En god kvinde
En god kvinde. Hvad skulle vi gøre uden hende?
Og du giver hende kun to tusinde kroner om måneden.
Anna, vi har jo skrevet lejligheden over på hende.
Jens rejste sig langsomt fra sengen og gik ind i stuen. I det bløde skær fra natlampen kiggede han på sin hustru med svagt skælvende øjne.
Han satte sig stille ned ved siden af hende og lyttede: Det virker til, alt er i orden.
Han rejste sig og stavrede ud i køkkenet, åbnede en kærnemælk, gik forbi badeværelset og trissede tilbage til sit værelse.
Han lagde sig på sengen. Søvnen kom ikke:
Anna og jeg er begge halvfems. Hvor mange år har vi levet? Snart går turen til Vorherre, og der er ingen tilbage omkring os.
Døtrene, Helene er her ikke mere, knap nok tres. Lars er også væk. Han levede livet lidt for vildt… Barnebarnet, Marie, har boet i Polen i tyve år nu. Hun tænker ikke på morfar og mormor. Hun har nok egne børn, der allerede er store.
Pludselig mærkede han sig glide ind i søvnen.
Han vågnede ved følelsen af en hånd:
Jens, er du okay? lød Annas dæmpede stemme.
Han slog øjnene op. Hans hustru bøjede sig over ham.
Hvad laver du, Anna?
Jeg ville bare tjekke, du ligger jo bare stille der.
Jeg lever endnu! Gå du bare ind og sov.
Der lød traskende skridt. Kontakten i køkkenet blev tændt.
Anna Søndergaard drak et glas vand, gik en tur på badeværelset og lagde sig igen. Hun lagde sig i sengen.
Sådan bliver det nok en dag, jeg vågner, og han er her ikke mere. Eller måske går jeg selv først.
Jens har allerede bestilt alt det praktiske for vores begravelse, havde hun aldrig troet, man kunne forberede sig på sådanne ting. Men godt nok hvem skulle ellers gøre det for os?
Barnebarnet tænker aldrig på os. Nabokonen Birthe er den eneste, der kigger forbi. Hun har nøgle til lejligheden. Det er Jens, der giver hende tusinde kroner af vores folkepension. Hun køber ind, hjælper hvor hun kan. Hvad skal vi bruge penge til? Vi kan ikke selv gå ned fra fjerde sal længere.
Jens Søndergaard åbner øjnene. Morgensolen står ind gennem vinduet. Han går ud på altanen og ser den grønne top af et kirsebærtræ. Et lille smil breder sig:
Så fik vi alligevel lov at opleve en sommer mere!
Han går ind til Anna, der sidder eftertænksom på sengen.
Anna, nu må du ikke være trist! Kom, jeg vil vise dig noget.
Åh, jeg har ingen kræfter hvad nu?
Kom nu bare!
Han støtter hende over skuldrene, de går ud på altanen.
Se, kirsebærtræet er sprunget ud! Du sagde, vi ikke ville se sommeren. Det gjorde vi.
Ih, hvor er der smukt! Og solen skinner.
De sætter sig på bænken på altanen.
Kan du huske, da jeg inviterede dig i biografen dengang i gymnasiet? Netop den dag stod træerne også ganske grønt.
Sådan noget glemmer man aldrig. Tænk at det er over halvfjerds år siden?
Femoghalvfjerds…
De sad længe og mindedes ungdommen. Så meget glemmes med årene, men ungdommen sidder dybt, den slipper aldrig.
Nu må vi heller tage morgenmad, sagde Anna, idet hun rejste sig.
Lav bare en god te, Anna! Jeg er så træt af den urtete.
Vi må jo ikke få andet.
Bare lav den lidt mild, og put en lille teskefuld sukker i.
Jens nød den tyndt bryggede te og en lille mad med ost, mens han tænkte på dengang, hvor morgenmaden altid bød på stærk te med sukker, lune boller eller pandekager.
Birthe, naboen, dukkede op og smilte venligt.
Og hvordan går det så?
Hvad skulle det da være for nogle sager hos et par på halvfems? grinede Jens.
Hvis du kan lave sjov, går det vel ikke så skidt. Skal jeg købe noget ind?
Birthe, køb lidt kylling til os, bad Jens.
I må næsten ikke spise kød.
