Det kan ikke være rigtigt.
Telefonen vækkede hende. Hendes eksmand. Hvorfor havde hun glemt at slå lyden fra om natten? I stedet for “Hallå?” gæspede hun, bare så han vidste, at han havde vækket hende. Han undskyldte i lang tid, snakkede om vejret, arbejde, nyheder fra TV’et. Han lagde op til noget, præparerede hende. Mette skyndte ham ikke, svarede ikke. Nikkede engang imellem, som om han kunne se det.
Og det var, som om han virkelig gjorde. Femten års ægteskab – en nøgle til overnaturlige evner. Hun gik ud i køkkenet i kun undertøj, skruede op for højtalertelefonen, lagde den på bordet og åbnede køleskabet. De tomme, hvide hylder var længe ikke blevet vasket og stod der som forsmåede. På døren stod en flaske vin, og ved siden af lå en trekantet pakke med ost fra supermarkedet.
“Hvordan går det med Lærke?”
Navnet på datteren fik hende til at reagere:
“Har du ikke ringet til hende?”
“Jo,” svarede eksmanden hurtigt. “Vi snakkede i torsdags. Hun sagde, det går godt. ‘Blomstrer og dufter,'” lo han. “Og hun sagde, du tager en uges ferie. Er du blevet rig, mor? Hvor skal du hen? Hvad med dine elever? Har du sendt dem på ferie?”
Hun drak direkte fra flaskehalsen, holdt telefonen tæt til øret, så den følsomme mikrofon ikke skulle høre, hvordan hendes hånd rystede, da glasset klirrede. Hun drak igen, samlede sig og smilede spilsk:
“Jeg har fået nok. Jeg har ret til en uge under palmer og ved havet. Men det er ikke endnu. Jeg har en måned til at spare op til det. Misundelig?”
“Ja,” pause. “Nej.” Han faldt ind i det gamle spil.
“Jeg bringer dig,” pause, “ingenting.” Mette slappede af. “Hvad ville du egentlig?”
“Det er virkelig pinligt at spørge, men jeg er lidt stramt kørende. Kunne du låne mig fem hundrede kroner til månedens slutning? Uforudsete udgifter…”
“Mmm.” Hun skar en skive ost og lagde den på tungen som en karamel. “Hvilke udgifter, må jeg spørge?”
“Jeg har mødt en kvinde. En rigtig god kvinde. Meget god.”
En ubegrundet, sær, ulogisk jalousi greb hende i halsen:
“Så spørg hende!” Et billede dukkede op for hende: Hendes dengang kommende mand, tynd og høj for tyve år siden, med en lang pandelok i datidens mode, der delte hans hoved i to med hvide streger; et skævt smil, en spids hjørnetand, og ved siden af – ikke hende, men en fremmed kvinde i minikjole og rød læbestift.
“Skatter, hvad er der sket?” Stemmen skiftede til den velkendte, kærlige. Kærligheden gav hende en klump i halsen, øjnene prikkede, hun var lige ved at græde.
“Ingenting. Jeg har ikke sovet nok. Undskylder. Jeg overfører pengene nu. Hav en god dag.”
Mens hun trykkede på knapperne i bankens app, kom der en besked fra Jesper:
“Godmorgen, skat! Det er en smuk dag i dag. Skal vi ikke have picnic ved søen? Jeg henter dig kl. 15.”
“Åh, ikke dig også! Skrid, alle sammen!” Vreden tvinger dumme tårer frem. Hun hældte endelig vinen i glasset, drak, tyggede osten. Gik hen til spejlet i gangen, fuld højde, strøg hånden over stedet, hvor det sorte kniplingsundertøj mødte hendes hvide hud, men turde ikke røre længere ned, til den lille knude, knap større end et bumse, i lysken. Der hvor man barberer uden at kigge. Intet havde ændret sig. Den var der stadig. Så i bad, skrubbede rasende, til huden blev rød, tog shampoo to gange, ansigtsmaske, øjepads, føntørrer. Tændte bærbaren. Beskederne væltede ind fra de sociale medier. Hun tog en T-shirt på.
Første besked hun så:
“Hej! Jeg vil gerne begynde at lære tysk. Har du ledige pladser? Hvordan skal betalingen foregå?”
Hænderne vidste, hvad de skulle skrive. Rutinen gjorde hende stærk. Da hun sendte svaret, skete der et uheld – hun klikkede på hans profilbillede. Udmattelse og ensomhed. Hendes hjerte bankede.
“Hvor mange gange om ugen ønsker du at have undervisning? Og jeg skal advare dig – fra den 1. til den 10. undervisningsgang er der aflyst. Måske for altid, fordi jeg dør.” Hun slettede “nå, men det er ikke så vigtigt, fordi jeg dør” og skrev: “Måske for altid.”
Hans svar kom med det samme:
“Tre gange om ugen. Jeg er fleksibel. Arbejder i hjemmet. Jeg kan tilpasse mig.”
“I dag klokken fem dansk tid?”
“Perfekt.”
Lærke ringede, da den asiatiske suppe næsten var spist. Før kaldte de den “tømmermændssuppen.”
“Mors lille skat, hvordan har du det?”
“Fantastisk. Jeg spiser. Du forstyrrer mig.” Hun knurrede af frygt.
“Vi er på vej på stranden. Far ringede. Han var lidt sur på dig…” Stemmen bar præg af fremmed by, biler og uro.
“Han har ikke kunnet lide mig i fem år.”
“Hvis du er sarkastisk, så er alt i orden. Jeg tager ikke fejl?”
“Lille, hvordan har du det? Jeg savner dig.”
“Også mig!”
De snakkede om ingenting. Sammen over telefon mødtes de med venner, tog metroen til Amager Strandpark, ledte efter en plads og en solseng. Dansk sol, bølgeskvulp. Havet skjulte alt det dårlige. De lagde på og gik hver til sit. Den ene fremad, den anden på kanten. Men med mindet om det sorgløst smukke. Mette så på uret. Næsten fem. Alle steder på samme tid, gylden og grinende, ved siden af sin datter, tændte hun maskinen. Og som i frost, som i en hul is, tog hun videoopkaldet med den nye elev, ham, der sagde, han var fleksibel. Øjnene! Det var det første stød. Ind i hende! Helt til indvoldene vendtes udad! Til smerte, til krampe. Chok. Hun plaprede om tysk grammatik og undskyldte. Selv forstod hun det ikke. Kunne ikke tage øjnene til sig, men heller ikke lade være. Da de 45 minutter var gået, lænede hun sig tilbage i stolen og brast i gråd. Ringede til sin veninde:
“Ingen moraliserende taler – jeg er forelsket.”
“Ooh. Hvem er han? Hvad med Jesper?”
“Katrine! Jesper? Ja…” Hun indså, hun ikke engang kendte hans navn. Måske havde han sagt det, men hun havde ikke hørt det. DerHun stirrede ind i hans øjne og vidste pludselig, at selvom livet var uretfærdigt, var denne ene stund perfekt.
