En kat snubler tilfældigt over en telefon… Den dufter af menneske og er overraskende varm. Efter at have gjort sig det behageligt, omfavner katten den med poterne, lægger sig ovenpå – og pludselig tænder smartphonen bare ved et blidt kattetryk. Rita nåede aldrig rigtigt at glæde sig over sin nye smartphone. Den var nemlig defekt fra første øjeblik: blev varm ved enhver berøring. Og så lykkedes det ovenikøbet hende at tabe den. Ærgerligt… Telefonen var ellers super: stor skærm, kraftigt batteri – netop dét, der svigtede til sidst. Nu kunne den ikke engang byttes – mobilen var sporløst væk. Rita kaldte sig selv ”tumpet”, tog sin gamle knaptelefon og ringede til sit eget nummer. Der var ringetone, men ingen tog den. Hun dryppede sig lidt baldrian, lagde sig og prøvede at huske, hvor hun havde været. Måske kunne hun finde den, hvis hun gik ruten igen? Pludselig vibrerede noget under hånden – hun blev ringet op. Velkendte tal på skærmen – hendes nummer. ”Hallo! Det er Rita!” I den anden ende kun knitren, korte suk… og pludselig: ”Miauv…” Rita lagde brat på. ”Nogen laver sjov,” tænkte hun. ”Øv, jeg fik ikke engang sat kode på – nu leger nogen med min telefon.” Irritationen blev afbrudt af endnu et opkald. Samme suk, samme knitren… og igen – mjaven som svar på hendes stemme. ”Lad være med at ringe mere!” udbrød hun. Men opkaldene fortsatte. Til sidst tænkte Rita, at værre kunne det vel ikke blive, tog overtøj på og gik udenfor. Lydene kom tydeligvis udefra – måske stod ”spøgefuglen” derude, hvor mobilen var blevet væk? Hun måtte bare følge sin rute. Hun gik og ringede til sit nummer med jævne mellemrum. Og pludselig, uden de store forhåbninger, hørte hun den velkendte ringetone. Rita fulgte lyden, allerede forberedt på at give et par formanende ord til den frækkert, som morede sig med hendes tabte ejendel. Katten, der havde gjort sig det rart ved det varme, mærkelige objekt, kiggede overrasket på, hvordan det “vågnede” og talte. Den snusede til det, men telefonen blev ved at ”snakke”. Da nikkede katten høfligt. Smartphonen blev stille. Katten rørte forsigtigt ved den igen – og så snakkede den på ny. Den blev bare varmere. Udenfor var det koldt, så denne mærkelige ting var et sandt varmeparadis. Katten stødte endnu engang blidt med poten. Og nu begyndte telefonen så pludselig at spille musik. Katten blev forskrækket, slog til den, men musikken stoppede ikke. I kampen med den “syngende” ting opdagede katten ikke straks, at han ikke længere var alene under træet. Alt Ritas vrede forsvandt, da hun så den ægte ”synder”. Under træet sad en rød, slidt gadekat, der tappert slog på smartphonen med poterne for at få musik og stemmer til at stoppe. Men da han så Rita, løb han hende i møde, som var hun hans fortrolige. Han spandt, pressede sig ind til hendes hænder – det var umuligt at stå imod. Rita stod lamslået, rørt af denne rødes ømhed. Kat lagde sig op mod hendes kinder, som om han ville kysse hende. Hun mærkede, hvor kold han var – ikke mærkeligt, han havde søgt varmen ved hendes glohede smartphone. Med telefonen i lommen og katten i armene gik Rita langsomt hjem, mens tankerne kredsede om kærlighed ved første blik. Hvor var hun blevet elsket af dette røde væsen! Efter så meget ømhed kunne hun næppe efterlade ham alene under træet. Katten, ellevild af lykke, gned sig mod hendes læber og hage – selvom Rita prøvede at sno sig, kunne hun ikke lade være at nyde det. Tænk, en hjemløs gadekat, så kælen! Forklaringen var dog enklere… Katten var nemlig blevet helt småberuset af duften af baldrian, som Rita en time forinden selv havde dryppet for at falde til ro…

Katten stødte tilfældigt på en mobiltelefon

Katten opdagede tilfældigt en mobiltelefon, der lå på jorden. Den lugtede af menneske og var mærkeligt varm. Katten slog sig til rette, krummede sine poter omkring telefonen og lagde sig ovenpå og i samme øjeblik tændte telefonen, blot af kattens lette berøring.

