En lille, ussel killing dukkede op udenfor den lokale DagliBrugsen i en flække på Fyn, som om den var skyllet op af en drøm eller glemt af nogen, der gik i søvne. Den spæde pelskugle, som viste sig at være en hunkat, krøb sammen, foldede de små poter ind under sig og dirrede, som vinden der leger med sivene ved Odense Fjord. Hendes ynkelige mjauv opløstes i den skæve virkelighed, for tilfældige danskere lod sig ikke røre hendes ansigt var dækket af skorper, øjnene smalle, og pelsen omkring ørerne og halsen hang i klumper, næsten væk.
Hvordan hun var landet der foran butikken i novemberdisen, kunne ingen sige, og noget i scenen virkede sørgmodigt og ulogisk, som når natten driller sindet.
Personalet i DagliBrugsen forbarmede sig og lod det lille pus komme ind i varmen, hvor de dryppede Bravecto i nakken mod parasitter, selvom det i virkeligheden føltes mere som symbolsk førstehjælp. Alligevel kom den lille killing trofast tilbage hver dag, klokken slog butiksdrøm, og hun tiggede om favn og om hygge, nærmest som et menneskebarn, der tigger om jordbærtærte en tidlig morgen i Smørum.
Vinterens skygger nærmede sig, og killingen, der allerede rystede af kulde ved minus fem, så ud til at smuldre, hvis termometeret nærmede sig minus femten eller tyve. Pludselig huskede købmanden, at vi havde taget en forladt killing ind samme sommer, dengang engen var grøn, og igen ringede han efter vores hjælp, som om drømmen gentog sig med et andet ansigt.
Da vi kom for at hente hunkatten, dansede hun om vores ben og hendes krop cirklede ind og ud af transportkassen som om hun vidste, at lige nu var sidste chance for at træde ind i et varmt eventyr og ikke fryse fast mellem hylderne med Kærgården. Hun stod på bagbenene, snoede halen rundt om vores håndled, og lagde alle kræfter i for at vise, jeg er din drømmekat.
Billederne, vi sendte hjem, viste hurtigt sagen: skab, men heldigvis i begyndelsen. Med lidt Bravecto og lidt tålmodighed slap vi hurtigt af med sygdommen, og hun fandt sig til rette hos os på midlertidig pleje, mens vintermørket gnistrede udenfor.
Så snart hun mødte varme og omsorg, begyndte killingen at spinde som en gammel Ferguson-traktor på marken, og hun puttede sig træt op ad os. De første dage gik med at skiftevis sove og spise, snoet ind i de skæve lagener af dag og nat.
Navnet kom til os, som om det allerede fandtes i drømmen vi kaldte hende Kartoffel. Den lille missepige lignede virkelig en knold fra en underlig køkkenhave: ujævn, tosset og uendeligt kær. Men forvandlingen var tæt på: Efter anden behandling dukkede der en killing op med klare, store øjne og en ny selvtillid.
Selvom pelsen på ørerne og forpoterne endnu var tynd som dug på Fyns marker, var det kun et spørgsmål om tid. Kartoffel er nu skrevet op til sterilisation og bliver mere og mere en sund, velsoigneret og uimodståeligt skør dansk missepige svævende mellem tabt og fundet, drøm og virkelighed, som kun katte i Danmark kan være det.
