Sikke en god kvinde. Hvad skulle vi dog gøre uden hende?
Og du giver hende kun to tusind kroner om måneden.
Birthe, vi har jo skrevet lejligheden over på hende.
Viggo rejste sig fra sengen og vaklede langsomt ind i det andet værelse. I det bløde lys fra natlampen stirrede han med sine gamle, halvblinde øjne på sin kone.
Han satte sig ved siden af hende og lyttede. Det lyder til, at alt er, som det skal være.
Han rejste sig op igen og slentrede ud i køkkenet. Åbnede en liter kærnemælk, gik en tur på badeværelset, og trak sig så tilbage i sit eget værelse.
Han lagde sig på sengen, men søvnen ville ikke rigtigt tage fat.
Nu er vi både Birthe og jeg blevet halvfems. Så længe vi har været sammen. Snart banker Vorherre på, og alligevel er der ingen tilbage omkring os.
Døtrene, Mia nåede knap nok at blive tres, før hun gik bort.
Peter er her heller ikke længere. Han slog sig løs lidt for hårdt… Barnebarnet, Sofie, har boet i Polen de sidste tyve år. Hun husker os nok ikke længere. Hun har sikkert selv store børn nu…
Pludselig gled han ind i søvnen.
Han vågnede ved at føle en hånd på sin arm.
Viggo, er du ok? hviskede Birthes stemme svagt.
Han åbnede øjnene. Over ham bøjede konen sig.
Hvad laver du Birthe?
Du lå bare helt stille, jeg måtte lige tjekke.
Jeg er stadig i live! Gå nu i seng igen.
Skridtene slæbte ind mod køkkenet. Tændte for lyset.
Birthe drak lidt vand, gik på toilettet og trissede så ind i sit værelse, hvor hun igen lagde sig.
Tænk, en nat vågner man op, og så er den ene her ikke længere. Hvad gør jeg så? Måske er det endda mig, der tager afsted først.
Viggo har allerede ordnet begravelsen for os. Aldrig troede jeg, man kunne få sådan noget på plads i forvejen, men det er måske meget rart. Hvem skulle ellers tage sig af det?
Vores barnebarn har helt glemt os. Det er kun naboen Lise, der stadig kommer forbi. Hun har nøgle til vores lejlighed. Viggo giver hende tusind af vores folkepension hver måned. Hun handler ind, ordner hvad der nu er brug for. Hvorfor beholde pengene? Vi kan jo slet ikke klare trapperne ned fra fjerde sal selv længere.
Viggo åbnede øjnene og bemærkede morgensolen, der sneg sig ind gennem vinduet. Han gik ud på altanen og kiggede på den grønne top af hægen. Smilet bredte sig i ansigtet.
Ja, vi nåede sørme endnu en sommer!
Han gik ind til Birthe, der sad tankefuld på sengen.
Birthe, nu må du ikke være så trist! Kom lige, jeg vil vise dig noget.
Jeg orker næsten ikke rejse mig den gamle kone peb lidt.
Kom nu, det er noget godt.
Støttet op under armen på hende, fik han gelejdet hende ud på altanen.
Se nu, hægen står grøn! Og du sagde, vi ikke ville nå sommeren. Men det gjorde vi!
Det er rigtigt. Og solen skinner jo også.
De satte sig tæt sammen på bænken på altanen.
Kan du huske, da jeg inviterede dig med i biografen dengang? Vi gik i skole, og hægen stod også lige så grøn den dag.
Det glemmer jeg aldrig. Tænk, hvor mange år siden det er nu.
Over halvfjerds… Vistnok femoghalvfjerds år.
De sad sammen, længe, og mindedes ungdommen. Meget af det forsvinder med årene, man kan ikke engang huske, hvad man lavede i går, men ungdommen den glemmer man aldrig.
Nå, vi må i gang, vi har jo ikke engang fået morgenmad!
Birthe, lav en ordentlig kop te! Jeg kan altså ikke mere af den dér urtete.
Jamen, det må vi jo ikke.
Bare en tynd kop, og så en lille teskefuld sukker.
Viggo nippede til sin svage te og tog en lille ostemad til, mens han tænkte på de dage, hvor teen var stærk og sød, og morgenmaden stod på boller eller klatkager.
Så kom naboen Lise ind. Hun smilede hjertevarmt:
Hvordan har I det i dag?
Altså, hvordan kan halvfemsårige have det? grinede Viggo.
Hvis du kan lave sjov, må alt være godt. Skal jeg købe noget til jer?
