Dyr fornøjelse
Freja, nu igen? Hvor længe skal det her fortsætte? Jeg arbejder jo kun for at betale for din kat!
Katten, som Freja prøver at få ned i transportkassen, vrider sig fri, lander tungt på gulvet og gemmer sig i et hjørne i entreen, hvor den mjaver dybt og klagende. Det er tydeligt, at katten engang kaldt romantisk for Holger Ove af Freja, men nu blot kaldet Ove har besluttet sig for at gøre den store pris ud af sit, ifølge Theis, ubetydelige liv.
Ove har egentlig været der i mange år: Freja har haft ham i næsten ti år, men hans reelle alder kender hun ikke. Hun fandt ham på gaden, hvor han bestemt ikke var nogen killing. Allerede dengang var Ove en ung, men voksen kat, som dyrlægen på Frederiksberg sagde til Frejas mor, Lone, dengang de slæbte ham dertil indsvøbt i et gammelt børnetæppe.
Hjælp ham nu!
Hvor har I fundet det her bæst? dyrlægeassistenten rynker på næsen. Han er jo bare en gadekat.
Hvad gør det? Han er MIN kat. I kan jo se, han har det skidt! Hvad venter I på? Er mine penge måske mindre værd, end dem, der kommer med racekatte?
Lone var rasende og ville ikke høre mere. Det lod dyrlægen heldigvis fare.
Lone Madsen er en sej og stædig kvinde det bliver man, når man har opfostret et barn alene og samtidig passet sine svigerforældre, og det hele for en pædagogløn i Københavns Kommune. Så vokser man altså horn.
Hun gav aldrig op. Ikke over for hverken genboer, pressede forældre i børnehaven, hvor hun arbejdede, eller fremmede mænd, der troede Frejas mor bare var let bytte. Hun råbte aldrig, men kunne argumentere så langt de fleste til sidst undrede sig, hvorfor de i det hele taget startede den diskussion. Som regel sad den, der havde forulempet hende, efter ti minutter og fortalte Lone om sine egne problemer, og da samtalen var slut, takkede de altid for forståelsen.
Hvordan hun gjorde det, anede Lone ikke selv. Hun lyttede bare for alvor.
Men denne evne gik kun én vej; for de nærmeste, sin familie, var det noget vanskeligere.
Manden smuttede en uge efter bryllupet. Lones egen mor har tit sagt, at det var et mirakel, han holdt ud så længe.
Det var bittert, men Lone indrømmede for sig selv, at moren måske havde ret. Hun var ikke lige den, der byggede en familie op. Da hendes mand gik, sagde han:
Du er lige så lidt hustru, som jeg er balletdanser!
Lone blev naturligvis ked af det. Men kort efter opdagede hun, at hun var gravid, og så blev hun rolig. Hun var jo stadig kvinde. Mænd får ikke børn!
Lone glædede sig mere til sin datters fødsel end til juleaften i hele sit liv, for der var ellers ikke meget retfærdighed eller fest i den.
Men hendes mor havde ingen forståelse for, at Lone ville tage ansvaret på sig:
Hvorfor? Det er en byrde. Du er ung, pæn, og du har da et perspektiv. Men får du et barn, sidder du bare med pasta og spiser grød, og barnet ender på samme måde. Børn er en alt for dyr fornøjelse, Lone. Det forstår du endnu ikke, men en dag…
Men mor, levede vi ikke selv sådan?
Jo netop, Lone. Hvad var godt ved det?
Lone tænkte. Hun plejede at lytte til sin mor, men denne gang gjorde noget ondt i hende, selv tanken om ikke at få barnet. Hun mærkede, at hun måtte ikke bare for barnet, men for sig selv og sin fremtid.
Det var Lones farmor fra Falster, der satte en stopper for tvivlen. Pludselig dukkede hun op på Nørrebro og sagde med sin stædige dialekt:
Lone, du skal have barn! Jeg hjælper dig!
Men bedstemor, hvad så med morfar?
Han klarer den! Og gør han ikke, tager vi ham bare herover.
