En datter til to
For længe siden, i en lille landsby nær Odense, mødtes Anna og Kristian, og kærligheden slog gnister fra første sekund. De havde kun været sammen i én måned, da Kristian på en gåtur sagde:
Anna, vil du gifte dig med mig?
Anna blev helt overrasket.
Hvordan? Som din kone? Vi har jo kun kendt hinanden i én måned
Og hvad så? Den måned var nok til, at jeg ved, du er min skæbne Jeg behøver ingen anden, du er alt for mig.
Åh, Kristian, jeg siger ja hun smålo og lagde sig ind til hans bryst.
Har du nu været for hurtig, min pige? moren undrede sig, er du mon gravid?
Nej, mor, det er ikke derfor. Kristian siger, han ikke kan leve uden mig, og jeg har det på samme måde Det er nok bare sådan kærlighed er, mor.
De, der først blev overraskede over det hurtige bryllup, forstod snart, at Anna og Kristian var født til hinanden. Man kunne tydeligt se, hvor nænsomt Kristian behandlede sin kone, og hvor meget Anna elskede og passede ham.
Deres kærlighed var ægte og dyb, men én ting mættede lykken. De ønskede begge at få børn men den ønskede graviditet lod vente på sig.
Kristian, vi må begge blive undersøgt måske er der en grund til, at jeg ikke kan blive gravid.
Det er jeg helt enig i, svarede Kristian straks.
Der var mange håb, lægebesøg, rejser og bønner men alt var forgæves. Anna kunne ikke blive gravid.
Anna, jeg har tænkt på, om vi skulle tage ud til børnehjemmet og adoptere et barn måske opdrage det som vores eget? foreslog Kristian forsigtigt.
Det vil jeg gerne svarede Anna med det samme. Hun havde længe drømt om et adoptivbarn, men frygtet, at Kristian ikke ville.
Så tager vi af sted, sagde Kristian. Jeg kender børnehjemmet. Når jeg vender hjem fra arbejde, kører jeg forbi det.
Da Anna og hendes mand kom til børnehjemmet, blev de mødt af mange små børn. Men én særlig lille pige med lyst hår og blå øjne løb hen til Anna og krammede hendes ben.
Mor! sagde pigen glad. Anna kunne slet ikke give slip.
Sådan kom lille Lise ind i deres hjem en livlig og glad pige, hendes latter lød som et lille rislende vandløb. Anna følte for alvor, at lykken var flyttet ind; hendes moderfølelser blomstrede, og hun elskede Lise højt. Også Kristian var helt forgabt i deres datter.
Alt var godt. Anna og Kristian boede i landsbyen, hvor folk kendte hinanden. Selvfølgelig vidste naboerne, at Lise var adoptivbarn. Mens Lise var lille, skabte det aldrig problemer. Men tiden gik, og Lise voksede op og begyndte i skolen. En dag fandt hun ud af, at hun ikke var deres biologiske barn.
Lise var fjorten år, da hun kom hjem og lavede ballade.
Mor, hvorfor har I aldrig fortalt mig, at jeg er adoptere? Jeg ved det nu jeg blev hentet fra børnehjemmet…
Rolig, min pige, vi ville fortælle dig det, når du blev ældre, så du ikke tog det så tungt… Men nu har du fået det at vide, det kan vi ikke gøre noget ved. Vi har altid frygtet det her.
Lise græd og råbte, trak sig ind og blev vred. Det var også den tid, hvor børn bliver teenager og prøver grænser af. Lise blev hård mod sine forældre, smækkede dørene, svarede igen.
Og midt i alt dette skete det uforudsete. Kristian omkom i en trafikulykke, da han var på vej hjem fra Odense sammen med en kollega. Det var lige før jul, og den voldsomme sne betød, de kørte galt.
Kristian var ofte på arbejdsrejse, og hvis han blev forsinket, sendte han et postkort mobiler var der jo ikke dengang. Da Anna mistede ham, var hun seksogfyrre år. Lise, i stedet for at støtte sin mor, blev endnu mere trodsig, forsvandt hjemmefra og lyttede ikke efter.
Anna kæmpede tappert for at nå ind til Lise, græd, bad, men hun råbte aldrig. Sådan levede de. Lise blev hurtigt voksen. En dag, efter gymnasiet, fortalte hun sin mor:
Jeg tager til København.
Anna kiggede op, træt, med viskestykket i hånden.
Vil du læse, min pige?
Nej, jeg vil forsøge at finde min biologiske mor
Anna blev tom for ord og spurgte tøvende:
Hvorfor? Er jeg ikke mor for dig?
Lise vendte sig mod vinduet og sagde efter lang tid:
Jeg må vide, hvem hun er. Jeg må forstå, hvorfor hun gav mig væk. Jeg har ret til det.
Ja, min pige, sagde Anna. Hun vidste, at intet kunne holde Lise tilbage.
Lise var næsten nitten, og hun pakkede hurtigt sine få ting i en lille taske, kyssede Anna på kinden og lovede at komme på besøg. Hun gik til busstopstedet og forsvandt. Anna stod tilbage, alene, med sorgen.
