En god kvinde.
God kvinde, hva skulle vi gøre uden hende? Og du giver hende kun to tusind kroner om måneden. Bodil, vi har jo skrevet lejligheden over på hende
Niels rejser sig fra sengen og går langsomt ind i det andet værelse. I skæret fra natlampen skeler han med sine halvsløve øjne mod sin kone.
Han sætter sig ved siden af hende og lytter. Det ser vist fint ud.
Han rejser sig igen og trasker ud i køkkenet. Åbner kærnemælken, går på badeværelset. Så ind på sit værelse igen.
Lægger sig på sengen. Søvnen vil ikke komme:
Bodil og jeg er halvfems. Så mange år vi har levet Snart skal vi jo møde Vorherre, og vi er alene.
Døtrene, ingen tilbage. Sofie gik bort, hun blev ikke engang tres.
Peter er også væk. Det gik jo ud over ham Barnebarnet, Karla, hun har boet i Polen i tyve år. Husker aldrig på mormor og morfar længere. Hun har nok børnene store nu…
Han bemærker ikke, at han falder i søvn.
Han vågner ved, at en hånd berører ham:
Niels, er du okay? lyder en sagte stemme.
Han åbner øjnene. Over sig ser han sin kone.
Hvad laver du, Bodil?
Jeg så bare, du lå helt stille.
Jeg er her endnu! Gå nu ind og sov.
Skridt slæber sig hen over gulvet. Der lyder et klik fra kontakten i køkkenet.
Bodil Hansen drikker et glas vand, går på toilettet og forsvinder tilbage til sit værelse. Hun lægger sig på sengen:
En morgen vågner jeg, og så er han væk. Hvad gør jeg så? Måske er jeg den første.
Niels har allerede bestilt vores begravelseskaffe. Aldrig havde jeg troet, at man kunne arrangere det i forvejen. På den anden side hvem skulle ellers?
Barnebarnet har glemt os. Det er kun genboen, Iben, som kommer ind. Hun har nøglen til lejligheden. Bedstefar giver hende tusind kroner af pensionen. Hun handler ind og ordner det, vi ikke kan længere selv, for vi går jo ikke længere ned fra fjerde sal.
Niels Hansen åbner øjnene. Solen titter ind ad vinduet. Han går ud på altanen og ser på den grønne bøgetop. Der kommer et smil over hans mund:
Så blev det alligevel sommer!
Han går for at se til sin kone. Hun sidder tankefuld på sengen.
Bodille, ingen grund til at hænge med næbbet! Kom, jeg vil vise dig noget.
Åh, jeg orker næsten ikke den gamle dame sætter sig besværet op. Hvad skal du nu?
Kom nu bare!
Han støtter hende om skuldrene og følger hende ud på altanen.
Se, bøgen står grøn! Og du sagde, vi ikke ville nå sommeren. Det gjorde vi!
Ja, du har ret, og solen skinner.
De sætter sig på bænken ude på altanen.
Kan du huske, jeg inviterede dig i biografen? Dengang i skolen. Det var også, den dag bøgetræerne blev grønne.
Ja, hvem glemmer sådan noget? Hvor mange år mon det er?
Over halvfjerds Halvfjerds-fem.
Længe sidder de og husker ungdommen. Meget glemmes som gammel, man glemmer ofte gårsdagen, men ung kærlighed glemmer man aldrig.
Nå, vi er blevet snakkesalige! siger Bodil, rejser sig op. Og vi har end ikke spist morgenmad.
Bodil, lav nu en god kop te! Jeg er træt af urtetheen.
Men det må vi jo ikke.
Bare det er tyndt, og en lille smule sukker i.
Niels Hansen drikker teen, skyller ned med et lille stykke brød med ost, og tænker tilbage på dengang, teen var stærk og sød, og der var lune boller eller pandekager til.
Genboen kommer ind og smiler opmuntrende:
Hvordan går det hos jer?
Tja, hvad kan der ske for to på halvfems? griner gamlingen.
Hvis humoren er i behold, så går det vist fint. Skal jeg købe ind til jer?
Iben, køb noget kød! beder Niels.
Det må I jo ikke…
Kylling må vi gerne.
Okay, jeg koger en nudelsuppe til jer!
