Kære dagbog
Jeg og min kone, Karen, har sparet op i mange år for at kunne købe et lille hus på landet, og endelig blev drømmen til virkelighed. For et år siden overtog vi vores nye hus ved kanten af en lille landsby på Fyn, og siden dengang har vi brugt hver eneste weekend og hele sommerferien derude.
Både min mor og far gav os en kærlig håndsrækning med økonomien, og det betød meget: De ville gerne, at vi fik mulighed for at leve vores drøm lidt før end vi selv kunne have gjort. Vi var helt oppe at køre over at skulle renovere stedet, og vi kastede os energisk ud i arbejdet. Vi byggede et drivhus bag haven, så vi kunne dyrke grøntsager gennem vinteren, og lavede en stor sandkasse samt nogle gynger i baghaven til børnene. Allerede fra starten blev vi besøgt tit både af mine og Karens venner. De kom næsten dagligt forbi, og ofte tog vi ned til den lille å ved skoven, som lå et par hundrede meter fra huset. Om aftenen tændte vi op i grillen og stegte bøffer, og sent på natten tog de fleste hjem, mens enkelte blev hængende, fordi det er langt fra byen og ikke alle har bil til rådighed.
Vores venner og familie har oprigtigt ønsket os tillykke med huskøbet Det er jo en klassisk dansk sommerhusdrøm I lever! sagde de. Men som tiden gik, blev folk bedre til at finde balancen; de kom ikke længere lige så ofte. Nu er det mest til højtider, eller hvis vi selv inviterer dem. Bortset fra én person.
Der er nemlig én kvinde Helle hedder hun som simpelthen nægter at forstå bagsiden af medaljen. Hver gang hun hører noget om vores sommerhus, pakker hun tasken med det samme og ankommer spontant, fuldstændig ligeglad med om vi har plads eller overskud. Hun tænker kun på, hvad hun selv har lyst til.
Det ville ikke genere mig så meget, hvis det bare var Karen og jeg, der var der, men sommetider er både mine forældre og børnene der også. Jeg har flere gange forsøgt at opfordre Helle til at tage hjem, men hun ignorerer alle små og store hentydninger. Hun har boet hos os to måneder i træk.
Hun opfatter slet ikke mine forsigtige tegn til, at det er tid at tage hjem. Jeg prøvede endda at sige, at Kaj, Karens far, snart ville komme, så huset ville være helt fyldt, men hun blev bare enig med sig selv om, at hun kunne sove på det kolde gulv, hvis bare hun fik en madras.
Man kan beskrive hendes besøg sådan her: Hun ankommer fredag aften, og de næste to dage slapper hun bare af på sofaen foran TVet, imens Karen og jeg river ukrudt op og vander planter ude i haven. Hver gang vi spørger, om hun vil hjælpe til, svarer hun: Jeg er jo kommet for at slappe af!
Ingen hverken Karen, mine forældre eller svigerforældre har nogensinde sagt et kritisk ord om Helle, men jeg kan mærke, at det virkelig er begyndt at gå mig på nerverne.
Nu er vinteren kommet, og jeg sidder her med Helle i stuen, begge med en kop kaffe, da hun siger: Åh, det er synd, det er vinter nu. Hvis det var sommer, kom jeg for længst igen Jeg gyser indvendigt, og kan mærke frustrationen vokse: Hvorfor kan jeg ikke bare sige direkte til hende, at jeg faktisk ikke ønsker hendes besøg hvert eneste weekend at det gør mig irriteret? Jeg er virkelig bange for, at hun ville blive såret og aldrig tale til mig igen.
Det ønsker jeg jo heller ikke. Jeg vil egentlig bare gerne have, at hun holder op med at besøge os hver weekend. Hvad skal jeg gøre?
