12. januar
I mange år har jeg boet alene ude ved skovkanten, ikke langt fra Silkeborg. Engang summede huset af liv venner kom forbi, familien samledes til julefrokost, biler holdt i indkørslen, og stemmer og latter fyldte stuerne. Men det ebbede ud. Min kone, Mette, døde for ti vintre siden, og vores søn, Lasse, flyttede til Odense og skriver kun sjældent længere. Sådan blev huset ved søen tyst og tomt.
Jeg har vænnet mig til ensomheden. Hver morgen går jeg ud på verandaen, suger den klare luft helt ind, lytter til vinden i granskovens kroner, og lægger brænde i den gamle kakkelovn. Indimellem ser jeg en kronhjort eller næsebør med ræven, men vildtet kommer aldrig tættere på end skovbrynet.
I dag vågnede jeg tidligt, inden solen sneg sig op bag birkene. Først troede jeg, vinden havde slået en gren mod døren. Så lød et dunk, som om nogen trykkede hårdt mod verandaen.
Jeg trak min gamle uldjakke på, åbnede forsigtigt døren og stivnede.
Lige foran mig stod en kæmpe hunbjørn. Ånde steg op fra hendes gab i den iskolde morgenluft, snefnug glimtede i den brune pels. Men det mærkeligste var, at hun bar på noget i munden et lille bjørneunge.
Hun knurrede ikke, bød ikke tænder. Hun stod bare der og så direkte på mig. I hendes øjne var ingen vrede, kun bekymring.
Mit hjerte hamrede løs, og enhver anden ville have smækket døren og gemt sig. Intet i min forstand kunne forklare, hvorfor jeg blev stående.
Men der var noget i hendes blik, der fik mig til at tage et skridt ud. Hunbjørnen lagde forsigtigt sin unge i sneen foran døren.
Og så gjorde hun noget, jeg forstod først bagefter.
Den lille bjørn rørte sig knap nok.
Jeg bøjede mig ned og så straks, hvad der var galt en tynd ståltråd snoede sig stramt om poten. Det var en ulovlig jernfælde, en af slagsen, jeg har frygtet at se i denne skov. Den havde skåret sig dybt ned i huden, og den lille pustede tungt.
Jeg arbejdede forsigtigt, løsnede snaren og fik poten fri. Jeg tog det lille væsen forsigtigt op og bar det ind i varmen. Lagde det tæt på ovnen, dækkede det til med et gammelt uldtæppe og gned blidt kroppen for at få liv i den.
Hunbjørnen blev ude på verandaen hele tiden, lod sig ikke skræmme væk.
Efter et stykke tid begyndte ungen at røre let på sig og glimtede med øjnene. Jeg bar den ud, så hun kunne hente sin unge hjem.
Hun nussede forsigtigt min hånd med sin snude, tog bjørneungen op og forsvandt roligt mod skoven.
Næste dag gik jeg skoven igennem og fandt tre sådanne fælder. Dem fjernede jeg alle og svor, at ingen mere skulle sætte dem på min grund.
Siden den hændelse har jeg gået skoven tynd igen, ligesom jeg gjorde i de unge år. Måske lader ensomheden sig bedst mildne ved at tage hånd om det liv, der trods alt findes. Det føltes, som om skoven så mig én gang til.