Naboen ordner bord og opvask. Så forlader hun dem igen.
Bodil, lad os sætte os ud på altanen, foreslår Niels. Vi kan varme os i solen.
Lad os gøre det!
Genboen kommer ud til dem på altanen:
Savner I solen?
Det er dejligt her, Iben! smiler Bodil Hansen.
Jeg kommer med lidt grød, og så sætter jeg suppen over.
En god kvinde, siger han, mens hun går. Hvad skulle vi gøre uden hende?
Og du giver hende kun to tusind om måneden.
Bodil, vi har jo skrevet lejligheden over på hende.
Det ved hun ikke.
De sidder ude på altanen indtil frokost. Til frokost får de kyllingesuppe, lækker, med stykker af kød og kartoffelmos:
Sådan lavede jeg altid suppe til Sofie og Peter, da de var børn, husker Bodil.
Nu laver fremmede mennesker mad til os på vores gamle dage, sukker han tungt.
Sådan er det, Niels. Når vi ikke er her mere, er her ikke nogen, der græder over os.
Bodil, nu må det være nok med det triste. Lad os tage en lur!
Det siges jo ikke uden grund:
«Gammel og lille har det ens.»
Vi er som børnene nu: moset suppe, middagslur, eftermiddagshygge.
Niels blunder lidt, men kan ikke sove. Er det vejret, der skifter? Han går ud i køkkenet. På bordet står to glas saft, som Iben har gjort klar.
Han tager glassene og balancerer forsigtigt ind i konens værelse. Hun sidder i sengen og stirrer ud ad vinduet:
Hvad tænker du på, Bodille? smiler han. Kom, drik saft!
Hun smager:
Du kan heller ikke sove, vel?
Det er vejret.
Jeg har heller ikke haft det godt i dag, Bodil ryster svagt på hovedet. Jeg kan mærke, jeg ikke har langt igen. Lov mig, du får mig ordentlig begravet.
Bodil, som du dog taler. Hvordan skal jeg leve uden dig?
En af os går først.
Nej nu! Kom, vi går på altanen.
De bliver siddende der til aften. Iben laver hjemmelavede ostekager til dem. De spiser og sætter sig derefter til at se fjernsyn som de gør hver aften før sengetid. De nye film forstår de ikke længere, så de ser gamle komedier og tegnefilm.
I aften orker de kun én tegnefilm, så siger Bodil:
Nu går jeg i seng. Er helt træt i dag.
Så går jeg også.
Lad mig lige se ordentligt på dig! siger hun pludselig.
Hvorfor dog det?
Bare sådan.
De ser længe på hinanden sikkert de så på hinanden som unge, da livet stadig lå for dem.
Lad mig følge dig til din seng.
Bodil tager sin mand under armen, og sammen går de langsomt ud.
Han lægger forsigtigt dynen om hende og går ind på sit eget værelse.
Savn tynger ham, søvnen vil ikke komme.
Han synes, han slet ikke har sovet, men vækkeuret viser klokken to om natten. Han rejser sig og går ind til Bodils værelse.
Hun ligger med åbne øjne:
Bodil!
Han tager hendes hånd.
Bodil, hvad er der! Bo-dil!
Og pludselig får han ikke luft. Han styrter ind til sig selv, tager de forberedte papirer og lægger dem på bordet.
Han går tilbage til hende, kigger længe på hendes ansigt. Så lægger han sig ved siden af og lukker øjnene.
Han ser sin Bodil, ung og smuk, som for femoghalvfjerds år siden. Hun går mod et lys i det fjerne. Han skynder sig efter hende, indhenter hende, tager hendes hånd.
Om morgenen kommer Iben ind i soveværelset. De ligger side om side. Smilene på deres ansigter er lige lykkelige.
Hun ringer stille til alarmcentralen.
Lægen, der ankommer, ser på dem og ryster overrasket på hovedet:
Sammen gik de bort. De har vist elsket hinanden meget
De bliver kørt væk. Iben sætter sig træt ved bordet. Der opdager hun dokumenterne testamentet skrevet i hendes navn.
Hun lægger hovedet i hænderne og begynder at græde
Giv et like og del dine tanker i kommentarerne.
