Dagbogsnotat
Mette havde det ikke godt, da hun vågnede. Udenfor faldt sneen tæt. Hun var glad for, at hun havde været i butikken dagen før, for i dag ville det have været en hård tur gennem snedriverne med hendes ømme knæ. Desuden føltes det, som om blodtrykket igen var ved at stige. Mette tog en pille, lagde sig på sofaen og lukkede øjnene.
*”Hvorfor ligger jeg her? Jeg skulle jo lave ærtesuppe,”* tænkte hun, men hun havde ikke kræfterne til at rejse sig.
Det var blevet en tradition, at hendes søn og svigerdatter kom til middag den første januar. Førhen, da Anton var lille, kom han også med sit barn. Og altid, lige efter at have trådt ind ad døren, spurgte han: *”Mor, er der ærtesuppe? Jeg er træt af salater.”* Mette besluttede at blive liggende lidt endnu – hun nåede det nok. Hun lyttede til sin krop. Hovedet føltes allerede lettere.
Hun åbnede øjnene og så på billedet af sin mand på væggen. Hun havde hængt det der med vilje, så hun kunne se ham, når hun faldt i søvn og vågnede. Syv år var gået, men hun havde aldrig rigtig vænnet sig til hans fravær. Hun talte ofte til ham, stirrende på portrættet.
*”Det er hårdt uden dig, Erik,”* sagde hun højt.
*”Kan du huske, da du kom hjem fra arbejde uden en gave til min fødselsdag? Du havde gemt blomsterne under din frakke på gangen. Du tog den helt langsomt af, så jeg ville komme ud og spørge, hvorfor du var så længe om det.”*
*”Og så sagde du, at du havde mistet din løn. At mens du stod og skulle købe en gave, havde nogen stjålet din pung. Jeg blev så vred på dig. Jeg kunne mærke, at der var et påfund, kendte din irriterende humor, men alligevel faldt jeg i fælden.”*
*”Og så stædig, som du var – når du havde besluttet dig for noget, fulgte du altid igennem. Jeg begyndte allerede at regne på, hvordan vi skulle klare os uden penge den måned.”*
*”Men så kom gæsterne: sønnen og svigerdatteren, din ven Niels og hans kone og min veninde Lise. Vi satte os til bords, skænkede vin, du holdt en tale – og så gav du mig en æske med guldsmykker. Jeg fyldte halvtreds den dag. Jeg var så arrig, at jeg næsten kastede æsken efter dig. Men du grinede bare, glad for endnu en gang at have narret mig.”* Mette så lettere bebrejdende på portrættet.
*”Og husker du, da du tabte nøglerne i sneen? Hvor længe vi ikke ledte efter dem! Naboen kom endda ud for at hjælpe. Og så kastede du dem, så jeg kunne finde dem. Jeg spurgte dig så mange gange, men du indrømmede aldrig, at det var en joke. Var du bange for, at naboerne ikke ville forstå? Det var ikke kun mig, du drillede – børnene fik også deres del…”* Hun fortsatte den tavse samtale med sin mand.
Erik på billedet lyttede opmærksomt. Det var et sjældent foto, hvor han så alvorlig ud. Normalt stod der altid et lille smil på hans læber. Mette sukkede og satte sig op på sofaen. Hovedpinen var ved at forsvinde.
Hun gik ud i køkkenet og begyndte at lave ærtesuppen. Hver bevægelse skar i hendes knæ. Mens hun rørte i gryden, mindedes hun…
***
Det var en varm augustdag. Den unge Mette sad i sin hvide bryllupskjole foran spejlet. Hendes veninde Lise redte hendes hår. Hun studerede til frisør i byen. Mette kunne ikke sidde stille. Hun smilede lykkeligt et øjeblik, stirrede så tankefuldt ud i luften.
Brudgommen kunne komme når som helst, men hun var stadig ikke sikker på, at hun havde taget det rigtige valg ved at lytte til sin mor.
*”Hans’ familie er solid, de har et stort hus, og han arbejder hårdt. Hvem skulle du ellers gifte dig med her i landsbyen? Byens fyre har nok af deres egne piger,”* havde moren overtalt hende.
Og Mette gav efter. Hun var tyve – tid til at blive gift. Lise roste hendes kjole og Hans, men tårerne trængte frem i Mettes øjne. Hun lyttede konstant efter en bil udenfor, og hver gang en kørte forbi, følte hun lettelse.
Så standsede en motorgang under vinduet, en bildør smækkede. Mette rystede og spændte hele kroppen. Hjertet hamrede som en fanget fugl.
Lise løb ud for at møde brudgommen og forlange en “løsesum” for bruden. Moren stod allerede på trappen…
Men Mettes tanker var langt fra, hvad en brud burde tænke på. Hun huskede, hvordan moren dagen før havde sendt hende i butikken, hvor hun mødte Erik. Efter militærtjenesten var han ikke vendt tilbage til landsbyen – han var taget til byen for at arbejde. Hun havde ikke set ham i flere år.
Han var blevet bredskuldret. Ikke nogen prins, men en statelig fyr, der nu helt hørte til i byen. Mette følte sig forlegen under hans intense blik og så ned.
*”Du er for sent på den, dreng. Der er ikke noget at glo på. Hun bliver gift i morgen,”* sagde kassedamen, tante Kirsten.
*”Det må vi nu se,”* smilte Erik uden at tage blikket fra Mette.
Hun kunne ikke huske, hvad hun havde købt eller hvordan hun kom ud. Først udenfor kunne hun trække vejret normalt igen. Og siden da havde hun ikke kunnet glemme hans blik.
Mette lyttede. Hvorfor tog det så lang tid at handle om “løsesummen”? Pludselig fløj døren op. Over tærskelen trådte ikke Hans, men Erik.
Mette sprang op fra stolen. Hjertet hamrede så vildt, at hun troede, det ville springe ud af brystet. Moren prøvede at holde Erik væk og greb fat i hans skjorteærme. Lise stod bare og så til. Til sidst rev sig Erik løs og gik hen til Mette.
*”Jeg kan ikke leve uden dig. Vil du tage med mig? Nu?”* spurgte han.
Hun kunne ikke få et ord frem. Han løftede hende op og bar hende mod døren. Moren og Lise nåede lige at springe til siden. Mette slHun holdt om hans hals og lagde hovedet mod hans skulder, som om det altid skulle være sådan, og sådan forlod de huset sammen, mens hele landsbyen senere snakkede om det usædvanlige bryllup, og Mette vidste fra det øjeblik, at hun aldrig ville fortryde sit valg.
