En kat falder tilfældigt over en mobiltelefon… Genstanden dufter af menneske og er dejligt varm. Katten gør sig det behageligt, omfavner den med poterne, lægger sig ovenpå — og pludselig tænder smartphonen blot ved det lette katte-touch. Rita når aldrig rigtigt at glæde sig over sin nye smartphone. Den viser sig at være defekt fra starten: bliver varm ved ethvert tryk. Og som prikken over i’et taber hun den også. Surt… Telefonen var ellers perfekt: stor skærm, kraftigt batteri – netop det, der til sidst svigtede. Nu kan hun heller ikke få pengene tilbage — den er væk. Mere Rita kalder sig selv ‘tosse’, tager sin gamle, slidte mobil og ringer til sit eget nummer. Der er ringetone, men ingen svarer. Hun drypper lidt baldrian op i glasset, lægger sig og prøver at genkalde sig dagens færden. Måske dukker den op, hvis hun går vejen om igen. Pludselig vibrerer noget under hånden – nogen ringer. Det er hendes eget nummer, der lyser op på skærmen. — Hallo? Kun knasende lyde, korte suk… og pludselig: — Mijav… Rita lægger straks på. “Nogen laver sjov,” tænker hun. Ærgerligt, at hun ikke fik låst telefonen — nu sidder nogen bare og leger med den. Hendes irritation bliver kun større, da et nyt opkald tikker ind. Igen kun suk og knasen… og så endnu et mæv i røret. — Lad være med at ringe mere! — udbryder hun. Men opkaldene fortsætter. Til sidst tænker Rita, at så slemt kan det ikke blive, tager tøj på og går udenfor. Lydene kommer tydeligvis udefra – altså må ’spøgefuglen’ befinde sig derude, hvor telefonen blev fundet. Hun skal bare følge sin rute igen. Hun går afsted og ringer til sig selv med jævne mellemrum. Pludselig – mod forventning – hører hun den kendte ringetone. Rita følger lyden, forbereder sig på at give en opsang til den frække type, der morede sig med hendes tab. Imens putter katten sig ind til det varme objekt og ser overrasket, hvordan det ’vågner op’ og snakker. Katten snuser til det, og mobilen brummer videre. Katten svarer høfligt. Mobilen tier. Katten rører ved den med poten — mobilen snakker igen. Den bliver bare varmere. Det er koldt, men den mærkelige ting er som et lille varmekram. Katten puffer én gang til. Så pludselig begynder telefonen at spille. Katten bliver forskrækket, dunker hårdt til den, men den tier ikke. I kampen mod den ’syngende’ genstand opdager katten først sent, at den ikke er alene under træet længere. Al Ritas vrede forsvinder, da hun ser den virkelige ’skurk’. Under træet sidder en rød, livstræt hankat, der energisk smadrer poten på smartphonen for at få den til at tie stille. Og da han ser Rita… Han styrter hende i møde, som et savnet menneske. Hans spinden og hovedbump er uimodståelige. Rita står helt overvældet af dette røde væsens kærlighedsudbrud. Katten gnider sig op ad kinderne på hende, som om han kysser hende. Hun mærker, hvor kold han er – ikke mærkeligt, han søgte varme ved den glødende smartphone. Med telefonen i lommen og katten i favnen går Rita langsomt hjem og tænker på kærlighed ved første blik. Hvor måtte hun dog bare have rørt hans kattehjerte! Efter alt den kærlighed kunne hun umuligt efterlade ham under træet. Og katten, lykkelig til vanvid, snoer sig i hendes arme, kæler op ad hendes læber og hage, selvom Rita prøver at undvige – men hun nyder det i hemmelighed. Han var måske hjemløs, men han er virkelig kær. Faktisk var forklaringen meget enklere… Katten var nemlig helt forhekset af duften af baldrian, som Rita havde hældt op til sig selv for kort tid siden.

Katten stødte tilfældigt på en mobiltelefon Genstanden duftede af menneske og var forbløffende varm. Han lagde sig godt til rette, slog forpoterne om den og hvilede sig ovenpå og straks tændte smartphonen bare ved et let kattetryk.

