En håndfuld solbær
Jytte havde ikke rigtig forberedt sig til nytåret. Hendes datter, Mette, havde sagt, at hun skulle tilbage til vennerne i sommerhuset. Og hvad havde Jytte selv brug for? Hun kunne bage nogle småkager, lave en sildesalat. Se lidt tv og derefter gå i seng. Mette ville komme hjem igen senere.
Da Aksel levede, mødtes de altid i en stor flok. De sad lidt ved bordet, drak snaps, spiste smørrebrød, så nytårsshowet, og så ud på gaden med fyrværkeri og klapperslanger. De dansede omkring juletræet på torvet, sang sange, og hvis der var mange mennesker, blev der arrangeret små konkurrencer. Selv de unge blev revet med af deres glæde.
Jytte tørrede en tåre væk. Det var næsten tre år siden, Aksel døde, og hun kunne stadig ikke vænne sig til det. Og sandsynligvis ville hun aldrig komme over tabet.
Hun tog et billede af sin mand ned fra hylden. Han kneb øjnene sammen, og hans læber rørte sig i et lille smil. Hun elskede det billede, det samme brugte hun på gravstenen. Når hun besøgte kirkegården, studerede hun omhyggeligt hans ansigt på fotografiet. Det forekom hende, at Aksel mødte hende med forskellige udtryk: nogle gange smilede han, glad for at se hende, andre gange så han streng ud, hvis hun ikke havde besøgt graven i lang tid.
Hun vidste godt, det ikke kunne passe. Men hver gang hun nærmede sig gravstenen, spekulerede hun på, hvilket udtryk Aksel ville have på billedet denne gang.
“Det er hårdt uden dig, Aksel. Hvis bare vi havde børnebørn, ville der være noget at tage sig til. Men Mette skynder sig ikke med at blive gift. Efter hendes kæreste giftede sig med en veninde, er hun bange for nye forhold. Men på det seneste har hun virket glad. Måske er der allerede en ny, hun bare ikke siger noget. Og jeg blander mig ikke…”
Jytte hørte døren smække i entréen og satte hurtigt billedet tilbage på hylden.
“Mor, er du hjemme?” lød Mettes lyse stemme fra gangen.
“Hvor skulle jeg ellers være? Hvorfor er du så tidlig?” Jytte gik ud for at møde hende.
“Jeg slap tidligt fra arbejde. Jeg spiser ikke middag. Jeg pakker lige og tager af sted. Sofie og hendes mand henter mig.”
“Hvad så pludselig? I skulle jo den enogtredivende?” spurgte Jytte bekymret.
“Ja, men Sofie og jeg besluttede, at vi skulle tænde for sommerhuset, gøre det klar, fælde et juletræ og pynte det…” Mette fortalte ivrigt, mens hun pakkede tasken. “Nå, jeg må ikke glemme opladeren. Åh, og skoene… Og strygejernet.” Hun hentede strygejernet fra badeværelset og lagde det i tasken.
“Okay, det var vist alt. Undskyld, mor, at jeg efterlader dig alene i juletiden. Du kunne også besøge nogen.”
“Jeg går ingen steder. Jeg er ikke interesseret i alt det halløj. Hvornår kommer du hjem?” spurgte Jytte.
“Den tredje eller fjerde. Alt efter hvordan det går.” Datterens øjne strålede. Jytte havde ikke set hende så glad i lang tid. *Der må være en ny i deres vennegruppe. Det ville være godt.*
Udenfor lød der et biltut.
“Okay, mor, jeg løber.” Mette gav Jytte et hurtigt kys på kinden, tog sin jakke på og løb ud af døren.
Jytte kiggede i gangen for at se, om Mette havde glemt halsedisse eller hue. Nej, hun havde taget det hele. Hun gik tilbage til den tomme stue og så på Aksels billede igen.
“Nu er Mette også taget af sted. Åh, Aksel, hvorfor gik du så tidligt…” sukkede hun.
Aksel så på hende med sammenknebne øjne og smilede.
Jytte besluttede at få noget at se til. Hun åbnede et skuffeskab fyldt med papirer. Det var på tide at rydde op, ellers kunne man ikke finde noget.
Hun gennemgik papirerne, kastede de unødvendige ud og lagde de vigtige tilbage. Pludselig fandt hun en lille seddel med en ujævn håndskrevet adresse. Det var adressen til Mikkel, Aksels ven. Minderne væltede ind…
Jytte mødte Mikkel til en venindes fødselsdag. De gik i biografen et par gange. En dag kom han med en ven. Da hun så Aksel, bankede hendes hjerte. De havde begge en øjeblikkelig sympati for hinanden.
Da Mikkel bemærkede, at Jytte tydeligt foretrak Aksel, trak han sig bare tilbage. En god ven. Jytte fortrydte aldrig, at hun valgte Aksel blandt de to venner og giftede sig med ham.
Mikkel giftede sig også senere, men det gik ikke godt med hans kone, og de blev skilt. Mikkel flyttede til en landsby tre hundrede kilometer fra byen. Han arvede et hus fra nogle slægtninge. Jytte og Aksel besøgte ham et par gange sammen med datteren.
Mikkel var åbenbart misundelig på deres lykke og skjulte det ikke. Han sagde spøgende til Jytte, at hvis Aksel nogensinde gjorde hende ked af det, skulle hun komme til ham. Aksel blev ikke jaloux, han grinede bare. Selvfølgelig havde de deres skænderier, men de blev altid venner igen og tænkte aldrig på skilsmisse.
“Mikkel kom til begravelsen. Jeg kan ikke huske, om jeg eller Mette inviterede ham. Jeg var så knust af sorg. Han overtalte mig til at besøge ham, for at få lidt afveksling. Men jeg kunne ikke. Jeg gik ofte på kirkegården. Men jeg nåede aldrig at besøge Mikkel.”
Jytte lukkede skuffen og satte sig på sofaen med adressen i hånden.
“Aksel, måske skulle jeg tage til Mikkel? Har du noget imod det?” Hun syntes, Aksel så anerkendende ud på billedet.
Jytte ringede til busstationen for at tjekke busplanen og begyndte at bage småkager. Man kunne ikke komme tomhåndet. Hvem skulle bage til Mikkel? Hun arbejdede til langt ud på natten og faldt træt i søvn.
Klokken ni om morgenen sad hun i bussen og forestillede sig, hvor glad Mikkel ville blive, og hvordan de ville mindes gamle dage… Hun faldt i søvn.
Hun vågnede af larmen. Der var kun få passagerer tilbage, de fleste var gået af undervejs. Folk snakkede og tog deres tasker ned. Jytte kiggede ud ad forruden. Bussen kørte mod små huse mellem sneklædte træer.
Hun knappede sin frakke, satte hue på og tog sin lille taske. Bussen stoppede ved den sidste hus i landsbyen. Jytte stod af og nød det eventHun stod ved vinduet, mens solen overskyggede de første tegn på forår, og vidste, at livet alligevel havde mange overraskelser tilbage.
