Det var i Mettes femtende år, at hun fik at vide af sine forældre, at der snart ville komme en lillesøster eller lillebror i familien. Hun stampede med fødderne og skreg.
“Mor, hvorfor skal vi have endnu et barn? Har du og far besluttet at få børn, nu hvor I bliver gamle? Er jeg ikke nok?” raslede hun, for hun vidste, at der nu ville være en rival om forældrenes opmærksomhed og penge.
Indtil nu havde far og mor altid opfyldt hendes ønsker, men pludselig snakkede de om babyseng, barnevogn og badekar. Hvad med barnevogne, når Mette havde brug for nye støvler?
Hun ville gerne klæde sig pænt. Mette var ikke den smukkeste pige hun var stor og kantet med grove træk men hun troede, at flotte tøjer kunne gøre hende tiltrækkende. Så hun pressede far og mor for at få nyt tøj, og de gav altid efter. Nu ville en lillesøster ødelægge alt for hende.
Så kom den lille søster, Liva. Mette var ikke imponeret. Liva var en lille dukke med smukke blå øjne og lyse krøller. Allerede som lille vaklede hun efter sin storesøster, men Mette viftede hende væk.
“Mor, tag din Liva væk, hun forstyrrer mig!”
Årene gik, og Liva blev en smuk ung kvinde. Mette forblev en almindelig landsbypige, og ingen ville gifte sig med hende. Efter skolen blev hun postbud og delte breve ud i byen.
Men Liva forelskede sig som 19-årig i Mads, der kom til landsbyen på praktik. Efter den korte romance blev hun gravid, og Mads forsvandt.
“Fød barnet,” sagde deres mor. “Vi hjælper dig og barnet.”
Liva fik en søn, Emil. Men fra Mette fik hun kun hårde ord.
“Du har altid været en drømmepige, Liva. Kærlighed? Der findes ingen kærlighed. Se på mig jeg tror ikke på det, så jeg er ikke faldet i fælden som dig. Nu må du slæbe dig selv og din søn igennem livet alene.”
Mette havde ikke ondt af nogen. Hun hånede Liva dagligt for at få et barn uden en far men kun når forældrene ikke hørte det. Engang sagde hun endda:
“Hvorfor beholder du Emil? Du skulle have efterladt ham på fødestuen.”
Liva græd, men havde ingen steder at tage hen. Indtil Mette pludselig besluttede at flytte til København.
“Jeg er træt af jer alle sammen. Jeg vil bo alene.”
Mette ville endelig slippe væk fra sine forældre. Hun havde ingen uddannelse, men var træt af, at alt opmærksomhed gik til Liva og Emil. Over 30 og stadig alene, håbede hun at finde en mand i byen.
Hun læste jobannoncer og fandt arbejde på en byggeplads, hvor man kunne få en bolig. Hun var stærk og lærte at mure. Snart blev hun hård og grådig, arbejdede ved siden af og sparede alle sine penge. Hun glemte sine forældre og sagde:
“De sårede mig. Nu må de bide sig i albuen. Jeg hjælper dem ikke i deres alderdom.”
“Nå, Mette, du har et hjerte som en gammel kiks,” sagde vennerne. “Sådan taler man ikke om sine forældre!”
Men ingen vidste, hvad der foregik i Mettes familie. Hun fortsatte med at skylde dem alt.
Mette fandt ingen mand. Nogle gange mødte hun en fyr, men skræmte dem væk ved at kræve:
“Jeg giver dig min kærlighed hvad giver du mig?”
Mændene forsvandt hurtigt.
Engang sagde en fyr ved navn Jonas til hende:
“Du aner ikke, hvad kærlighed er. Når du finder ud af det, kan du spørge igen.”
Mette blev rasende.
“Skal jeg læse Kama Sutra for dig?”
“Det er ikke dét, jeg mener. Men det forstår du alligevel ikke.”
Mette blev endnu mere fornærmet. Senere mødte hun Peter og prøvede en anden taktik. I stedet for at kræve direkte, klagede hun:
“Jeg er alene, ingen hjælper mig. Mine forældre giver alt til min søster og hendes barn. Jeg er som en afskåren skive.”
Peter blev interesseret:
“Hvad med forældrenes hus? Hvis de skriver det til din søster, får du intet.”
Mette tænkte over det og besluttede at besøge familien.
“Han har ret. Selvom der ikke er meget at dele, er et hus et hus,” tænkte hun grådigt.
Hun tog hjem en weekend og hilste, som om intet var hændt.
“Hej, hvordan går det?”
“Fint,” svarede mor. “Men hvorfor gav du os aldrig din adresse? Vi vidste ikke, hvor du var.”
“Her er jeg,” svarede Mette og spurgte straks: “Hvad med huset?”
Mor svarede oprigtigt: “Vi skal have lavet renovering.”
Men far gennemskuede hende og tog hende med udenfor:
“Er det ikke lidt tidligt at begynde at arve os, Mette?”
Hun prøvede at afvise det, men far sagde strengt:
“Vi beskytter Liva og Emil.”
Fra den dag besøgte Mette dem ofte og bragte gaver til Emil.
På arbejdet rådede kollegerne hende:
“Tag din søster og nevø med til byen. Så får du en større bolig.”
Hun overtalte familien, og de flyttede med. Mette fik en lejlighed, og Liva og Emil boede hos hende. Først lod hun ikke Liva røre noget, men indså snart, at søsteren ville gøre alt for hende. Så begyndte hun at beordre og håne men kun når de var alene.
For omverdenen fortalte Mette, at hun tog sig af sin søster og nevø. Folk beundrede hende.
Liva klagede ikke. Hun var taknemmelig, og byen gav Emil bedre skole og sundhedsvæsen. Han klarede sig godt, og Liva arbejdede som ekspedient.
Men derhjemme kaldte Mette hende en tåbe og Emil en taber. Liva tålte det, men tænkte på at flytte.
Så mødte Liva lægen Ole i klinikken. Han blev straks forelsket i den smukke, stille kvinde og spurgte:
“Liva, vil du gifte dig med mig?”
“Hvad? Spøger du?”
“Nej, jeg mener det. Lad os lære hinanden at kende. Jeg tror, du er min skæbne.”
Snart flyttede Liva og Emil til Ole. Han blev som en far for Emil og adopterede ham.
Mette blev ensom og fattig. En dag bankede hun på hos Liva og sagde:
“I boede hos mig i årevis. Nu lever du i luksus. Skylder du mig ikke penge?”
Ole var chokeret, men forstod, at Liva ville afslutte det. Han betalte og advarede Mette:
“Lad min familie være i fred.”
“Emil er ikke din søn!” fnøs Mette.
“Jo, jeg har
