Du, jeg må altså fortælle dig om noget, der skete den anden morgen i kirken noget, der virkelig satte sig i mig. Det var en ganske almindelig hverdagsgudstjeneste i vores lille landsbykirke her i udkanten af Randers. Der var ikke mange faktisk mest de faste ældre damer, måske ti stykker, ikke mere. Præsten, Henrik Møller, er sådan en af den rolige slags han har været præst i over tyve år og har for længst opgivet håbet om, at hverdagsgudstjenesterne bliver fyldt med folk.
Nå, men vi var næsten færdige, og Henrik står og læser de sidste bønner, da døren ind til kirken knirker lidt. Han kigger op og stivner et øjeblik.
Langsomt går der en kat ind ad midtergangen, så rolig, som om hun ejede stedet.
En grå og tyk kat med hvidt på brystet. Halen oppe i vejret total overskud og med blikket lige mod alteret, som om hun præcis vidste, hvor hun skulle hen.
Der blev hvisket og lette suk i koret: én gjorde korsets tegn, en anden gispede lavt. Men katten lod som ingenting og gik direkte hen og lagde sig sammenrullet foran alteret. Hun lagde hovedet på poterne, lukkede øjnene halvt, men de gule øjne stirrede stadig, helt ubevægeligt.
Henrik blev ramt af en mærkelig uro. Han kunne genkende katten.
Gud, hvordan er du endt her, tænkte han.
Hænderne rystede let, og han lukkede øjnene på et øjeblik for at samle sig men så så han Jytte, sådan som hun så ud sidst, han besøgte hende.
Jytte Sørensen stille, ældre kvinde med et nærmest godmodigt ansigt og øjne, der var trætte på den blide måde. Hun boede alene i en gammel, lille lejlighed ude på Dalgade. Hun kom til kirken hver søndag trægt, støttede sig til sin stok, men hun mødte altid op.
Og hun fodrede altid kattene ude foran blokken.
De er jo også Guds skabninger, Henrik, sagde hun en gang, da han kom med nadveren. Man kan da ikke bare lade dem i stikken.
Og Freja katten, der nu lå foran alteret havde jo altid været hendes yndling. Grå og blød, sådan lidt stor, og hun havde opflasket den siden den var killing. Katten plejede altid at sidde på skødet af hende eller oppe i vindueskarmen og holde øje med hende.
Sidst præsten havde besøgt hende, var måske tre uger siden. Da sad Freja i vinduet og kiggede intenst på Jytte, som om hun forstod, at noget var ved at ske.
Henrik, sagde Jytte, næsten hviskende, hvis der nu sker mig noget, så må du ikke glemme Freja. Hun er så klog.
Han havde bare nikket og taget hendes hånd.
Så nu lå Freja foran alteret.
Præsten forstod det hele i ét slag. Det blev koldt i kroppen på ham. Han læste de sidste bønner med tankerne et helt andet sted.
Folk gik stille ud med tændte stearinlys og dæmpede stemmer. De kiggede flere gange tilbage mod katten, der stadig lå der og stirrede ind i alteret.
En af damerne begyndte at sige noget, men Henrik rystede på hovedet.
Vi tager det bagefter, sagde han kort.
Han smed hurtigt præstekjolen og trak i sin almindelige habit hænderne dirrede så meget, at han havde besvær med knapperne.
Gud, lad mig tage fejl, tænkte han. Men han vidste jo godt, at han havde ret.
Freja løftede hovedet og kiggede ham i øjnene, da han kom tættere på. Hun sagde et enkelt, svagt mjav, som om hun spurgte: Forstår du nu?
Kom, hviskede Henrik og rakte hånden frem.
Freja strakte sig dovent og gik roligt ved siden af ham ud af kirken.
Udenfor blæste det novembergråt og trækfuldt, blade skøjlede omkring på parkeringspladsen. Der var et kvarters gang til Jyttes hjem. Henrik satte tempoet op, nærmest småløb, og Freja fulgte ubesværet med.
Bare jeg ikke er for sent på den, tænkte han, selvom han inderst inde vidste svaret: Når katten er gået til alteret, er det for sent.
På vej derhen tænkte han på Jytte hvordan hun sad der i stolen med uldplaid over benene og et lille forsigtigt smil, når han trådte ind. Hvordan hun med rystende hånd havde taget imod nadveren sidst.
Du ved hvad, Henrik, havde hun sagt, jeg er ikke bange. Jeg har haft et godt liv. Jeg havde min elskede mand, min datter er vokset op, og der er børnebørn men de bor langt væk. Gud har aldrig svigtet mig.
Og han lader dig heller ikke nu, havde han svaret.
Hun havde sukket.
Det ved jeg godt. Alligevel… det bliver ensomt. Freja er jo her, men der er så stille i lejligheden.
Han havde bare sagt lidt trøstende ord, tænker han nu, men måske var det et farvel, han ikke så dengang.
Så stod han foran opgangen grå og afskallet, som man jo kender dem. Elevatoren virkede aldrig; tredje sal, træt af trappen, men han klarede det.
