En kvinde, Mette, gik på besøg hos sin veninde. Veninden, Ellen, var blevet gift for anden gang. Hendes første ægteskab havde været svært og ulykkeligt. Den første mand drak for meget, opførte sig urimeligt og forlod hende til sidst for en anden kvinde. En sørgelig historie. Mette havde altid støttet Ellen, hjulpet hende igennem det hele og trøstet hende. Det er jo derfor, man har venner, ikke?
Der gik ti år. Så mødte Ellen en anden mand, en god mand. Han var veluddannet, havde et godt job en total modsætning til hendes første mand. Mette var oprigtigt glad på Ellens vegne. Så da hun blev inviteret på besøg i den nye lejlighed, som ægteparret lige havde købt i Aarhus, tog hun en lagkage med. Hun havde også et par gaver med og roste deres flotte renovering. Alt var virkelig pænt!
Mens de sad omkring bordet med te og kage, viste Ellens nye mand sig at være meget vittig. Han havde læst meget og lavede mange jokes. Men som aftenen skred frem, begyndte han at lave sjov på Mettes bekostning. Han gjorde grin med hendes “snævre verdenssyn” og alle de mærkelige ting, hun havde i hovedet, som han sagde og grinede. Mette havde ikke læst Murakami, indrømmede hun, og hun anede ikke, hvem Péllevin var. Han pointerede, at videnskaben for længst havde modbevist de overtroiske ideer, Mette havde fortalt om.
Han gav sig også til at kommentere på Mettes frisure, figur og tøjstil. “Det er da 90er-stil,” sagde han leende. Sådan var Ellens nye mand altså meget kvik, men også skarp. Mette var lamslået og vidste ikke, hvad hun skulle svare denne intellektuelle mand. Ellen morede sig tydeligvis også og så beundrende på sin mand.
Senere forsøgte Mette at skifte emne og fortalte om sin kat, som hun havde fundet på gaden. Men også det blev straks gjort til grin. Katte er smittebærere, mente han, og folk, der samler herreløse dyr op, er psykisk ustabile eller lider af skjult narcissisme, erklærede han. Ellen kunne ikke lade være med at le, især da hendes mand begyndte på eksempler med gamle ugifte kvinder med for mange katte.
Pludselig begyndte Mette at græde. Det var pinligt, barnligt og kom helt bag på hende selv. Hun undskyldte sig, sagde at hun fik hovedpine, tog jakken og sagde farvel. Hovedet gjorde faktisk ondt, som om nogen havde slået på det. Og hun skammede sig over sine tårer. En ubegrundet hysteri!
Hun gik gennem Aarhus gader. Hun græd ikke længere, men hovedet dunkede og hun frøs, selvom det var sommer. Hun skammede sig over sin uvidenhed, over at hun ikke kunne følge med i de sofistikerede samtaler, over hun aldrig havde læst Murakami eller så dumt havde nævnt sin drøm…
Men den, der burde skamme sig, er ikke hende men den, der inviterer nogen hjem og lader andre ydmyge dem. Det føles som forræderi, når man lader nogen nedgøre en ven i ens eget hjem, eller latterliggøre noget, ens ven holder af: en bog, en tro, en film eller endda et billede, man har lagt op på Facebook. Det hele kommer ud på ét stille svigt.
Forræderi er at udlevere én af sine egne. Det er den egentlige betydning. Men Mette kunne ikke selv sætte ord på det. Hun havde jo ikke læst så meget og vidste sig ikke intellektuel. Hun skyndte sig bare hjem til katten, som heller ikke havde læst bøger eller været morsom, men som bare lagde sig hos Mette i sofaen og spandt blidt…
Mette besøgte aldrig siden Ellen igen. Der var heller ikke længere noget at besøge: Ellen og hendes mand blev skilt og havde lange retssager om lejligheden. Den intellektuelle viste sig at være meget handlekraftig måske endda alt for meget.
Sådan går det dog ofte. Den, man svigter sin ven for, svigter til sidst også én selv. Alt, det havde krævet, var bare, at Ellen havde sagt fra og stoppet den grove humor. Hvis man ikke beskytter sine nærmeste, mister man både respekt og venskab.
Livets lektion er, at ægte venskab skal beskyttes. Ingen bør tillade, at en ven bliver gjort til grin i sit eget hjem. Sandt venskab handler om at stå op for hinanden, og om at værne om dem, vi holder af.
