**Annettes kjole**
Annette mærkede med det samme, at noget var galt, da hun trådte ind i restauranten. Der var noget, der ikke stemte for tomt til en fredag aften, lyset for blødt, og tjeneren smilede for ivrigt. Selv den ellers så rolige Mads holdt hendes hånd så hårdt, at det gjorde ondt.
“Deres bord,” pegede tjeneren, og Annette trådte ind i et lille rum. Hundredvis af lys blafrede i halvmørket og kastede mærkelige skygger på den snehvide dug. Midt på bordet stod en kæmpe buket mørkerøde roser hendes yndlingsblomster. Et sted i baggrunden spillede rolig musik.
“Mads,” sukkede Annette, “hvad foregår der?”
I stedet for at svare knælede Mads ned på et knæ. I hans dirrende hånd glimtede en ring.
“Annette Sørensen,” sagde han højtideligt, “jeg har tænkt længe på, hvordan jeg kunne gøre dette øjeblik specielt. Men jeg indså, at det ikke handler om hvor eller hvordan. Det handler om vil du være min kone?”
Hun stirrede på hans ophidsede ansigt, den stædige lok, der faldt ned i panden, og det nervøse smil og følte en bølge af ubeskrivelig varme.
“Ja,” hviskede hun. “Selvfølgelig, ja!”
Ringen gled på fingeren. Annette klemte sig ind mod Mads, indåndede hans velkendte parfume, og tænkte det her er lykke. Enkel og klar som en solskinsdag.
Men allerede en uge senere begyndte stormene at rage sammen.
“Hvad mener I selv?” spurgte Karen Madsen utålmodigt og rettede nervøst på sit hår. “Det kan I da ikke selv klare! Et bryllup er en alvorlig sag, det kræver erfaring, kvindelig visdom. Jeg har allerede fundet den perfekte restaurant…”
“Mor,” afbrød Mads blidt, “vi sætter stor pris på din hjælp, men vi vil gerne arrangere det selv.”
“Selv?” Karen Madsen foldede tvivlende armene over kors. “I aner ikke, hvad I går ind til! Min niece…”
Annette iagttog tavst, hvordan hendes kommende svigermor gik rundt i stuen. Karen Madsen talte uafbrudt om traditioner, om anstændighed, om hvor vigtigt det var “at holde facaden”. Samtidig skottede hun kritisk rundt i rummet, som om hun allerede planlagde, hvad der skulle ændres.
“Mor,” prøvede Mads, “vi har allerede valgt restauranten. ‘Den Hvide Rosen’, kender du den?”
Karen Madsen rynkede panden, som om hun fik ondt i tænderne.
“‘Den Hvide Rosen’? Den moderne nymodens ting? Nej, nej, kun ‘Den Gamle Kro’! Der er sådan et krystalhæng, sådan en servitrice! Og direktøren er en gammel bekendt…”
“Mor,” Mads’ stemme lød som stål, “vi betaler selv for brylluppet. Og vi fejrer det, hvor vi vil.”
Karen Madsen tav. Hun standsede, løftede hagen: “Nå, som I vil. Men husk, at jeg advarede jer.”
Hun forsvandt i en duft af dyre parfumer og en fornemmelse af kommende uvejr.
“Undskyld,” smilede Mads undskyldende og tog Annette i favnen. “Hun er lidt… passioneret.”
Annette sagde ingenting. En indre stemme hviskede det her er bare begyndelsen.
Og sådan blev det.
De næste uger blev en endeløs strøm af skænderier, hentydninger og skjulte bebrejdelser. Karen Madsen fandt fejl i alt fra blomsterdekorationerne til bordopstillingen.
“Roser og ranunkler?” rystede hun på hovedet. “I september? Nej, kun hvide liljer! Og buketbuerne skal være større, mere pompøse. Og musikken… Gud, vil I virkelig have den amatøragtige jazzgruppe? Jeg kender en fantastisk kvartet fra musikkonservatoriet…”
Annette holdt ud, så længe hun kunne. Den eneste, der beroligede hende, var hendes mor den rolige, fornuftige Lise Sørensen.
“Tænk ikke på det,” sagde hun, når Annette kom hjem, udmattet efter endnu en bryllupskonflikt. “Det er dit bryllup, det er dig, der bestemmer. Din svigermor vil bare ikke indse, at hendes søn er voksen.”
Men den virkelige storm brød løs over kagen.
“Nej, se dog!” rasede Karen Madsen og viftede med en katalog. “Tre etager? Hvor er sukkerrosen? Hvor er brudeparrets figurer?”
“Mor,” sukkede Mads, “vi vil have en simpel, elegant kage. Ingen overdrivelser.”
“Simpel?” Karen Madsen var lige ved at græde. “Vil du gøre din mor til grin for hele byen? At folk skal hviske se, den berømte arkitekts søn serverer en kage som fra en børnefødselsdag!”
Annette holdt ikke længere mund:
“Karen Madsen, lad os være klare. Det er vores bryllup. Ikke dit.”
Der blev stille i rummet.
Karen Madsen blev bleg, så rød, rejste sig brat:
“Nå,” mumlede hun, “så er jeg åbenbart ikke velkommen her. Gør, hvad I vil!”
Hun stormede ud af lejligheden og smækkede døren så hårdt, at glasset klirrede.
“Så,” sukkede Mads, “nu er hun stødt.”
Annette tav. Hun følte sig pludselig tom indeni.
Og to dage senere skete der noget utroligt.
Da Annette kom til den sidste prøve af sin kjole i brudeboutiquen, overhørte hun ved en fejl en medarbejder tale i telefon:
“Ja, ja, Karen Madsen, Deres kjole bliver klar til tiden. En så smuk farve lysegul, næsten som brudens…”
Annettes øjne mørknede. Hun løb ud af butikken, glemte alt om prøven, og med rystende fingre ringede hun til sin mor.
“Mor,” stemmen knækkede, “hun gør det med vilje… Hun har købt en kjole som en brud…”
“Rolig,” Lise Sørensens stemme var fast, “græd ikke, skat. Jeg ordner det.”
“Hvordan?” hulkede Annette.
“Bare stol på mig. Og vær ikke bange for noget.”
Telefonen blev lagt på samtalen var slut.
Annette stod på gaden og følte, hvordan panikken bredte sig. Der var kun tre dage til brylluppet, og hun havde allerede mistet lysten til at fejre.
Bryllupsmorgenen startede med regn. Annette stod ved vinduet og så de klare dråber glide ned ad glasset, mens hun forsøgte at undertrykke sit rystende knæ. Bag hende larmede skønhedseksperterne, men deres stemmer lød, som om de kom gennem vat.
“Annette, sid stille,” nagede frisøren, mens hun kæmpede med en genstridig krølle. “Sådan, perfekt…”
Annette stirrede frem for sig. En tanke summede i hovedet hvilken kjole ville Karen Madsen have på i dag? Ville
