Lærke. Kigger du ikke på din fars gammel billede – det er det samme ansigt!
Den unge kvinde så stadig usikker ud.
– Lærke, har han en fødselsmærke? En der ligner en stjerne, lige over højre albue? Jeg genkendte mit lille barn i ulykken kun pga. klædningen og alderen. Armene blev knust, jeg kunne ikke finde mærket. Sig noget?! Har han fødselsmærket?
– Fødselsmærke… ja den er der! Juleske, lige over albuen. Åh mor, det er der!
De to kvinder græd sammen i glædesrus, uden at bemærke den lille Rutha, der fra naboværelset kaldte på sin mors favn, og de to voksne, der holdt omkring hinanden, rystede af glæde og forundring.