Signe havde knapt nok nået at glæde sig over sin nye smartphone. Fra første minut viste den sig at være defekt: Den blev alt for varm bare ved den mindste brug. Og så formåede hun ovenikøbet også at tabe den væk.

Det ærgrede hende. Telefonen var ellers helt perfekt: Stor skærm, stærkt batteri præcis det, som til sidst svigtede. Og nu kunne hun heller ikke returnere den for mobilen var som sunket i jorden.

Signe bandede stille ad sig selv, fandt sin gamle klaptelefon frem og ringede til sit eget nummer. Der lød ringetone, men ingen tog telefonen.

Hun hældte sig et glas kamillete for at falde ned, lagde sig og forsøgte at huske, hvor hun havde været den dag. Måske kunne hun finde den, hvis hun gik ruten om igen. Pludselig vibrerede noget under hendes hånd hun blev ringet op. På displayet stod der det velkendte nummer hendes eget.

Hallo! Det er Signe.

I røret var der kun knitren, svage suk og så, ud af det blå:

Miav

Hun lagde hurtigt på. Nogen gør nar, tænkte hun irriteret. Hun havde ikke engang nået at sætte kode på nu sad én og pjattede med hendes telefon. Irritationen varede ikke længe, før den næste opringning kom.

De samme suk, den samme knitren og igen et respondent mjav til hendes stemme.

Lad nu være med at ringe igen! udbrød hun.

Men opkaldene stoppede ikke. Til sidst, træt af hele miseren, tog Signe overtøjet på og gik udenfor. Lydene måtte komme udefra måske stod drillepinden lige dér, hvor hun havde tabt mobilen. Hun besluttede at gå sin rute.

Med jævne mellemrum ringede hun til sig selv. Og pludselig, da hun næsten havde opgivet håbet, hørte hun sin velkendte ringetone. Signe fulgte lyden, parat til at give den formastelige en ordentlig opsang for at more sig på hendes bekostning.

Imens lå katten dejligt tilpas op ad den varme tingest og så forbløffet til, mens den vågnede op og snakkede. Katten snusede nysgerrigt til den, men telefonen blev bare ved med at mumle. Så hilste katten høfligt igen.

Telefonen blev stille. Katten trykkede forsigtigt på den med poten straks begyndte mobilen at tale igen. Den blev varmere og varmere. Udenfor var det koldt, så det her mærkelige apparat var hans helt egen lille varmepude. Katten daskede til den endnu engang.

Så lød der pludselig en melodi fra telefonen. Forskrækket slog katten hårdere til mobilen, men lyden stoppede ikke. I kampen med den syngende tingest opdagede katten slet ikke, at han nu ikke var alene under træet.

Al hendes vrede forsvandt brat, da Signe så den egentlige forbryder. Under et træ sad en rødstribet, forhutlet kat, der desperat hamrede løs på smartphonen for at få den til at tie stille. Men i det øjeblik han så Signe

Han sprang hen til hende, som om hun var hans bedste ven. Han spandt og gned sig op ad hendes hænder hun kunne slet ikke stå for det. Signe stod helt paf i mødet med den røde kats ømhed.

Katten strøg sig op ad hendes kinder, som om han kyssede hende. Hun mærkede, hvor kold han var ikke mærkeligt, at han havde søgt varme ved hendes glohede smartphone.

Med mobiltelefonen i lommen og katten i armene gik Signe langsomt hjemad, mens hun overvejede det der med kærlighed ved første blik. Sikke en begejstring, denne røde kat havde vist! Efter sådan en ømhed kunne hun selvfølgelig ikke efterlade ham alene under et træ.

Katten snoede sig lykkeligt i hendes favn, gned sig mod hendes læber og hage, selvom Signe prøvede at vende sig væk men i virkeligheden nød hun det. Tænk, en gadekat, og så så kærlig.

