Den her morgen var som de fleste andre. Min far kørte mod sit arbejde i København, og han stoppede ved en tankstation for at fylde bilen op. Mens han stod og ventede, lagde han mærke til en ung kvinde, måske 19 år gammel, der stod lidt genert ved indgangen og tiggede. Hun var tydeligt gravid. Hun spurgte ham forsigtigt, om han kunne hjælpe hende. Far svarede, at han desværre ikke havde nogle småpenge på sig, og han gik tilbage til bilen.
Men før han startede motoren, stoppede han op og mærkede en uro indeni. Han trådte ud igen, gik hen til hende og spurgte, hvordan hun var endt der. Hun hed Sofie Møller, og hun fortalte stille, at hun var blevet uenig med sine forældre. De havde ikke kunnet acceptere hendes valg hun ventede barn, uden at være gift, og familien havde smidt hende ud. Far spurgte, om hun havde et arbejde eller nogen form for økonomisk støtte. Hun rystede på hovedet.
Samtalen gjorde indtryk på ham. Uden tøven rakte han hende sit visitkort og bad hende ringe dagen efter. Da hun ringede, inviterede han Sofie op på kontoret. De talte sammen et slags interview, men mere personligt end professionelt. Allerede ugen efter begyndte hun hos firmaet; først besvarede hun telefoner og tog sig af små ærinder for kontoret. Sofie tog ansvar og voksede med opgaven, og snart blev hun udnævnt til vice-direktør.
Nu har Sofie sit eget lille hjem, sin familie og klarer sig godt. Når jeg tænker på den dag, mærker jeg stolthed og taknemmelighed for min fars evne til at se mennesker, og for, at Sofie fandt et nyt kapitel i sit liv. Livet i Danmark kan virkelig forandre sig med omtanke og lidt hjælp.
