14. januar
I dag vil jeg skrive ned noget, jeg aldrig har oplevet før. Min far og jeg var ude at gå i skovene udenfor Silkeborg. Der var kommet et tykt lag sne i nat, og alt omkring os var helt roligt. Pludselig opdagede vi noget mærkeligt: et rådyr var fæstnet i en stor dynge sne, lige ved kanten af stien. Vi stod lidt målløse tænk at et så stort og smukt dyr kunne sidde så fast!
I stedet for at gå videre og bare lade det stakkels dyr klare sig selv greb vi straks fat i nogle grene og begyndte at grave sneen væk. Min far og jeg stod skulder ved skulder og skovlede alt, hvad vi kunne. Det føltes vildt at hjælpe sådan et vildt dyr. Selvom mine tæer frøs, glemte jeg alt om kulden, mens jeg så rådyrets øjne.
Pludselig hørte vi en puslen længere inde i skoven. Til vores overraskelse var der endnu et rådyr, som også var strandet ikke langt derfra! Vi klarede at hjælpe det fri, og først da vi fik dem begge på benene igen, kunne vi se, at de nok havde kæmpet om noget mad. Heldigvis slap de begge fri med vores hjælp. Det gjorde mig faktisk ret stolt af, at vi ikke bare gik forbi.
Men det var ikke dagens eneste oplevelse. Lidt senere, på vejen hjem gennem et villakvarter, så vi en papkasse lige bag en garage. Da vi kiggede nærmere, så vi seks små killinger. Fire af dem var desværre allerede døde af kulden, og de sidste to kæmpede for at få vejret. Det skar helt ind i hjertet på mig.
Vi greb straks papkassen og småjoggede hjemad. Min far ringede til min mor, mens jeg hentede håndklæder, lunt vand og en varmeplade. Vi måtte gøre, hvad vi kunne, hvis de små skulle overleve natten. Vi sad længe og forsøgte at varme dem, og det lykkedes heldigvis! Begge killinger kom sig, efter vi gav dem varm mælk og tog dem ind under et tæppe.
Her til aften sidder jeg og tænker over det hele. Kattemor for vi kunne høre hendes svage miaven kom senere forbi og luntede op til havedøren. Hun så næsten taknemmelig ud da hun fik lidt mad og et tæppe. Men da jeg så på killingerne, kunne jeg ikke lade være med at tænke, hvor heldige de egentlig var og at man altid må gøre det lille, man nu kan. Også selvom det bare er midt i en hverdags-snevejrsdag i Danmark.