Freja nåede knap nok at glæde sig over sin nye smartphone. Allerede fra første minut var der problemer: den blev alt for varm, bare hun rørte ved den. Og som om det ikke var nok, så lykkedes det hende også at tabe den væk samme dag.

Øv Det var ellers en super telefon: stor skærm, stærkt batteri det var netop batteriet, der viste sig at være problemet. Nu kunne hun ikke engang få pengene tilbage telefonen var jo væk.

Freja kaldte sig selv “en fjols”, fandt sin gamle, slidte Nokia frem og indtastede sit eget nummer. Der lød ringetoner, men ingen tog telefonen.

Selv med et glas kamillete til at falde ned på, gik Freja i seng og forsøgte at genkalde sig, hvor hun havde været hele dagen. Måske ville hun finde den, hvis hun gik ruten igen. Pludselig vibrerede mobilen ved hendes hånd hun blev ringet op! På skærmen stod hendes eget nummer.

Hallo? sagde hun forventningsfuldt.

Der var kun knitren og korte suk og pludselig:

Mjau

Freja afbrød straks opkaldet. Nogen laver grin med mig, tænkte hun irriteret. Ærgerligt, at hun ikke havde fået sat en kode på nu lå telefonen og fristede fremmede til løjer. En ny opringning brød tankestrømmen.

De samme suk, den samme knitren og endnu engang mjau, da hun sagde noget.

Hold nu op med det der! udbrød hun.

Men opkaldene fortsatte stædigt. Til sidst besluttede Freja, at det ikke kunne blive værre. Hun trak sin vinterjakke over skuldrene og gik ud i den mørke, københavnske aften. Lydende kom tydeligvis udefra, så hvem der end havde fundet telefonen, var nok lige i nærheden. Hun måtte bare tage ruten om igen.

Hun ringede til sig selv med jævne mellemrum, mens hun gik. Og uden egentlig at forvente det, hørte hun pludselig sin egen ringetone under et træ. Nu forberedte hun sig på at give den formastelige en opsang.

Imens havde katten fundet sig godt til rette ved den varme genstand og iagttog, med stor nysgerrighed, hvordan mobilen vågnede og talte. Katten snusede til den, mens den blev ved med at brumme, så katten gav høfligt svar.

Smartphonen tav. Katten puffede igen med poten og straks begyndte telefonen at tale igen. Den blev kun varmere og varmere. Med kulden omkring sig var den elektroniske tingest pludselig blevet den perfekte varmekilde. Katten puffede til den endnu engang.

Da begyndte telefonen pludselig at spille musik. Forskrækket gav katten den et solidt slag, men den larmede bare endnu mere. I forvirringen opdagede katten slet ikke, at der nu stod en fremmed under træet.

Alt Frejas vrede forsvandt, da hun så den virkelig syndige en tyk, rødstribet kat med et lettere livstræt udtryk, som intenst lappede til telefonen med poterne i et forsøg på at få den til at tie stille. Men lige idet den så Freja

Den løb lige hen til hende, som om hun var dens ejer. Den spandt og strøg sig op ad hendes ben og hænder, så selv den sureste kunne smelte. Freja stod overrasket og rørt over katten, der på underligt inderlig vis søgte hendes nærhed.

Katten gned sig ind mod hendes kinder, som ville den kysse hende. Freja mærkede hvor kold den var ikke mærkeligt, at den havde varmet sig ved hendes glohede telefon.

Med mobilen trygt i lommen og katten i armene gik Freja langsomt hjem, mens hun tænkte på, om man kunne tro på kærlighed ved første blik. Katten havde i hvert fald valgt hende på stedet! Efter sådan en omgang ømhed kunne hun ikke få sig selv til at lade den blive ved træet.

Katten, sødere end nogen huskat, snoede sig tilfreds i hendes favn, gned sig mod hendes læber og hage, selvom Freja grinede og forsøgte at undvige sandheden var, at det morede hende. Hvem skulle have troet, at en herreløs kat kunne være så kælen?

Alt sammen havde dog en ganske simpel forklaring

Katten var helt høj af duften fra kamilleteen, som Freja havde spildt lidt af tidligere, da hun skulle berolige sig selv.

Sådan kan et uheld vende sig og bringe et uventet bekendtskab nogen gange kan man finde noget værdifuldt, selv når man tror, man har mistet alt.