Tiden gik langsomt. Dage blev til måneder. Anna var nu på pension, og sad mange vinteraftener og gennemgik gamle postkort fra Kristian, gemt i en småkageæske med en snor omkring. Der var ikke mange det sidste havde gran grene på, gulnet af tid bagpå stod: Anna, jeg bliver tre dage længere. Jeg savner dig og kysser dig, din Kristian.
Anna strøg den skælvende hånd over kortet, holdt det tæt til brystet, som om hun krammede ham. Der var gået mange år, der var sket meget i hendes liv. Snart var det femogtyve år siden, Kristian døde.
Anna sad ofte ved vinduet, og minderne tonede frem. Tidligere gik hun ned til butikken og snakkede med andre kvinder, men nu kom hun sjældent udenfor kun til købmanden og hjem igen.
Gardinerne for vinduerne, postkassen tom, stilhed i huset. Glæden vendte hjem, når Lise kom på besøg med sine børn men det var sjældent. Ellers var Anna altid alene. På kommoden stod et foto af Kristian; han holder lille Lise i armene, begge smiler.
Åh, Kristian, hvor tidligt du forlod mig, talte Anna til ham. Jeg er helt alene nu.
Stilheden blev kun brudt af katten, Pjuske, som hoppede op og ned fra vindueskarmen og spandt højt. Anna fodrede ham, drak te og besluttede at gå i kiosken. Hun så på billedet, mens hun drak sin te.
Pludselig bankede nogen på havelågen.
Anna huskede, hvordan Lise engang varslede, at hun ville rejse til København for at finde sin biologiske mor. Anna genlevede det øjeblik igen og igen. Det var en grå og stille morgen. Anna sad i køkkenet med te, da der blev banket på havelågen.
Hun tog sko på, tog et sjal om sig og gik ud på gårdspladsen. Ved lågen stod en kvinde, betydeligt yngre end Anna, med triste øjne.
Goddag Er du Anna? Kvindens stemme var nervøs.
Ja, hvem er du?
Kvinden sagde lidt forkert:
Jeg er Lises mor… altså den anden mor, ja, biologisk Jeg hedder Karen… du forstår…
Anna blev kold indeni. Lise var rejst ikke så længe før og nu stod den biologiske mor her.
Er der sket noget med Lise, siden du er her? spurgte Anna nervøst har hun fundet dig?
Karen talte hurtigt og nervøst:
Lise er på hospitalet… I København, noget med maven… Vi gik i parken, hun fik ondt, satte sig på en bænk, blev bleg, og jeg ringede straks efter ambulance.
De stod og kiggede på hinanden i stilhed.
Lise har længe fundet mig, men har været bange for at fortælle dig det, Karen snøftede.
Åh, men kom indenfor, sagde Anna, lad os gå ind.
Anna lavede varm te, mens Karen satte sig ved bordet og begyndte:
Jeg var meget ung, da jeg fik Lise. Mine forældre var meget strenge og tvang mig til at give hende væk. Min kæreste forsvandt, så snart han fik besked, og mine forældre sagde, jeg ville blive smidt ud på gaden med barnet. Jeg skrev under på at give hende væk… Så mange år har jeg levet med det… Undskyld det er ikke vigtigt nu… Lise har bedt mig om at hente dig til hospitalet.
Anna rejste sig hurtigt.
Hvorfor har hun ikke ringet?
Hendes mobil eller rettere, hele hendes taske blev stjålet på bænken. Da ambulancen kom, glemte hun tasken. Da jeg kom tilbage, var den væk…
Åh Gud, min stakkels pige, hviskede Anna.
Hun gav mig din adresse og sagde: find min mor.
De to kvinder sad og mødtes i blik der var ingen fjendskab, kun bekymring og træthed.
Lad os tage afsted, sagde Anna, og låste døren. Vi må afsted hurtigt.
Den gamle bus sneglede sig mod København, og kvindernes tavshed blev til samtale.
Jeg er også alene, sukkede Karen. Min mand døde for tre år siden efter lang sygdom. Vi var sammen længe, men jeg kunne ikke få flere børn. Måske blev jeg straffet for at give Lise væk Det er mit skæbne
Så vi har kun Lise… sagde Anna stille.
Sådan er det… Vi har en datter til to, svarede Karen med melankolsk stemme.
På hospitalet spurgte sygeplejersken:
Hvem skal I besøge?
Vores datter, Lise Jensen, sagde Anna og Karen i kor.
Og hvem er I?
Moren, sagde de begge samtidig, grinede og kiggede på hinanden.
To mødre? Nå, bare kom ind.
Bleg og træt lå Lise i sengen med drop. Da hun så dem, smilede hun.
Mor… og mor… hviskede hun.
Anna kyssede hende først.
Helt stille, min pige, jeg er her hos dig, Karen satte sig ved siden af.
Nu skal det nok gå, min pige, du er ikke alene, sagde Karen og rettede dynen.
Længe sad de hos Lise. De snakkede om alt muligt.
Siden da fik Lise to mødre senere kom en mand og to sønner til. Og Anna og Karen havde én datter til to. De ser hinanden af og til og huset fyldes med liv og glæde, når de mødes.
Tak fordi du læste med, og for støtte og varme tanker. Held og lykke til jer alle.
