En hemmelighed afsløret på min bryllupsdag: min kone har en datter!
“Jens, jeg ville egentlig ikke sige det på din bryllupsdag Men vidste du, at din nye kone har en datter?” min kollega satte mig fuldstændig af på min førersæde.
“Hvad snakker du om?” Jeg nægtede at tro på det.
“Min kone, da hun så din Mette til jeres bryllupsfest, hviskede mig i øret: ‘Det er mærkeligt, ved brudgommen, at hans forlovede har en datter, der vokser op i et børnehjem?'”
“Kan du forestille dig, Jens? Jå var lige ved at kvæles i min salat. Min kone påstår, hun selv behandlede barnets afgivelse. Min Lise er læge på en fødeafdeling. Hun husker din Mette på grund af sit fødselsmærke på halsen. Hun sagde også, Mette kaldte sin datter for Freja og gav hende sit efternavn. Det var vel for fem år siden.” Min kollega iagttog min reaktion nysgerrigt.
Jeg sad lammet bag rattet. Hvilken bombenythed!
Jeg besluttede at undersøge det selv. Jeg ville ikke tro på sådan en historie. Jeg vidste godt, Mette ikke var en attenårig pige hun var toogtredive, da vi giftede os. Hun havde sikkert haft et liv før mig. Men hvorfor forlade sit eget barn? Hvordan kunne man leve med det?
Takket mit job fandt jeg hurtigt børnehjemmet, hvor Freja boede.
Institutionens leder præsenterede en glad pige med et strålende smil:
“Her er vores Freja Nielsen,” sagde lederen og vendte sig mod barnet. “Sig til manden, hvor gammel du er, skat.”
Det var umuligt ikke at lægge mærke til pigens stærke skeløjne. Hun gjorde mig ondt. Jeg følte straks en dyb forbindelse til hende. Trods alt var hun min elskede kones datter! Min bedstemor plejede at sige:
“Et barn, om end ufuldkomment, er en skat for sine forældre.”
Freja kom modigt hen til mig:
“Jeg er fire år. Er du min far?”
Jeg følte mig forvirret. Hvad svarer man et barn, der ser en far i hver mand?
“Freja, lad os snakke lidt. Vil du gerne have en mor og en far?” Spørgsmålet var selvfølgelig dumt, men jeg ville allerede holde hende tæt og tage hende med hjem.
“Ja! Tager du mig med?” Freja stirrede intenst på mig, søgende efter et svar.
“Jeg kommer og henter dig, men lidt senere. Vent på mig, skat?” Jeg kunne næsten græde.
“Jeg venter. Lyver du ikke?” Freja blev alvorlig.
“Jeg lyver ikke,” jeg gav hende et kys på kinden.
Da jeg kom hjem, fortalte jeg alt til min kone.
“Mette, uanset hvad der skete før mig, må vi tage Freja. Jeg vil adoptere hende.”
“Spurgte du mig om min mening? Vil jeg have det barn? Og hun skeler også!” Mettes stemme blev skarp.
“Hun er din egen datter! Jeg får hendes øjne ordnet. Alt bliver godt. Hun er vidunderlig! Du vil elske hende med det samme.” Jeg var chokeret over hendes reaktion.
Det var en kamp at overbevise Mette om at adoptere Freja.
Vi måtte vente et år, før vi kunne tage hende hjem. Jeg besøgte hende ofte på børnehjemmet. I løbet af det år havde Freja og jeg bygget en dyb bånd. Mette derimod var ikke begejstret og prøvede endda at stoppe adoptionen. Jeg insisterede på at gennemføre den.
Endelig kom dagen, hvor Freja trådte ind i vores lejlighed. Små ting, vi tog for givet, fyldte hende med forundring og glæde. Øjenlægerne rettede hendes skeløjne over halvandet år. Jeg var lettet, for ingen operation var nødvendig.
Freja blev et billede af sin mor, Mette. Jeg var lykkelig. To smukke kvinder lyste op mit liv: min kone og min datter.
Men Freja bar på en frygt for sult. Hun gik rundt med en pakke kiks, selv om natten. Intet kunne få hende til at slippe dem. Det irriterede Mette, mens det rørte mig dybt.
Jeg prøvede at samle familien, men desværre Min kone kunne aldrig elske sin egen datter. Mette elskede kun sig selv en egoistisk selvoptagethed.
Skænderier og bitterhed fyldte mit liv, alt på grund af Freja.
“Hvorfor tog du den vilde hjem? Hun bliver aldrig en normal person!” Mette råbte hysterisk.
Jeg elskede Mette inderligt. Mit liv uden hende var utfordrende. Men min mor advarede mig:
“Søn, det er dit valg, men jeg så Mette med en anden mand. Intet varigt vil komme af det. Hun er snu og utroværdig.”
Når man er forelsket, ser man ikke fejl. Lykken skinner klart. Mette var min ideal. Men da Freja kom, begyndte revnerne at vise sig. Måske var det gennem hende, jeg så sandheden om min familie. Jeg undrede mig over Mettes ligegyldighed.
Jeg overvejede at miste følelserne for hende, men det var umuligt. En ven sagde engang:
“Hør, gamle, hvis du vil køle dig af overfor en kvinde, så mål hende med en skrædders centimeter. Det er et gammelt ordsprog.”
“Sjovt?” Jeg var forvirret.
“Mål bryst, talje, hofter. Så vil du ikke elske hende længere.” Jeg troede, han drillede.
Alligevel prøvede jeg det.
“Mette, lad mig måle dig,” kaldte jeg på hende.
Mette så forvirret ud:
“Får jeg en ny kjole?”
“Ja,” jeg målte omhyggeligt.
Efterfølgende grinede jeg af vens joke. Jeg elskede hende stadig.
Kort efter blev Freja syg. Feber, hoste, tuder. Hun fulgte efter Mette med sin dukke Liva. Jeg var glad for, at hun nu holdt en dukke i stedet for kiks.
Men Mette råbte:
“Hold op med at pive! Jeg kan ikke holde det ud! Gå i seng!”
Freja græd og holdt dukken tæt. Pludselig rev Mette den fra hende, åbnede vinduet og smed den ud.
“Mor, det er min yndlingsdukke, Liva! Hun fryser! Må jeg hente hende?” Freja løb mod døren.
Jeg skyndte mig ned. Elevatoren virkede ikke. Jeg løb ned fra ottende sal. Dukken hang på en gren, hovedet nedad. Jeg samlet den op og tørrede sneen af. Smeltede sneperler lignede tårer på dukkens ansigt.
Jeg gik op igen og følte, mit hår blev gråt. Der var ingen undskyldning for Mettes handling. Jeg gik ind til Freja. Hun lå på knæ ved sengen, hovedet på puden. Hun græd i søvnen. Jeg lagde hende blødt i sengen og satte dukken ved siden af hende.
Mette sad roligt i stuen og læste et blMen da jeg så min datter ligge der, sårede og forladt, vidste jeg, at kærlighed ikke bare handler om det smukke udenpå, men om det, der bor indeni – og i det øjeblik gik det op for mig, at nogle mennesker aldrig lærer at elske.
