“Tillykke med dagen, min skat!” sagde manden højtideligt og rakte mig en støvsuger til vores bryllupsdag. Og allerede næppe morgen efter, havde min “lille gave” efterladt ham målløs!
Piger, forestil jer. Min mand, Mads, og jeg fejrer vores tyvende bryllupsdag. Porcelænsbryllup! Tyve år sammen det er ikke småting, vel? Det er næsten et helt liv.
Jeg havde selvfølgelig set frem til denne dag og gjort mig umage. Jeg havde drømt om noget romantisk I forstår mig sikkert. Måske en middag på en fin restaurant, en lille weekendtur, eller i det mindste en smuk buket blomster og et par varme ord.
Hele dagen floj jeg rundt i huset, dækkede bord og tog min smukkeste kjole på. Mads var tidligt taget afsted i “forretninger” med et mystisk smil. Jeg havde en fornemmelse af, at noget stort var på vej.
Og så kommer han hjem. Højtidelig som en general ved en parade. Og bærer ind i lejligheden… to kæmpe kasser.
“Tillykke med dagen, skat!” siger han.
Den mindste kasse rækker han stolt til mig. Jeg åbner den med bankende hjerte. Og hvad finder jeg? En støvsuger. Piger, en splinterny, supermoderne, vaskende støvsuger men for fanden, en STØVSUGER!
Jeg står med kassen og kan ikke fatte det. En støvsuger. Til vores tyvende bryllupsdag. Hvordan i alverden kan man falde på den idé?! Og Mads, uden at bemærke min måske lidt chokerede mine, trækker den anden kasse ind i stuen. En kæmpestor én.
“Og det her,” siger han, mens han river emballagen af, “er vores fælles gave!”
Og frem kommer et gigantisk fladskærmsfjernsyn. Et af dem, der fylder hele væggen. Det, han har drømt om i et halvt år. Den snedige fyr!
Om aftenen skulle vi fejre. Men ved festbordet sad kun jeg. Mads sad foran sit nye fjernsyn, zappede mellem kanalerne og morede sig som et lille barn. Han kom tilbage til mig, spændefuldt tyggende på min salat, og spurgte:
“Jamen, hvad synes du, skat? Praktisk, ikke?”
Og det ord “skat” var dråben. Jeg er ikke hans hushjælp eller rengøringsdame, jeg er hans kone! Tyve år har jeg været hans kone! Og så får jeg et værktøj til husarbejde, mens han får en legetøj til sig selv.
Gør det ondt? Ja, for pokker! Jeg følte mig ikke som en elsket kvinde, men som en del af køkkenindretningen.
Men piger, jeg lod ikke noget mærke. Jeg smilede sødt og sagde:
“Tak, skat. Det er en fantastisk gave. Meget nyttig.”
Han var så optaget af sin fladskærm, at han ikke engang hørte den iskolde tone i min stemme. Åh, det var en fejl, han ikke lagde mærke til det…
Hele natten lå jeg vågen. En plan modnedes i mit hoved. Snedig, måske lidt fræk, men efter min mening helt retfærdig.
På hylden i skabet lå en dyr parfume, jeg havde gemt til ham min gave til vores bryllupsdag. Men efter støvsugeren og det forbandede “skat” vidste jeg, at hvis jeg gav ham den, ville det betyde, at jeg slugte min forurettelse. Og det havde jeg ikke tænkt mig. Nej, der ventede noget helt andet “festligt” på ham.
Næste morgen stod jeg op før ham. Mads sov endnu, og jeg listede stille ned i kælderen efter to smukke gaveæsker, jeg havde forberedt i forvejen. I den ene lagde jeg et nyt, blankt skraldespand købt for en uge siden til husholdningen. I den anden lagde jeg en gummisuger til toilettet. Begge æsker bandt jeg sammen med flotte bånd og sløjfer, alt som det skal være.
Da Mads vågnede og kom ud i køkkenet for at drikke sin morgenkaffe, rakte jeg ham højtideligt disse “gaver” med et bredt smil.
“Tillykke med dagen, skat! Det her er til dig!”
Forvirret begyndte han at pakke ud. Først skraldespanden blank, praktisk. Så sugeren, stolt præsenteret fra den anden æske.
I skulle have set hans ansigt i det øjeblik! Det var en mesterlig scene! Han stod midt på køkkengulvet, forvirret, med skraldespand i den ene hånd og suger i den anden. Hans blik flakkede mellem gaverne og mig, som om han ledte efter logik i dette absurde.
“Hvad… er det her?” hviskede han til sidst.
“En gave, elskede!” svarede jeg sødligt. “Til dig, den sande husets herre. Meget nyttigt, ikke? Du tager dig jo af skraldet og stoppede afløb. Så tænkte jeg, at sådan en ærefuld opgave fortjener nyt, moderne udstyr!”
Han tav. Men da hans hals blev rød, og kæberne spændte, forstod jeg, at det gik op for ham. Om støvsugeren, om “skat,” og om hele hans taktløse fest. Han så sig selv i det spejl, jeg diskret havde sat op for ham…
Senere på dagen kom han hjem med en kæmpe buket af mine yndlingsroser og billetter til teatret. Og skraldespanden med sugeren står stadig i kælderen som en stum irettesættelse og et monument over hans “praktiske” sans. Og ved I hvad det morsomme er? Siden da har han altid taget skraldet ud uden at skulle mindes om det. Sådan kan man også drage fordel af en situation.
Kære venner, tak fordi I var med mig i dag! Jeg vil med glæde læse jeres historier i kommentarerne de er altid fantastiske!
