Lise var en elskerinde. Hun havde ikke haft held med ægteskabet. Hun havde ventet til hun var tredive, før hun endelig besluttede sig for at finde en mand.
Først vidste hun ikke, at Jakob var gift, men da han først mærkede, at hun var faldet for ham, gav han sig til at være åben om det. Alligevel havde Lise ikke et ondt ord til ham. Tværtimod bebrejdede hun kun sig selv for affæren og sin svaghed overfor ham. Hun følte sig mindreværdig, fordi hun ikke havde fundet en mand i tide, og tiden løb fra hende.
Selvom hun nu så på det – hun var ikke dårlig at se på: Ikke en skønhed, men sød nok, lidt fyldig, hvilket nok gjorde hende ældre. Forholdet med Jakob førte ingen steder. Lise ville ikke blive i rollen som elskerinde, men hun kunne heller ikke slippe ham. Tanken om at være alene skræmte hende.
En dag dukkede hendes fætter Mads op. Han var på gennemrejse i forbindelse med arbejde. Han sprang ind hos hende i et par timer – det var længe siden, de havde set hinanden. De spiste frokost i køkkenet og snakkede som i gamle dage om det ene og det andet, om livet nu. Lise fortalte ham om sit kærlighedsliv. Hun sagde det hele som det var og fældede et par tårer.
Lige da bankede naboens datter på og bad Lise komme med et øjeblik for at se på nogle ting, hun havde købt. Lise gik derover i tyve minutter. Netop da ringede det på døren. Mads tænkte, det var hende, der kom tilbage – døren var ikke låst.
I døren stod Jakob. Med det samme vidste Mads, hvem han var. Jakob blev helt paf ved synet af en stor fyr i træningsbukser og t-shirt, der stod og tyggede på en leverpostejmad.
“Er Lise hjemme?” var det eneste, Jakob kunne få frem.
“Lise er i badet,” løj Mads uden at blinke.
“Undskyld, men hvem er du?” spurgte Jakob, der stadig var forvirret.
“Jeg er hendes mand. Hendes samlever, i hvert fald for nu…” Mads trådte et skridt nærmere og greb fat i Jakobs skjorte. “Er det dig, den giftige fyr, hun har talt om? Hør her. Hvis jeg ser dig her én gang til, smider jeg dig ned ad trappen, forstået?”
Jakob rev sig løs og skyndte sig ned ad trappen.
Da Lise kom tilbage, fortalte Mads hende om besøget.
“Hvad har du gjort? Hvem bad dig om det?” græd Lise. “Han kommer ikke tilbage.”
Hun sank ned på sofaen og gemte ansigtet i hænderne.
“Nej, han kommer ikke, og det er godt. Hold op med at tude. Jeg har en fremragende mand til dig. En enkemand i vores by. Kvinderne har jagtet ham siden konen døde, men han har afvist dem alle. Måske vil han bare være alene lidt endnu. Men hør her. Når jeg er færdig med arbejdet, kommer jag tilbage, og så skal du med mig hjem til byen. Jeg skal introducere jer.”
“Hvad mener du?” Lise så forvirret ud. “Nej, Mads, det kan jeg ikke. Jeg kender ham ikke. Hvorfor skulle jeg pludselig tage derhen? Det er pinligt.”
“Det er pinligt at sove med en gift mand, ikke at møde en fri en. Ingen tvinger dig i seng med ham. Kom nu, det er min kones fødselsdag.”
Få dage senere ankom Lise og Mads til byen. Mads’ kone, Mette, havde dækket bord i haven ved badehuset. Naboer, venner og Mads’ kammerat, enkemanden Anders, kom til festen. Naboerne kendte Lise i forvejen, men Anders havde hun aldrig mødt før.
Efter en hyggelig aften tog Lise hjem til byen. Hun tænkte på, at Anders var meget stille og ydmyg. “Han må savne sin kone. Stakkels mand. Der er ikke mange så følsomme,” tænkte hun.
En uge senere, en lørdag, ringede det på døren. Lise ventede ikke nogen. Hun åbnede og blev overrasket: Der stod Anders med en pose i hånden.
“Undskyld, Lise. Jeg var lige i nærheden. Jeg skulle på torvet og handle. Siden vi kender hinanden nu, tænkte jeg, jeg kunne lige sige hej,” mumlede Anders forlegent.
Lise inviterede ham ind. Hun var stadig forvirret, men tilbød ham en kop kaffe og mærkede, at det ikke var tilfældigt, han var der.
“Nå, fik du købt alt, du skulle?” spurgte hun.
“Ja, det ligger i bilen. Men det her er til dig.” Han tog en lille buket tulipaner op af posen og rakte dem til hende.
Hun tog imod dem, og hendes øjne lyste. De satte sig i køkkenet og drak kaffe, mens de snakkede om vejret og priserne på torvet. Da kaffen var drukket, rejste Anders sig for at gå. Han tog langsomt sin jakke på og satte skoene. Lige i døren vendte han sig pludselig om mod Lise og sagde:
“Hvis jeg går nu uden at sige det, fortryder jeg det. Lise, jeg har kun tænkt på dig hele ugen. Ærligt. Du har været i mine tanker konstant. Jeg kunne knap vente til weekenden. Adressen fik jeg af Mads…”
Lise blev rød og så ned.
“Vi kender så lidt til hinanden…” svarede hun.
“Det gør ikke noget. Det vigtigste er, at du ikke synes, jeg er modbydelig? Må jeg kalde dig ‘du’?… Jeg ved godt, jeg ikke er noget kæmpegave. Og så har jeg en lille datter, otte år. Hun er hos sin bedstemor lige nu.”
Anders var nervøs, og hænderne rystede lidt.
“En datter – det er dejligt. Det er lykke,” sagde Lise drømmende. “Jeg har altid ønsket mig en datter.”
OpAnders, motiveret af hendes ord, trak hende ind til sig og kyssede hende, og i det øjeblik vidste hun, at hun endelig havde fundet den rette.
