Hvem er hun, og hvad laver hun her? råbte Freja Nielsen, smedede tasken i gulvet og gik i stå som en vildbasse på kanten af stuen.
Det er Lise! svarede Morten Pedersen i et roligt tonefald.
Det er helt uacceptabelt! gik frustrationen ind i hans ansigt. Hvad laver hun i min køkken?
Som du kan mærke duften, spræder den sig over hele lejligheden. sagde Morten, mens han inhalerede den varme duft af stegte frikadeller. Hun steger frikadeller!
Har du spist for mange smørrebrød? skreg Freja igen. Du har inviteret en fremmed kvinde ind i mit hjem, så hun kan stege frikadeller for dig?
Ja! nikkede Morten. Jeg har bare pludselig fået lyst til frikadeller efter den smørrebrødsmad!
Lise kiggede frem fra ovnen:
Åh! Så er jeg her! Så har jeg fundet dig, Freja! Din mand kan ikke lave frikadeller selv!
Hvad mener du, kan ikke? svarede Freja, rystet. Jeg kan da da!
Jeg så bare ikke, at din mand sagde nej, da jeg tilbød at lave noget mad til ham! grinende sagde Lise. Måske skal han have mere? Måske vil han takke ja!
Så skal du snævre mig ned i små stykker med dine egne hænder! råbte Freja.
Ud fra dine hænder ser jeg ingen trussel! Du har fået manicure og smurt dig med creme! Med sådanne hænder burde du selv sno dine krøller og lade som om du er vigtig! Det er tydeligt, du aldrig har lært at holde hus!
Ja, jeg stammede Freja, mens hun kæmpede for at holde tungen inde. Bare så du ved det
Gå nu, lad de forretningskloge damer tage en frikadelle! Men kun én, ellers passer den ikke i din stramme forretningsdragt! lokkede Lise hende ind i køkkenet.
Du får en lærestreg! sagde Freja, mens hun gik forbi sin mand. Så klarer jeg det med dig, så forbered dig!
Bare rolig, lad ikke mine frikadeller gå til spilde! råbte Morten efter hende.
Freja trådte ind i køkkenet med en beslutsomhed, der kunne rive i stykker, klar til at smide den dumme kvinde ud. Lise sad roligt ved bordet, hældte te i kopper.
En lille beroligende te? spurgte Lise med et smil.
Jeg dig, knuste Freja gennem tænderne.
Sådan, som du vil, svarede Lise, smilende, jeg drikker selv.
Hvad fanden er du ved? brølede Freja, mens hun væltede de mest urene ord.
Jeg har fjernet din tunge! sagde Lise stolt. Du har fået din mand til at vandre rundt i gaderne på jagt efter, hvem der vil stege hans frikadeller.
Kun i én situation kan man lade manden sulte hvis han lover at tabe sig! I alle andre tilfælde skal han være mæt, ren og elsket.
Øh mumlede Freja usikkert.
Det er godt, at jeg har fanget ham! Ellers ville han have gået rundt med en kemisk krøllet frisure! Så var han allerede klar til både frikadeller, seng og alt andet!
Hvad med dig? spurgte Lise, mens hun satte sig på en barstol.
Skal jeg have brug for det? grinede Lise, mens hun drak sin te. Jeg har min egen mand! Jeg har besluttet at tjene dig, som en fast kunde!
Jeg har allerede sikret ham for dig! Hvis han havde vandret rundt på gaden, hvem ville så have stegt hans frikadeller?
Han er en betydningsfuld mand; vi kunne have spist ham op, men jeg har reddet ham til dig!
Har vi mødt hinanden før? spurgte Freja mistænksomt.
Åh, din hukommelse! lo Lise. Jeg arbejder i slagterbutikken under jeres bygning! I køber altid kød hos mig!
Sådan! lyste Freja op.
Sådan i lommerne! svarede Lise. Du har fået din mand til at lade en fremmed kvinde i dit køkken for frikadeller. Er det normalt nu?
***
Morten og Freja havde haft et klassisk dansk familieliv. Morten arbejdede som universitetsprofessor og sikrede familien, mens Freja var hjemme med børnene i barsel.