Vi må godt få lidt kylling.
Det sørger jeg for jeg laver nudelsuppe til jer!
Birthe ordnede køkkenet, vaskede op og gik.
Kom Anna, lad os tage ud på altanen, sagde Jens så kan vi nyde solen.
Ja, lad os det!
Birthe kom igen, betragtede de to.
Savner I solen?
Det er nu dejligt herude, smilte Anna Søndergaard.
Ja, vær bare jeg henter lidt havregrød til jer og går så i gang med suppen.
Hun er en god kvinde, sagde Jens og fulgte hende med blikket. Hvad skulle vi dog gøre uden hende?
Og du giver hende kun to tusinde om måneden.
Anna, vi har jo testamenteret lejligheden til hende.
Det ved hun vist ikke…
Resten af formiddagen sad de på altanen. Til middag fik de nudelsuppe med kylling, kartofler og det hele.
Sådan lavede jeg til Helene og Lars, da de var små, fortalte Anna.
Og nu får vi maden lavet af fremmede, sukkede Jens.
Sådan er det nok med vores liv, Jens. Når vi ikke er her mere, er der ingen der græder.
Nu skal vi ikke være triste, Anna. Lad os få en middagslur!
Jens, de siger jo ikke for sjov: “Gamle og børn ligner hinanden.”
Suppe, lur, og lidt eftermiddagsmad.
Jens lå et stykke tid, men kunne ikke falde i søvn. Måske det er vejret. Han gik i køkkenet. På bordet ventede to små glas med saft, omhyggeligt stillet frem af Birthe.
Han tog dem og bar dem til sin kone, der sad og kiggede ud ad vinduet.
Hvad er det, Anna? Tag lidt saft!
Hun tog en slurk.
Du sover visst heller ikke.
Nej, det er blandt andet vejret.
Jeg føler mig lidt mat i dag, sagde hun trist. Jeg tror ikke, jeg har lang tid igen. Pas nu ordentligt på mig, hvis jeg er den første.
Hvorfor siger du sådan, Anna? Hvordan skal jeg leve uden dig?
Én af os må først. Sådan er det.
Så! Kom, lad os tage ud på altanen!
De sad derude til aften. Birthe lavede små ostekager til dem. Efter aftensmaden så de lidt fjernsyn. De så næsten altid gamle danske komedier eller tegnefilm, for de nye var svære at følge med i.
Denne aften blev det kun til én tegnefilm. Anna rejste sig:
Jeg går i seng. Jeg er træt i dag.
Så gør jeg det også.
Lad mig lige se ordentligt på dig! sagde hun pludselig.
Hvorfor?
Bare fordi.
De blev stående et øjeblik og så hinanden i øjnene. Måske tænkte de på dengang, de var unge hvor alt lå foran dem.
Jeg følger dig ind til sengen.
Anna tog Jens under armen, de gik langsomt afsted.
Han lagde tæppet nænsomt over hende og gik tilbage til sit værelse.
Noget tyngede ham. Søvnen ville ikke komme.
Det føltes som om, natten ikke gik men klokken på natbordet viste to. Han gik ind til Anna.
Hun lå med åbne øjne:
Anna!
Han tog hendes hånd.
Anna, hvad er der?
Pludselig følte han selv, der manglede luft. Han satte papirerne på bordet, som han havde gjort klar, og gik ind til hende. Han satte sig stille ned ved siden af hende, kiggede længe på hendes ansigt og lagde sig så ind til hende og lukkede øjnene.
Han drømte om sin Anna, ung og smuk, ligesom dengang for femoghalvfjerds år siden. Hun gik imod lyset i det fjerne. Han løb hende i møde, tog hende i hånden.
Næste morgen kom Birthe ind i soveværelset. De to lå side om side, et stille smil på læben.
Hun ringede efter ambulancen.
Lægen, der kom, rystede overvejende på hovedet.
Begge to, sammen. Det må have været stor kærlighed…
De blev kørt væk. Birthe sank udmattet ned på stolen. Her opdagede hun papirerne og testamentet skrevet i hendes navn.
Hun bøjede hovedet mod bordet og græd stille…
I livets sene efterår er kærlighed, omsorg og venskab det, der tæller for i sidste ende er det, vi giver hinanden, der bliver tilbage.
