Min far var ikke ringere end min mor
Jeg husker, hvordan Anna mødte sin anden mand på et frivilligprojekt nær Limfjorden, hvor vi arbejdede for at redde sjældne fugle fra krybskytter. Hun var der med sin tiårige søn, Eske.
Anders var ildsjælen bag det hele biolog med en glød, man sjældent så. Han arrangerede også særlige oplevelsesture med sin gamle ven fra gymnasiet; både for sjæl og lidt ekstra indtægt.
Allerede på tredje dagen skred Anna på de glatte sten ved stranden og vred om på foden. Det viste sig, at Anders ikke kun var naturmand han var også uddannet læge. Han lagde en stram forbinding, bar hende tilbage til teltet og passede på hende den næste uge.
Mens Eske hjalp forskerne med stor begejstring, mærkede de voksne en gnist mellem sig. De holdt sig dog tilbage begge bar på indre ar, og ingen turde helt hengive sig til forelskelsen.
Da ferien var slut, kastede Anna sig over sit arbejde i København for at glemme den romantiske drøm. Anders tænkte også, det blot var en sommerflirt, men efter et par uger havde han allerede fundet hendes adresse…
Et halvt år senere flyttede de sammen, og de giftede sig året efter.
Anders kastede sig helhjertet ind i rollen som far børn havde han altid ønsket sig, men arbejdet og hans interesser var gået forud. Eske, som kun havde levet med sin mor og mormor, blev hurtigt meget knyttet til sin papfar og begyndte snart at kalde ham far. De købte en rummelig lejlighed med udsigt over Søndermarken og begyndte at drømme om et fælles barn. Anna havde længe ønsket sig en datter, og her matchede hendes drømme med Anders. De havde sågar navnet på plads Frida. Det føltes som om livet var perfekt.
Det blev forvandlet, da tvillingerne kom til verden. Sammen med Frida fødte Anna også en dreng, og de kaldte ham Emil. Anna druknede i en hverdag med bleer, grød og søvnløse nætter. Hendes mor hjalp så meget hun kunne med de små. Anders søgte job i et stort farmaceutisk selskab for at kunne forsørge den nu endnu større familie. Pludselig indebar arbejdet mange rejser og tunge rapporter, og snart mærkede han, at han slet ikke havde lyst til at vende hjem til lejligheden, hvor børnene græd, og hans slidte hustru ikke kunne føre en snak om andet end børnenes søvn og grødbøvl.
Han holdt på, at hovedforsørgeren havde krav på privatliv og ordentlig rekreation, mens Anna stod urokkeligt fast på, at børnene var et fælles ansvar, og at hendes mand derfor måtte bidrage dagligt. Uenighederne blev flere, afstandene voksede, og sjældent endte en samtale uden ballade om roller og ansvar.
Vuggehaven blev redningen, da Anna selv før tvillingerne blev tre kunne begynde at arbejde som designer igen. Eske blev en stor hjælp, og stemningen i lejligheden lettede for en stund.
Men to år senere blev Anders forelsket igen. Denne gang i en kollega; lige så passioneret og fri, som han selv engang havde været. Efter han havde været sin kone utro, kunne Anders hæderlig til det sidste ikke lyve for Anna og følte, det nu var bedst at gå fra hinanden.
Jeg lover at hjælpe dig og børnene, sagde han. Boligsituationen finder vi ud af inden for det næste år. Men nu må du tage børnene med dig hjem til din mor. Jeg står for skilsmissen.
Hvad med lejligheden? spurgte Anna roligt. Den købte vi netop til en stor familie.
Lad være med at gøre det sværere end det er! Jeg foreslår en civiliseret løsning! brød han ud.
Jeg skal tænke over det, svarede Anna lige så roligt.
En uge gik, så meddelte hun sin beslutning.
Du har forelsket dig i en anden. Det sker. Men børnene er dine såvel som mine. Og de forbliver altid vores. Jeg vil ikke dele lejligheden med dig, selvom jeg kunne du må gerne bo der med din nye kone. Men vi deler forældreopgaverne. Jeg tager Eske og Frida. Emil bliver hos dig.
Anders blev målløs.
Er du rigtig klog? Jeg kan da ikke alene tage mig af en børnehaveknægt! Jeg har et arbejde! Han har brug for sin mor!
Virkelig? Anna så forundret på ham. Du ville jo have børn, det var din store drøm. Nu får du den. Jeg har også et arbejde, ved du det? Skal jeg sidde tilbage med tre børn, mens dit nye liv kører? Nej, så må du tage et ansvar. Det er kun rimeligt.
Så kom opgøret.
Anders smækkede døren og gik, rystende af raseri, ud til venner, familie og kolleger med historien. Alle var i chok. De ringede til Anna, tryglede, bebrejdede, kaldte hende urimelig og grusom. Hendes egen mor sagde, hun aldrig ville tilgive det. Men Anna stod fast: Hvorfor skulle faren være dårligere egnet end moren? Han elsker ham jo! Og Emil er for længst stoppet med at amme han er sej og selvstændig.
Anders, chokeret og trængt op i en krog, måtte til sidst gå med. Hans mor afviste at tage sig af Emil hun var for svagelig. Den nye kæreste forsvandt hurtigt, da hun oplevede dagligdagen som alenefar det var ikke, hvad hun gik efter.
***
Tre måneder gik.
En aften kom Anna for at hente Eske, som havde været på besøg. Anders åbnede døren. Der var ryddeligt i lejligheden, det duftede af havregrød, og Emil sad midt på gulvet og legede med sit LEGO.
Anders så træt ud, men var rolig.
Kom ind, sagde han dæmpet.
Eske løb ind for at finde sine ting, og de voksne gik ud i køkkenet.
Du ved, de første uger hadede jeg dig inderligt, Anna, sagde Anders uden at se op. Jeg troede, det var den ondeste hævn. Men så ja, så lærte jeg jo Emil rigtigt at kende. Han elsker tomater og appelsiner. Han er ræd for støvsugeren. Han kan bygge alting ud af LEGO. Og han sover kun, hvis jeg klør ham på ryggen.
Han så op:
Jeg blev hans far. Rigtigt far. Ikke bare i weekenderne, men hver eneste dag.
Anna lyttede stille.
Jeg vil ikke bede om tilgivelse. Men jeg jeg er dig taknemmelig, nikkede han mod sin søn. For os to.
Det vidste jeg, sagde Anna til sidst.
Hvad vidste du? At jeg kunne klare det?
Selvfølgelig det. Men vigtigst at du ville komme til at elske ham. Helt og fuldt. Sådan har det altid været med os, Anders. Helt ud i kanten og tilbage igen i kærlighed, på arbejde, i forældrerollen.
Så det hele var bare hævn?
Anna smilede, og da hun gik ud af køkkenet, svarede hun:
Nej. Det var min eneste mulighed for igen at se den mand, jeg engang valgte at gifte mig med. Og det lykkedes vist.
Så forlod hun ham, i stilheden, med deres fælles søn. Og første gang i lang tid vidste de begge, at selvom ægteskabet var slut, så bestod familien mærkeligt og smertefuldt nok stadig.