Hun havde heldet at kunne tilbringe otte år i barsel, født tre børn og følte, at hun havde udnyttet sin tid fuldt ud.
Morten var stolt af den store, glade familie. Han var eneste barn i sin familie og huskede tydeligt, hvor ensom han følte sig, når forældrene var på arbejde.
Han drømte engang:
Så havde jeg haft en bror! Eller en søster! Vi skulle have leget sammen!
I sin egen familie gjorde Morten alt for at hans børn ikke skulle opleve den ensomhed, han selv havde kendt.
De tre børn og den hjemmegående Freja gjorde mange forundrede over, hvordan Morten kunne forsørge så mange. Lønnen som professor var ikke høj, men han formåede alligevel at holde økonomien i balance.
Den økonomiske tryghed kom ikke fra skruppelløse metoder, men fra ren held.
Da Morten fyldte atten, gav hans forældre ham et sommerhus. Det var en fin gave, men ingen vidste, hvad han skulle bruge den til. Han studerede på universitetet og ville blive fastansat som lektor, så sommerhuset var spild af tid for ham.
To år før han fyldte tyve stod sommerhuset tomt, og han solgte det for en god sum. Pengene gik til en ven, Arne, som startede en virksomhed. Arne investerede dem med succes, og virksomheden voksede. Morten blev medstifter uden selv at blande sig i forretningen:
Arne, du ved hvad du laver, så lad mig være! sagde Morten. Du kan overføre min andel af overskuddet på min konto!
Pengene voksede, og en del blev lagt på en opsparingskonto til større udgifter: uddannelse, lejlighed, bil, bryllup.
Familien levede roligt og lykkeligt, indtil hans yngste søn fyldte ti år.
Morten forblev uforandret, men Freja mærkede en indre uro. Hun var vant til at være den, børnene gik til, men nu var de mere uafhængige, og hun følte et tomrum i sig selv.
Morten, jeg føler, at jeg smelter væk! sagde hun en aften. Jeg elsker dig, jeg elsker vores familie, men jeg kan ikke fortsætte sådan!
Det er en alvorlig erklæring, svarede Morten. Hvad foreslår du?
Hun tænkte sig om og sagde:
Jeg vil starte min egen virksomhed! Vi har sparet penge, der giver afkast. Hvis jeg bruger en del, kan jeg enten fordoble pengene eller tabe alt, men det vil ikke ødelægge familien!
Morten tøvede et øjeblik, men nikkede så:
Så gør, hvad du mener er bedst, sagde han.
Freja kastede sig hovedkulds i forretningen, glemte næsten sin familie. Morten, selvom han var professor, var ikke helt hjælpsom i hjemmet. Hans rengøring var halvhjertet; skidt blev ofte fejet under tæppet med undskyldningen ude af syne, ude af sind.
Børnene klarede sig selv, kun med lektiehjælp og lommepenge. Morten kunne lave simple måltider, men mest var det frosne frikadeller og nuggets fra supermarkedet.
En dag gik Morten i en købmand og sagde:
Jeg har brug for hakket oksekød til frikadeller. Jeg forstår ikke, hvordan man laver dem selv, så jeg vil hellere købe de færdige!
En kvinde i butikken tilbød:
Lad mig lave dem for dig! Jeg kan lave rigtig gode frikadeller!
Morten accepterede, og kvinden kom omkring klokken syv til at stege frikadeller i hans køkken, mens Lise ventede på at Freja skulle komme hjem. Hun havde fuld kontrol over bordet, og duften fyldte rummet.
Pas på med din virksomhed, sagde Lise, mens hun ryddede op. Du er ved at miste din mand, men du har i det mindste givet ham frikadeller.
Jeg er ikke sur, svarede Freja.
Hvad kan jeg gøre ved din vrede? lo Lise. I morgen vil han blive lokket af kager, så han vil ikke længere være din.
Freja takkede stille. Hun havde ikke opnået store gevinster i sin forretning, men hun gik med et lille overskud. Hvis hun havde fortsat med at overse familien, kunne hun måske have nået mere, men Lises indgriben mindede hende om prioriteringer.
I sidste ende gik manden tilbage til hjemmet, og der var ingen flere frikadeller fra fremmede hænder.
