I dag oplevede jeg endnu en situation med min kollega, hvor jeg virkelig blev sat på prøve. Min kollega, Mathilde Jensen, har arbejdet hos os på kontoret i København i halvandet år. Hun er venlig, ordentlig og meget pligtopfyldende. Mor til to børn, den slags person man hurtigt får sympati for. I begyndelsen var hendes henvendelser helt uskyldige: “Jeg sidder fast i lægens venteværelse, kan du tage min telefon?” eller “Jeg skal hente min datter tidligere fra børnehaven, kan du lige uploade rapporten for mig det er kun et par klik.” Vi er vant til at hjælpe hinanden i teamet, så det virkede helt naturligt at støtte Mathilde.
Men der er en hårfin linje mellem kollegial hjælpsomhed og at få andres opgaver skubbet over på sig. Efter nogle måneder begyndte jeg at bemærke, at de små “to-knaps-ting” gradvist blev til hele arbejdsblokke. Mathilde skrev til mig klokken fem om eftermiddagen: “Jeg ved, du bliver til seks, og min yngste er syg. Kan du lige hjælpe mig?” Classic manipulation: hun udnytter både skyldfølelsen og normerne. Her i Danmark har vi stor respekt for forældre, især mødre, og det var nærmest tabu at sige nej indtil jeg var ved at brække nakken af belastningen.
Mathilde præsenterede sig konstant som kvinden med superkræfter, der lige balancerer arbejde, hjem og børn. Virkeligheden var dog, at vi havde samme løn fået udbetalt på samme konto men jeg havde færre timer til mine egne aftener, fordi jeg også tog hendes ansvar. Da jeg første gang nægtede, uden drama, stødte jeg på passiv-aggressivitet: “Du har jo ingen børn, så du kan slet ikke sætte dig ind i det.” Manipulationen var tydelig: min udmattelse gjaldt “mindre”.
Alt kulminerede ved kvartalsafslutningen. Jeg skulle lave en stor rapport om salgstal det kræver koncentration. Klokken 16.45 fik jeg en mail fra Mathilde med ufuldstændige data og teksten: “Børnehavens julefest er rykket, jeg smutter nu. Kan du færdiggøre rapporten det tager dig jo kun 15 minutter, du er vores stjerne. Jeg skylder dig i morgen!” Der slog det mig: hvis jeg gjorde det, blev det permanent. Et direkte nej ville kun føre til flere kommentarer og muggen stemning. Derfor måtte jeg gøre det mere professionelt hæve situationen fra personligt til arbejdsrelateret.
Jeg valgte ikke at skrive vredt tilbage. I stedet videresendte jeg hendes mail til vores chef, Anders Holm, med følgende rolige besked: “Hej Anders! Jeg videresender denne mail fra Mathilde, som ikke når sine arbejdsopgaver grundet familieforpligtelser. Måske bør vi overveje at justere hendes arbejdsbyrde eller give hende fleksible timer, så hun kan passe familien uden at overbelaste resten af teamet. Jeg har selv en fuld dag og kan ikke tage ekstra opgaver uden at det går ud over kvaliteten.”
Det var nervepirrende at trykke ‘send’ jeg frygtede, at jeg nu blev betragtet som sladrehank og ville blive udstødt. Men at tage Mathildes opgaver var blevet for meget for mig.
Reaktionen kom hurtigt. Anders Holm havde ikke været klar over, at jeg tog over for Mathilde, og det så pænt ud udadtil. Næste dag blev Mathilde kaldt ind til en samtale. Hun kom ud med røde kinder og sagde ikke noget. Hun henvendte sig ikke længere til mig med rapporter eller opgaver.
Nogle vil sige: “Man skal da være hjælpsom, børn er det vigtigste.” Naturligvis, men hjælpsomhed skal ikke være ensbetydende med udnyttelse. En medarbejder, der virkelig har udfordringer, taler med chefen om hjemmearbejde, fleksible timer eller orlov ikke om det at læsse opgaver over på kolleger.
Det jeg gjorde, var ikke hævn jeg satte blot grænser. I forretningslivet gælder det simple princip: hvis du accepterer andres arbejde uden protest, er det din egen skyld. Derefter stoppede Mathildes evige forespørgsler, og vi har nu et velfungerende og formelt forhold. Afdelingen kører som før. Det viste sig, at Mathilde sagtens kunne klare sine opgaver, når hun ikke prøvede at lægge dem på andre.
Jeg har lært, at grænser er nødvendige uanset hvor sympatisk historien lyder. Man skal være hjælpsom, men ikke på bekostning af sig selv.