Hun rakte Lone et rent viskestykke, og inde i det lå penge. Så mange, at Lone aldrig hverken havde set eller rørt så mange sedler før.
Morfar har solgt huset, for der skal bygges ny vej. Her, det rækker til en lille lejlighed. Vi klarer resten selv.
Det blev dråben, der fik bægeret til at flyde over mellem Lone og hendes mor.
Nå, sådan! Da jeg bad om hjælp, mor, var der ingenting. Og nu får jeg det hele?
Bedstemor fik dem dog til at snakke lidt sammen, men Lones mor kunne ikke forstå, at Lone nu fik det hele foræret: hjælp, lejlighed, et decideret lotterivind.
Men Lone havde ikke opført sig uansvarligt. Det var præcis, som bedstemor sagde: Når vognen vælter, er begge heste skyldige.
Lejligheden fandt bedstemor fire værelser på Amager. Slidt, men stor nok til dem alle.
Et hold polske håndværkere fik sat det hele i stand; bedstemor styrede med fast hånd, til hun en dag sagde: Så, Lone, nu kan du græde af glæde ikke mere pjat. Kom og brug dit nye køkken!
Freja blev født for tidligt, men var stærk og sund. Lone besluttede, at hendes datter aldrig skulle mangle kærlighed hun havde fået sin portion hårde ord fra Lones mor, og det skulle stoppe.
Din bedstemor er dig nærmest, så selvfølgelig, hun købte lejligheden og hjælper dig! Men jeg må ikke engang komme på besøg!
Mor, du kan komme, når du vil. Bare ikke skælde ud! Freja bliver bange.
Hun er jo et lille barn, hvad kan hun forstå? Jeg råber bare!
Du råber… mor…
Det allernærmeste forstod alligevel aldrig Lones bløde facon.
Jeg bliver ikke sådan en mor! surrer det i hovedet på Lone.
Men det er svært at gøre det helt rigtigt. Freja var bestemt ikke en besværlig unge, men havde temperament og hun forstod hurtigt, hvis hun ville have noget, måtte hun argumentere sig til det.
Mor, må jeg få en karamelsut?
Efter frokost, Freja.
Slet ikke nu?
Nej.
Men to, hvis jeg spiser op?
Lone grinede og gav hende to, når tallerkenen var tom. Små sejre, men de skabte karakter.
Freja opdagede hurtigt, at ballade ikke hjalp nogen, så hun gik også på bedstemor med sine milde metoder og sagde:
Bedste, lad nu være at skælde ud! Det giver bare flere rynker.
Bedste satte sig i stolen, mens Freja glattede hendes panderynker med en finger. Lone så til i stilhed.
Tiden gik, og alt faldt mere på plads.
Lone arbejdede, bedstemor og bedstefar holdt huset og hjalp med Freja.
Men så blev bedstemor syg, og lægerne var pessimistiske. Lone forstod godt alvoren.
Vi kan tage til Riget, bedste…
Nej, Lone. Jeg er ikke bange for at dø, kun for at forlade jer. Pas på morfar.
Netop i den periode kom Ove ind i familien.
Freja blev væk på vej hjem fra skole, og hele kvarteret ledte, mens Lone var ved at ringe til politiet. Pludselig stod Freja i døren, grædende med en forslået grå kat i armene.
Mor, han har det dårligt!
Så ind på dyreklinikken på Smallegade. Dyrlægen ordnede sårene og sagde:
Nu må I hellere få styr på vaccinationer. Han ligner en hjemløs!
Lone nikkede og gispede, da hun så regningen.
Man kunne købe to racekatte for det her…
Derhjemme kiggede hun på pengene i pungen og indså, at budgettet ikke hang sammen. Katte-medicin, medicin til bedstemor, og så var Frejas fødselsdag om lidt. Hun ville gøre det festligt, for hun selv havde ikke mange gaver som barn.
Mor, jeg vil hellere beholde katten end have gaver…
Katten blev og tilpassede sig hurtigt til huslivet. Han elskede de gamle og fulgte bedstemor overalt.
