En kvinde på seksoghalvtreds begyndte at mærke alderens tegn. Og det er der jo egentlig ikke noget mærkeligt i det er helt naturligt. Tiden var kommet.
Men kvinden blev oprigtigt forskrækket, hver gang hun kiggede sig i spejlet. For det føltes som om alderdommen kom alt for hurtigt. Ligesom om nogen dagligt stjal hendes ungdom og skønhed, og langsomt malede rynker i hendes ansigt.
For ikke så længe siden havde hun ellers set virkelig godt ud! Nede på bænken i gården sad der altid en gammel mand, uanset vejret, og gav hende komplimenter: “Hvor ser De godt ud! De er sådan en smuk frøken!”
Når kvinden gik forbi den skrøbelige gamle mand, løftede han galant på sin hat eller sin varme hue, hvis det var vinter og sagde de samme venlige ord: “Hvor er De dog en smuk dame!”
Det fik ofte kvinden til at smile, og hun skyndte sig videre på arbejde. Mange andre på kontoret bemærkede det også og gav hende komplimenter i løbet af dagen. Hun havde virkelig set skøn ud.
Pludselig gik det op for hende, at hun ikke havde set den gamle mand længe. Bænken stod tom. Hun spurgte sine naboer, og det viste sig, at den gamle mand Jørgen Madsen hed han var blevet flyttet til et plejehjem. Hans slægtninge havde ikke mulighed for at tage sig af ham længere, børnene arbejdede i Odense og Aarhus, så Jørgen havde fået plads på et hjem. Han var jo halvfems og behøvede både omsorg og behandling.
Kvinden glemte for en stund sine egne bekymringer om alderdom. Hun kunne ikke slippe tanken om gamle Jørgen Madsen. Hun fik oplyst adressen, købte en pose med småkager og chokolade, og en søndag tog hun sporvognen ud til plejehjemmet.
Hun fandt ham hurtigt! Jørgen sad i en blød stol og nød sin havregrød med smør. Da han fik øje på hende, smilede han bredt og sagde: “Næ, kan det passe! Hvor ser De godt ud! De er sådan en ung og smuk kvinde!”
De andre beboere kom også hen og sagde pæne ord til hende. Hun blev rost og forkælet med venlige bemærkninger. Da hun senere, hjemme hos sig selv, kiggede sig i spejlet, blev hun næsten overrasket kinderne var røde, øjnene glimtede, håret bugtede sig fyldigt, og rynkerne var næsten forsvundet. Hun lignede slet ikke én på seksoghalvtreds tværtimod så hun yngre ud, som om hendes skønhed og ungdom var vendt tilbage.
Det var som et lille mirakel. Kvinden begyndte nu at tage på plejehjemmet hver søndag. Hun hjalp til, holdt danseundervisning for de ældre ikke for sin egen skyld, men fordi det gav hende en indre ro. Det var dejligt at kunne glæde andre. At vide, man kunne give noget, være som en datter eller et barnebarn for nogen, og få varme og oprigtige ord igen.
Andre mennesker kan være som spejle for os ikke bare almindelige spejle, men magiske. Efter et møde med et menneske kan man føle sig let og fuld af liv, holde sig rank og smile med øjnene. Andre kan derimod tage vores energi og få os til at føle os gamle, syge og trætte.
Derfor skal man værne om de magiske spejle de hjertelige og oprigtige mennesker, der taler godt fra hjertet. Og de ældre skal vi passe rigtig godt på. Så længe der er gamle mennesker, er vi stadig unge og kan gøre en forskel. Sådan tænker kvinden, som fik sin ungdom og skønhed tilbage. Og det har hun ganske ret i.
