En kat stødte ved et tilfælde på en telefon
I skumringen af en typisk københavnsk efterårsdag snusede en rødstribet huskat nysgerrigt omkring i Ørstedsparken. En besynderlig lugt fangede hans opmærksomhed en genstand, der duftede svagt af menneske, og den afgav en overraskende varme. Katten lagde sig til rette, omfavnede objektet med sine poter, og lagde sig på toppen. Pludselig blinkede skærmen på den moderne mobiltelefon blot ved hans lette berøring.
Mille havde knapt nået at glæde sig ordentligt over sin nye smartphone. Allerede fra første øjeblik viste den fejl blev glohed bare hun kiggede på den. Som prikken over iet formåede hun at tabe den et sted under dagens ærinder i Indre By.
Øv Det var ellers en fantastisk telefon: stor skærm, stærkt batteri netop det, der til sidst svigtede hende. Og nu kunne hun ikke engang bytte eller returnere mobilen var pist væk.
Mille kaldte sig selv fjols, hev sin gamle Nokia frem fra kommodeskuffen og ringede til sit eget nummer. Ventetonen lød længe, men ingen tog telefonen.
Hun dryppede et par dråber baldrianolie i et glas vand, slukkede lyset og forsøgte at genopfriske, hvor hun havde været i løbet af dagen. Måske, hvis hun gik ruten igen i tankerne, dukkede telefonen op. Pludselig, mens tankerne kredsede vibrerede det under hånden. Hendes eget nummer blinkede på skærmen!
Hallo, det er Mille.
I røret var der kun knitren, korte åndedrag og så pludselig:
Mjav
Mille smed røret på. Nogen laver sjov, tænkte hun. Hun fortrød, hun ikke havde låst telefonen nu kunne hvem som helst pille ved hendes nye mobil, og nogen udnyttede det åbenbart allerede. Hendes irritation blev kun forstærket, da der lød endnu et opkald.
Samme knitren, samme åndedrag og atter et vedholdende mjaven, da hun tog telefonen.
Lad nu være med at ringe! råbte hun frustreret.
Men opkaldene fortsatte. Til sidst besluttede hun sig for, at det heller ikke kunne blive værre, og trak sin frakke på for at gå ud i den mørke aften. Lydene kom tydeligvis udenfor hvem end der ringede, måtte befinde sig nær hendes tabte ejendel. Hun måtte følge sin rute fra tidligere samme dag.
Med bankende hjerte gik hun gennem de brostensbelagte gader, kaldte sit nummer op igen og igen. Pludselig, lidt håbløst, hørte hun den velkendte ringetone længere fremme. Mille nærmede sig lyden, fast besluttet på at tale et par alvorlige ord til den person, der havde moret sig over hendes uheld.
Samtidig havde katten, viklet ind i varmen fra den mærkelige genstand, undrende opdaget, hvordan den begyndte at snakke. Den snuste igen mobilen mumlede videre. Katten svarede høfligt med et mjav. Skærmen blev mørk. Katten prikkede forsigtigt med poten straks snakkede mobilen igen, endnu varmere end før. For en frossen kat var sådan en gadget ren luksus. Han daskede endnu engang til den med poten.
Og netop da begyndte mobilen at spille musik. Forskrækket slog katten løs på den, men musikken stoppede ikke. I kampen med den syngende dims havde katten slet ikke lagt mærke til, at han ikke længere var alene under hængepilen.
Milles vrede forduftede øjeblikkeligt, da hun så den lille røde slyngel. Under træet sad han pjusket og lidt forpjusket, en anelse livstræt og bankede fortvivlet på hendes smartphone, som var det et irriterende insekt. Men så snart han spottede Mille
Han styrtede direkte over i hendes favn, som om hun var en ven fra barndommen. Han spandt og gned sig op ad hende, kunne slet ikke styre sin glæde. Mille stod målløs, overrasket over denne eksplosive ømhed fra en ellers fremmed kat.
Han strøg sine kolde kinder op ad hendes, sendte hende nærmest kattekys. Hun mærkede straks, hvor kold han egentlig var ikke så mærkeligt, at han havde lunet sig på hendes glohede telefon.
Med telefonen solidt plantet i lommen og katten trygt i armene vandrede Mille langsomt hjemad langs søerne, mens hun tænkte på kærlighed ved første blik. Hvor hun dog følte sig udvalgt af denne orangerøde charmør! Efter al den kærlige omklamring kunne hun umuligt have nænnet at efterlade ham under træet.
Og katten? Han var lykkelig, vred sig i hendes favntag, nussede hende om læber og kraveben, selvom Mille dybest set nægtede for at nyde det men sandheden var, hun syntes, det var skønt. Sådan en kærlig gadekat!
Men løsningen på mysteriet var dog enkel
Katten var mere end almindeligt begejstret for ikke at sige småberuset af duften af den baldrianolie, som Mille havde dryppet i sit beroligende te tidligere på aftenen.