Noget ændrede sig. Lone besluttede, at hun havde fået nok, tog springet, opsagde sit arbejde i børnehaven og blev barnepige for folk i Hellerup. Fra den dag fik hun mere og mere arbejde, lønnen steg, og alle, hun passede, anbefalede hende videre. Om aftenen kløede hun altid Ove bag øret.
Tak, Ove! Uden dig…
Han spandt, mens han så på Freja. Hun var hans yndlings.
Ove sad hos Freja, mens hun lavede lektier eller ventede udenfor bedstemorens syge værelse. Da bedstefar gik bort kort efter, var han også der.
Lone mødte en mand, Lars, som så hendes værd og giftede sig med hende. Hun blev aldrig mere talt ned til, og moderen blev faktisk tættere på blandt andet fordi Lars gladeligt kørte hende på planteskole hver søndag.
Freja flyttede ikke med dem, men blev i barndomshjemmet hvor hun hurtigt fik både sin frihed og sin kæreste, Emil.
Hold da op, hvor bor du stort, Freja!
Nej, nu…
Men så kom Ove farende fra soveværelset med et vredt mjav og angreb Emil.
Tag ham væk, Freja!
Der kom aldrig varme mellem de to.
Året efter blev Freja og Emil gift, men noget knasede. Emil begyndte at hakke på hendes madlavning, præcis som Lones eksmand engang havde gjort.
Hvad er det her? Det er jo ikke suppe, det er farvet vand! Kan du ikke lave mad?
Men madlavning har altid været Frejas stærke side. Hun lærte det af bedstemor. Alt andet kunne han ikke beklage sig over før Ove blev syg.
Hvad fejler han?! Emil stirrede vantro på regningen fra dyrlægen. Er du vanvittig? Jeg bruger ikke så meget på mig selv!
Ove er familie.
Ikke min! Han skal ud!
Netop den morgen fandt Freja ud af, hun var gravid. Hun ville vente med at fortælle det, men Ove mislykkedes igen med kattebakken, og hun måtte i dyreklinikken. Hvor Emil fandt hende.
Han, der ellers gik op i helbredet, kastede nu sin løbesko mod væggen og råbte:
Ud med den kat! Jeg vil ikke bruge flere penge på den.
Så sammen med mig! Freja tabte for en gangs skyld besindelsen.
Fint! Begge ud! Jeg skal ikke finde mig i det her!
Noget knækkede mellem dem. Nu vidste Freja det det var ikke en familie, hun ville have. Uden at sige mere tog hun Emils nøgler, kiggede ham i øjnene og bad ham gå:
Jeg venter et barn. Jeg skal ikke have stress og ballade. Katten forstår det du gør ikke. Gå nu. Når du er faldet ned, kan vi tale. Men nu beholder jeg både kattens og mit hjem.
Hun ventede, til han var ude, lod Ove kravle ind i kassen og spurgte:
Klar? Vi tager af sted nu. Det er tid at ændre noget vi starter med dig.
Ove kom sig, selv om alderen trykkede. Der ville komme flere ture til dyrlægen, og Frejas datter lille Astrid fik lov til at gøre alt ved Ove, allerede som baby. Han lod hende kramme og tumle sig, og da hun grinede højt, lagde han sig med en pote over hendes dyne.
Freja ville først kalde hende Lone, men hendes mor syntes, de skulle spørge Emil for selvom de ikke var sammen, skulle Astrid have to hjem, to sæt legetøj og kærlighed nok for begge forældre. Kærligheden ville skabe bånd trods alt andet.
Og Emil holdt, hvad han lovede: Astrid blev elsket i begge hjem.
Kun den gamle Ove kendte hele sandheden om den lille pige men hvorfor fortælle det? For én ting var sikkert: Er kattemor kærlig, bliver killingerne det også.
Hos Astrid var det i hvert fald sådan og en dag vil hun selv stå over sin babys vugge og sige: Hej, min elskede. Jeg har ventet så længe på digDu skal vide, du bestemmer selv, hvem der er din familie. Og du kan altid tage dem med hjem selv hvis de har ni liv og kun bruger det ene på dig.
