**En Datter for sig selv**
Mette kom ind i lejligheden og lyttede. Hurtigt smed hun frakken og skoene og gik lige ind til sin mor.
Hun lå på sengen oven på dynen. Øjnene var lukkede, og hænderne lå foldet på brystet.
“Mor!” råbte Mette forskrækket.
“Hvad skriger du for?” Mor åbnede langsomt øjnene.
“Du skræmte mig. Du lå der, som om…” Mette tav.
“Du venter bare på, at jeg skal dø. Det er ikke længe til nu,” mumlede kvinden surt. “Hvorfor er du så sent hjemme?”
“Mor, hvorfor siger du sådan noget? Jeg blev virkelig bange. Jeg var lige i supermarkedet efter arbejde. Jeg blev kun et kvarter længere,” undskyldte Mette. “Har du brug for noget? Så skal jeg lave mad.”
Mor havde været syg så længe Mette kunne huske. Hun gik til lægen som andre gik på arbejde. Hver gang kom hun hjem og klagede over, at lægerne var uduelige og penge under bordet. De kunne hverken behandle eller stille en diagnose.
Hun fik Mette sent, som 40-årig. “For mig selv,” som man siger. Mette havde aldrig kendt sin far. Mor afbrød altid samtaler om ham. Da Mette blev ældre, gennemsøgte hun alle fotoalbummerne – der var kun to – men der var ikke et eneste billede af en mand.
“Jeg brændte dem. Hvorfor gemme på en forræder?” svarede mor på Mettes spørgsmål. “Stol ikke på mænd, lille skat. Hold dig langt fra dem.”
Mor tillod ikke, at Mette tog på klasseudflugter, der varede længere end en dag.
“Vi har ikke penge til det. Du kan rejse, når du bliver stor. Men hvad hvis jeg bliver syg, og du ikke er her? Så dør jeg, og du står alene tilbage i verden,” sagde mor.
Ved den mindste ting greb hun sig til hjertet. Mette blev bange hver gang – både for mors anfald og for hendes dødssnak. Hun løb efter medicin. Hun havde lært, hvor det lå, hvad der var til hjertet og hvad der var til nerverne. Derfor drømte hun om at blive læge og helbrede mor.
Men der var ikke noget medicinstudium i deres by. At flytte for at studere var udelukket. Hvem skulle passe mor? De levede stramt, og efter mor gik på pension, var det svært at få enderne til at nå hinanden. Så efter gymnasiet begyndte Mette at arbejde.
Ikke langt fra deres hjem lå en lille advokatvirksomhed. Der var ingen jobopslag på døren, men Mette gik ind og spurgte alligevel. Tilfældigvis var der akkurat brug for hende.
Der arbejdede kun få medarbejdere. En gravid kvinde sad ved receptionen. Hun skrev klienter ind, svarede på opkald og klarede småopgaver. Om aftenen skulle hun feje kontoret og tømme skraldespanden – hun var også pedel.
Havde længe sagt til chefen, at hun ikke kunne bære spande og gøre rent længere. Men chefen tøvede. Når hun gik på barsel, ville de finde en afløser. Hvorfor hyre en ekstra? Mette kom som sendt fra himlen. En stilfærdig og velopdragen pige, de kunne stole på.
Gulvene skulle fejes ikke kun om aftenen, men også på dagtid, hvis vejret varMen da Mette en dag så sin lille datter smile, forstod hun, at kærlighed ikke er at binde nogen til sig, men at give dem vinger til at flyve.
