Kære dagbog,
I morges skete der noget, som jeg stadig tænker meget på. Far skulle ud af døren tidligt og køre til arbejde. På vejen stoppede han ved en tankstation i udkanten af København for at fylde benzin på bilen. Der, ved indgangen, sad der en ung kvinde, højgravid, måske 19 år gammel, som tiggede. Hun spurgte, om han kunne hjælpe hende, men far havde desværre kun sin Dankort med og svarede, at han ikke havde nogen kontanter på sig.
Men heldigvis gik han ikke bare videre. Han satte sig ind i bilen, men tøvede et øjeblik og stod så ud igen. Han gik hen til hende og spurgte mere ind til hendes situation. Hun hed Frida, og fortalte, at hun var blevet uvenner med sine forældre, fordi de ikke kunne acceptere hendes valg i livet. Hun var blevet gravid uden for ægteskab, og forældrene havde simpelthen smidt hende ud af huset. Far spurgte, om hun havde et job eller noget økonomisk støtte, men hun svarede forsigtigt nej.
Efter lidt snak traf far en beslutning. Han gav hende sit visitkort og bad hende ringe til ham dagen efter. Hun gjorde det, ganske som aftalt, og han inviterede hende ind på hans kontor på Frederiksberg. Her havde de en samtale et lille interview, kan man vel kalde det. En uge senere begyndte Frida at arbejde der, til at starte med med enkle opgaver som at tage telefoner og løbe små ærinder.
Men Frida var smart og arbejdsom, og med tiden fik hun mere ansvar. I dag er hun en af firmaets vicedirektører, og hun har skabt sig et trygt og godt liv for sin lille familie. Hver gang far fortæller historien, mærker jeg en særlig stolthed over, hvordan han reagerede den morgen hvordan et enkelt øjebliks omtanke kan ændre et andet menneskes liv. Det får mig virkelig til at tænke over, hvor vigtigt det er ikke bare at gå forbi, men at spørge og lytte, selv når man har travlt.