Freja løb foran og satte sig foran døren med nummer 27. Henrik bankede først, så ringede han på. Stilhed. Han råbte fra gangen:
Jytte! Det er Henrik fra kirken!
Intet svar. Han satte øret til døren der var umiskendeligt stille derinde.
Han sank ned på huk, så på Freja, der stirrede mod døren.
Med rystende fingre fandt han nummeret på nærbetjenten, Christian, som havde hjulpet engang, da der var indbrud i kirken.
Hej Christian, det er Henrik fra kirken. Jeg har brug for hjælp jeg tror, der er sket noget med én af mine, Jytte Sørensen ude på Dalgade. Døren må nok brydes op.
Christian sagde bare, han var på vej.
Henrik satte sig træt på gulvet op ad væggen. Freja gik tæt på og gned sig op ad hans bukseben, spandt svagt.
Du er en dygtig kat, sagde han stille. Du ledte mig herhen.
De sad sådan sammen i tavshed. Og Henrik blev mere og mere ramt af den der dårlige samvittighed: Burde jeg være kommet noget før? Burde jeg have mærket, at hun ikke havde det godt? Hun har sikkert ventet…
Freja lagde sig ved siden af.
Efter et kvarter kom Christian stor mand med slidte træk. Han så overrasket på Henrik og forstod med det samme alvoren.
Han bankede myndigt på døren: Jytte Sørensen! Det er politiet! og så ellers i gang med kobenet. Efter få minutter gav døren sig.
Luften inde var tyk og gammel, der duftede af medicin og stillestående tid. Christians ansigt blev alvorligt, da han åbnede døren til stuen.
Der sad Jytte, som altid, i sin stol ved vinduet, med uldtæppet over sig, hænderne foldet og hovedet let bagover. Det så ud som om, hun bare blundede. Men ansigtet var stille, uden liv.
Det er nok flere dage siden, sagde Christian dæmpet.
Henrik sank sammen på gulvet. Tre dage, tænkte han. Tre ensomme dage uden, at nogen opdagede det. Datteren boede i Aarhus, børnebørnene så langt væk, og naboerne ja, hvem kommer hinanden ved mere?
Kun Freja var blevet. Katten havde ikke forladt hende, selv om vinduet stod lidt åbent. Først da alt var forbi, vandrede hun op til kirken.
Kendte du hende godt? spurgte Christian, mens han rodede efter Jyttes papirer.
Ja, svarede Henrik hæst, hun var en af mine. En god kvinde. Jeg ringer selv til datteren jeg har hendes nummer.
Christian nikkede.
Henrik gik hen til Jytte og så på hendes ansigt. Hun havde ikke lidt Gud må have taget hende stille, i søvne måske.
Undskyld jeg ikke kom før, hviskede han, og strejfede hendes hvide hår.
Han lavede korsets tegn og begyndte at bede afskedsbønnen, lavmælt.
Hele tiden sad Freja i døren og kiggede ubevægeligt mod sin ejer.
Der gik det op for Henrik, at den kat elskede Jytte højere end nogen af familien havde gjort højere end datteren, der kun ringede en gang imellem, højere end børnebørnene, der sjældent dukkede op.
Freja blev hos hende, til det sidste og senere opsøgte hun hjælp.
Henrik løftede hende forsigtigt op hun lod sig tage, krummede sig sammen i hans arme og begyndte langsomt at spinde.
Det er godt, lille ven. Nu skal du ikke være alene. Jeg lover at tage dig til mig. Vi sørger for Jytte på den bedste måde.
Han kunne ikke holde tårerne tilbage.
Jytte blev begravet tre dage efter. Datteren kom alvorlig og sortklædt, uden børnebørnene. Cirka tyve af de faste fra kirken dukkede op, og Freja fulgte alt, som om hun både sørgede og forstod.
Til selve afskeden lagde Freja sig sammenrullet ved kisten på kirkegulvet og nægtede at gå. Datteren prøvede at vifte hende væk, men Henrik sagde bare: Lad hende sige farvel.
På kirkegården havde han Freja under armen, så hun ikke skulle være alene. Efter begravelsen stod datteren lidt og så på dem.
Tag du bare katten jeg har hverken plads eller tålmodighed til sådan én, og desuden allergi.
Det havde jeg nu også tænkt mig, nikkede Henrik.
Hun gik, uden at se sig tilbage.
Henrik stod og så på graven og forsøgte at forstå hvor mange tusind Jytter, der sidder ensomme rundt om i de små lejligheder. Glemte ingen, der ser dem mere, ingen, der savner dem. Bortset fra kattene og Gud.
Han strøg Freja over pelsen: Kom, vi går hjem?
Hun spandt lavt igen.
Siden den dag lå der altid en grå, blød kat i vindueskarmen ved alteret i præstegården. Folk i kirken gav hende både mad og kærlige klap, og de hviskede: Sikken en dejlig kat. En rigtig helgen.
Henrik kunne kun smile stille for sig selv.
Om aftenen, inden han gik i seng, satte han sig i lænestolen, tog Freja op på skødet og strøg hende over pelsen. Katten kneb øjnene sammen, mens hun spandt, og i hendes gule øjne kunne man se lyset fra lampen skinne stille, varmt, uendeligt.