Men forklaringen var nu ganske enkel

Katten var beruset af duften fra kamilleteen, som Signe tidligere havde spildt ud for at berolige sig selv.

Rating
Mirabile dictu
En kat falder tilfældigt over en mobiltelefon… Genstanden dufter af menneske og er dejligt varm. Katten gør sig det behageligt, omfavner den med poterne, lægger sig ovenpå — og pludselig tænder smartphonen blot ved det lette katte-touch. Rita når aldrig rigtigt at glæde sig over sin nye smartphone. Den viser sig at være defekt fra starten: bliver varm ved ethvert tryk. Og som prikken over i’et taber hun den også. Surt… Telefonen var ellers perfekt: stor skærm, kraftigt batteri – netop det, der til sidst svigtede. Nu kan hun heller ikke få pengene tilbage — den er væk. Mere Rita kalder sig selv ‘tosse’, tager sin gamle, slidte mobil og ringer til sit eget nummer. Der er ringetone, men ingen svarer. Hun drypper lidt baldrian op i glasset, lægger sig og prøver at genkalde sig dagens færden. Måske dukker den op, hvis hun går vejen om igen. Pludselig vibrerer noget under hånden – nogen ringer. Det er hendes eget nummer, der lyser op på skærmen. — Hallo? Kun knasende lyde, korte suk… og pludselig: — Mijav… Rita lægger straks på. “Nogen laver sjov,” tænker hun. Ærgerligt, at hun ikke fik låst telefonen — nu sidder nogen bare og leger med den. Hendes irritation bliver kun større, da et nyt opkald tikker ind. Igen kun suk og knasen… og så endnu et mæv i røret. — Lad være med at ringe mere! — udbryder hun. Men opkaldene fortsætter. Til sidst tænker Rita, at så slemt kan det ikke blive, tager tøj på og går udenfor. Lydene kommer tydeligvis udefra – altså må ’spøgefuglen’ befinde sig derude, hvor telefonen blev fundet. Hun skal bare følge sin rute igen. Hun går afsted og ringer til sig selv med jævne mellemrum. Pludselig – mod forventning – hører hun den kendte ringetone. Rita følger lyden, forbereder sig på at give en opsang til den frække type, der morede sig med hendes tab. Imens putter katten sig ind til det varme objekt og ser overrasket, hvordan det ’vågner op’ og snakker. Katten snuser til det, og mobilen brummer videre. Katten svarer høfligt. Mobilen tier. Katten rører ved den med poten — mobilen snakker igen. Den bliver bare varmere. Det er koldt, men den mærkelige ting er som et lille varmekram. Katten puffer én gang til. Så pludselig begynder telefonen at spille. Katten bliver forskrækket, dunker hårdt til den, men den tier ikke. I kampen mod den ’syngende’ genstand opdager katten først sent, at den ikke er alene under træet længere. Al Ritas vrede forsvinder, da hun ser den virkelige ’skurk’. Under træet sidder en rød, livstræt hankat, der energisk smadrer poten på smartphonen for at få den til at tie stille. Og da han ser Rita… Han styrter hende i møde, som et savnet menneske. Hans spinden og hovedbump er uimodståelige. Rita står helt overvældet af dette røde væsens kærlighedsudbrud. Katten gnider sig op ad kinderne på hende, som om han kysser hende. Hun mærker, hvor kold han er – ikke mærkeligt, han søgte varme ved den glødende smartphone. Med telefonen i lommen og katten i favnen går Rita langsomt hjem og tænker på kærlighed ved første blik. Hvor måtte hun dog bare have rørt hans kattehjerte! Efter alt den kærlighed kunne hun umuligt efterlade ham under træet. Og katten, lykkelig til vanvid, snoer sig i hendes arme, kæler op ad hendes læber og hage, selvom Rita prøver at undvige – men hun nyder det i hemmelighed. Han var måske hjemløs, men han er virkelig kær. Faktisk var forklaringen meget enklere… Katten var nemlig helt forhekset af duften af baldrian, som Rita havde hældt op til sig selv for kort tid siden.