Lise, køb lidt kyllingekød! bad Viggo.
Det må I da ikke få?
Kylling må vi gerne.
Så gør jeg det. Jeg koger lidt suppe med nudler til jer.
Lise ryddede af, vaskede op og smuttede igen.
Birthe, kom du med ud på altanen, foreslog Viggo. Så kan vi nyde solen lidt.
Ja, lad os det.
Lise kom tilbage. Gik ud på altanen:
Nyder I solen?
Det er dejligt herude, Lise! smilede Birthe.
Jeg kommer lige ud med noget grød, og så går jeg i gang med suppen til frokost.
Hun er sådan en god kvinde, sagde Viggo, mens han kiggede efter hende. Hvad skulle vi gøre uden hende?
Du betaler hende stadig kun to tusind om måneden.
Birthe, vi har jo skrevet lejligheden over på hende.
Det ved hun jo ikke.
De sad på altanen helt til frokost. Grønsagssuppen med kyllingestykker og lidt udkogte kartofler smagte vidunderligt.
Jeg lavede altid den slags til Mia og Peter, dengang de var små, sagde Birthe.
Og nu er det fremmede, der laver vores mad, sukkede Viggo.
Måske er det bare vores skæbne, Viggo. Engang er vi væk, og der er ingen, der græder over os.
Nu må du holde, Birthe. Skal vi tage os en lille lur?
De siger jo, at gamle mennesker bliver som børn igen.
Et par timers middagslur, blendet suppe og eftermiddagsmad det hele minder lidt om at være barn.
Viggo lukkede øjnene, men kunne ikke rigtigt falde i søvn. Vejret var nok ved at skifte. Han gik ud i køkkenet, hvor to glas juice stod klar Lise havde gjort klar til dem.
Han tog dem op, balancerede dem forsigtigt ind til Birthe.
Hvad sidder du og tænker på, Birthe? sagde han med et smil. Vi skal have lidt saft.
Hun tog imod og drak en slurk:
Kan du heller ikke sove?
Nej, det er jo vejret.
Jeg har også haft det mærkeligt hele dagen, sagde Birthe og rystede på hovedet. Jeg tror ikke, der er meget tilbage inden min tur kommer. Lov mig, du giver mig en ordentlig begravelse.
Birthe, hvad er det dog, du siger? Hvordan skal jeg klare mig uden dig?
En af os er først.
Nu tager vi os sammen og går ud på altanen!
De sad derude til det blev mørkt. Lise lavede ostemadder til aftensmad. De satte sig foran fjernsynet det gjorde de altid før sengetid. De nye film var lidt for svære at følge med i, så de holdt sig til gamle danske komedier og klassiske tegnefilm.
I aften så de kun én tegnefilm. Birthe rejste sig:
Jeg vil i seng. Føler mig så træt.
Så går jeg også i seng.
Lad mig kigge på dig en gang til, sagde Birthe pludselig.
Hvorfor dog det?
Bare fordi.
De stod bare og kiggede på hinanden længe. Måske tænkte de på dengang, de var unge og hele livet var foran dem.
Jeg følger dig til din seng.
Birthe tog Viggo under armen, og de gik langsomt sammen.
Han puttede hende forsigtigt under dynen og gik ind til sig selv.
Der var et eller andet tungt om hjertet på ham. Han kunne ikke falde i søvn.
Han syntes næsten ikke, han havde sovet, da han så på uret klokken var to.
Han gik ind til Birthe, der lå med åbne øjne.
Birthe!
Han tog hendes hånd.
Birthe, hvad laver du! Bir-the!
Pludselig blev det også svært for ham at få luft. Han gik ind på sit værelse, fandt papirerne frem og lagde dem på bordet.
Så gik han tilbage til hende. Stirrede længe på hendes ansigt. Lagde sig så ved siden af, og lukkede øjnene.
Han så Birthe, ung og smuk, som for femoghalvfjerds år siden. Hun gik der, mod et lys i det fjerne. Han løb efter hende, tog hendes hånd.
Næste morgen gik Lise ind i soveværelset. De lå tæt sammen. Et stille, lykkeligt smil på begge ansigter.
Hun fik ringet efter en ambulance.
Lægen kom, kiggede forundret på dem og sagde:
De gik bort sammen. De må have elsket hinanden meget…
Så blev de hentet. Lise satte sig tungt ved bordet. Hun så papirerne og testamentet med sit navn.
Hun lænede hovedet ned i hænderne og græd…
Sæt et lille hjerte, hvis du blev rørt og skriv din tanke i kommentarerne.
