**Den glemte årsdag**
Jeg rettede på det hvide linnedug på køkkenbordet, mens mine fingre dirrede af træthed og forventning. I dag var det mine og Victors sølvbryllup – 25 år. Jeg havde tilbragt hele dagen med at lave en festmiddag. På komfuret simrede en and med æbler og honning, i ovnen dampede kartofler med rosmarin, og på skærebrættet lå granatæblekerner til salaten – Victor elskede den syrlige smag. Køkkenet duftede af krydderier, vanilje fra pæretærten og en svag røglugt fra de tre stearinlys i messinglysestænderne. På bordet stod en flaske rødvin, den samme Cabernet Sauvignon, vi drak til vores bryllup – jeg havde bestilt den særligt hos vinhåndleren. Jeg havde taget min mørkeblå kjole med kniplingskrave, løsnet håret, som jeg normalt samler i en knold, og endda sat lyserød læbestift på, noget jeg ikke havde gjort i årevis.
Jeg kiggede på penduluret over køleskabet – 20.15. Victor havde lovet at være hjemme kl. 19. Jeg ringede til ham, men telefonen gik kun til telefonsvarer. Mit hjerte snørede sig sammen, men jeg rystede de dårlige tanker af mig og rørte i flødesovsen. *Han er forhindret på fabrikken,* tænkte jeg og rettede på rosenbuketten i vasen.
Døren smækkede, og ind kom Maja, vores 23-årige datter, der var kommet hjem fra Århus, hvor hun arbejdede som designer. Hendes røde krøller var forblæste af vinden, og i hånden holdt hun en lædertaske og en buket gulde margueriter.
“Mor, jeg er hjemme!” råbte hun, mens hun sparkede sine sneakers af og næsten tabte tasken. “Wow, hvilket bord! Er det jeres årsdag?”
Jeg smilede og tog imod blomsterne, mens jeg indåndsede deres duft.
“Ja, 25 år. Far lovede at være hjemme kl. 19, men han er nok blevet forsinket.”
Maja fnæste og hængte sin læderjakke på knagen.
“Typisk far. Altid optaget af den fabrik. Skal jeg hjælpe med noget?”
“Du kan sætte vin og glas frem,” sagde jeg, men min stemme vaklede. Jeg kiggede på uret igen – 20.30. Anden blev kold, sovsen tykkede, og stearinlyset dryppede på dug.
Kl. 21 sad jeg ved bordet og fingrede på en serviet med broderede initialer – en bryllupsgave fra min afdøde tante. Maja sad overfor og scrollede på sin telefon for at bryde den trykkende tavshed.
“Mor, skal vi ikke ringe til far igen?” foreslog hun og nipped en kop te fra sin kattemok.
Jeg rystede på hovedet og bed mig i læben.
“Det er spændt, Maja. Han har glemt det. *Igen.*”
Maja rynkede panden og lagde telefonen fra h.
“Vær nu ikke så dramatisk. Måske har han travlt. Du ved godt, han er afdelingsleder, og der er altid noget galt. I går sagde han, at en maskine var gået i stykker.”
Jeg krammede servietten så hårdt, at knoerne blev hvide.
“Travlt? Maja, det er vores *årsdag*! Jeg har stået i køkkenet hele dagen, taget pænt tøj på, og han har ikke engang ringet!”
Døren knagede, og Victor kom ind i køkkenet. Hans grå jakke var krøllet, håret var uordentligt, og der lå mørke skyld under øjnene. I hånden holdt han en slidte mappe – ingen blomster, intet smil.
“Hej,” mumlede han og stillede tasken ved væggen. “Hvad er det her? Er der fest?”
Jeg frøs, og mine øjne blev store, som om han lige havde slået mig.
“Fest? Victor, det er vores årsdag. Den 25.!”
Victor stivnede, hans ansigt blev blegt, og tasken gled næsten ud af hånden.
“Satans, Lise… Jeg… glemte det. Fabrikken var kaos, jeg har været på næsten hele dagen. Maskinen, rapporterne…”
Jeg rejste mig, og min stemme dirrede som en streng.
“Glemt det? Jeg har lavet mad hele dagen, ventet på dig, tændt lys! Og du er ligeglad med mig!”
Victor smed jakken på en stol og rynkede panden.
“Ligeglad? Lise, jeg slider for os! Og du starter bare en krig over en middag!”
Maja hostede for at afbryde.
“Hold nu op, I to. Far, sæt dig ned og spis. Mor, han mente det ikke.”
Men jeg vendte mig mod hender, og mine øjne funklede.
“Mente det ikke? Maja, han gør *altid* sådan! Jeg gør alt for familien, og han behandler det som om det er ligegyldigt!”
Victor hamrede hånden i bordet, så glassene klirrede.
“Altid? Og hvad gør *jeg* så? Jeg er på fabrikken kl. 6 hver morgen, Lise! Og du er aldrig tilfreds, altid krævende!”
Middagen, der skulle have været en fejring, blev til en slagmark, hvor hver tallerken føltes som en mine.
Næste morgen begyndte med en tung tavshed, som novembertågen udenfor. Jeg lavede kaffe uden at kigge på Victor. Han sad ved bordet og bladrede i avisen, men fingrene nævnede nervøst ved hjørnerne. Maja, der mærkede spændingen, prøvede at lette stemningen ved at småre brød.
“Mor, anden i går var fantastisk,” sagde hun og tyggede. “Skal vi ikke få den i dag? Jeg laver salat.”
Jeg mumlede uden at vende mig.
“Spis den, hvis du vil. Jeg har ikke lyst.”
Victor lagde avisen fra sig. Hans stemme læd træthed.
“Lise, stop nu. Jeg glemte det, det er min fej. Men du går også altid til angreb.”
Jeg vendte mig, og min ske klirrede mod koppen.
“Til angreb? Victor, jeg har gjort en indsats! Taget pænt tøj på, købt den samme vin! Og du kommer hjem, som om det er en helt almindelig aften! Er vores familie overhovedet vigtig for dig?”
Victor rejste sig, og stemmen blev højere.
“Vigtig? Jeg har knoklet for jer i 20 år! Og du hakker altid på mig – alt er forkert! Jeg er ikke lavet af jern, Lise!”
Maja løftede hænderne.
“Stop! I opfører jer som børn. Mor, far er virkelig træt. Far, mor er kedt, hun har gjort en indsats. Kan I ikke bare tale, i stedet?”
Men jeg rystede på hovedet, og øjnene funklede af tårer.
“Tale? Maja, du tager altid hans parti. Hvad med mig? Jeg gør alt for jer – mad, rengøring, ofringer! Og hvad får jeg? *Intet!*”
Maja rynkede panden, og stem
