En datter til os begge
Forelskelsen mellem Astrid og Jens var øjeblikkelig, fra det allerførste blik. De havde kendt hinanden i en måned, da Jens pludselig på en hyggelig café i Aarhus sagde:
– Astrid, vil du gifte dig med mig? hun blev helt paf.
– Hvad? Gifte? vi har jo kun set hinanden i en måned.
– Og hvad så? Den måned var nok for mig til at vide, du er min skæbne… Jeg har ikke brug for andre. Der findes ikke andre kvinder for mig…
– Åh, Jens… Ja, jeg siger altså ja, – fniste hun stille og lagde sig ind til hans bryst.
– Astrid, har du nu ikke været for hurtig? mor spurgte skeptisk til Astrids beslutning, er du gravid?
– Nej, mor, du behøver ikke bekymre dig, det handler bare om kærlighed! Jens sagde, han ikke kan leve uden mig, og jeg har det på samme måde… Vi er bare forelskede, mor.
De, der undrede sig over deres hurtige bryllup, forstod hurtigt, at de virkelig passede sammen. Det var altid tydeligt, hvordan Jens passede på sin kone, og hun elskede og tog sig af ham.
Deres kærlighed var ægte og dyb, men der var én ting, som kastede skygge over deres lykke. Begge ønskede sig børn, men Astrid blev bare aldrig gravid.
– Jens, vi er nødt til at blive undersøgt, måske er der en årsag til, at jeg ikke kan få børn.
– Ja, selvfølgelig, – svarede Jens uden tøven.
Der blev håbet, spurgt læger, kørt mange ture til hospitaler og bedt bede, men det nyttede ingenting. Astrid kunne ikke blive gravid.
– Astrid, jeg tænker, måske skulle vi tage til børnehjemmet og adoptere et barn så kan vi opfostre barnet som vores eget, – foreslog Jens forsigtigt.
– Jeg vil så gerne, svarede Astrid næsten før han var færdig. Hun havde længe drømt om det, men været bange for, at han ville sige nej. Jeg har også tænkt på det…
– Lad os gøre det, sagde Jens. Jeg ved hvor børnehjemmet ligger, jeg kører tit forbi når jeg har arbejdet i Viborg.
Da Astrid og Jens kom til børnehjemmet, var der mange børn, som kiggede nervøst og trætte på dem. En lille lyshåret pige med klare blå øjne løb hen til Astrid og krammede hendes ben.
– Mor! sagde pigen glad, og Astrid kunne ikke give slip.
Sådan kom lille Signe ind i deres liv livsglad og smilende, hendes latter lød som en forårsbekkendt. Astrids moderfølelse blossede op, hun elskede Signe højt. Jens forgudede også deres lille datter.
Alt var godt. Astrid og Jens boede i et lille landsby i Midtjylland, hvor alle kendte hinanden. De fleste, især naboerne, vidste, at Signe var adoptivbarn. Så længe hun var lille, var der ingen problemer. Men tiden gik Signe voksede op, og da hun gik i fjerde klasse, hørte hun pludselig fra nogen, at hun ikke var deres biologiske datter, men adopteret.
Signe var fjorten år, da hun kom hjem fra skole og brød ud i gråd og vrede.
– Mor, hvorfor har I ikke fortalt mig, at jeg ikke er jeres eget barn? Jeg ved, I hentede mig fra børnehjemmet…
– Signe, rolig nu, vi ville fortælle det, men ville vente til du blev ældre. Så du ikke ville tage det så hårdt. Men der var nogen, der kom dig i forkøbet… Vi har altid frygtet det.
Signe græd og råbte, trak sig væk, blev vred. Hun var teenager, og det var slet ikke nemt. Hun blev spydig og slår hårdt igen, og nogle gange smækkede hun døren eller snerrede.
Og så, midt i alt det, skete noget uventet: Jens døde i en trafikulykke. Astrid var helt ude af sig selv, da hun fik besked. Det skete på vej hjem fra Aarhus, hvor Jens og hans kollega var på vej tilbage fra en arbejdsrejse. Det var lige før jul kraftig sne gjorde, at bilen kørte galt.
Jens var ofte væk på rejser. Hvis han blev forsinket, sendte han postkort der var endnu ingen telefoner. Astrid var 46 år gammel, da hun blev alene. Signe reagerede med at gøre oprør hun var meget hård mod sin mor, forlod huset og lod ikke til at bryde sig om Astrids sorg.
Astrid prøvede alt for at nå ind til Signe, hun græd og bad, men hun skældte aldrig ud. Sådan gik livet med dem to. Signe voksede hurtigt op. En dag, lige efter hun var færdig med gymnasiet, sagde hun til sin mor:
– Jeg rejser til København, sagde Signe bestemt.
Astrid så på hende, mens hun holdt et viskestykke.
– Vil du studere, min pige?
– Nej, jeg vil prøve at finde min biologiske mor…
Astrid blev chokeret, hun spurgte forsigtigt:
– Hvorfor, Signe? Er jeg ikke din mor?
Signe vendte sig mod vinduet og sagde intet længe.
– Jeg må vide, hvem hun er. Jeg er nødt til at forstå, hvorfor hun gav mig væk, hvorfor hun forlod mig. Jeg har ret til det.
– Det har du, Signe, sagde Astrid. Hun vidste, at ingen argumenter kunne stoppe hende.
Signe var næsten nitten, da hun forlod hjemmet med sine få ting i en lille taske, gav Astrid et hurtigt kys på kinden og lovede at besøge indimellem. Astrid stod tilbage og så efter datteren ved busholdepladsen. Astrid var nu alene.
Tiden gik langsomt. Astrid var pensionist, hun sad ofte med Jens gamle postkort i en konfektæske bundet med silkebånd. Der var kun få postkort det sidste med granris, gulnet af tiden, hvor der stod bagpå: “Astrid, jeg bliver et par dage ekstra savner dig og kysser dig, din Jens.”
Astrid lod fingerspidserne glide over kortet, trykkede det til sit bryst, som om hun kunne omfavne ham igen. Mange år var gået, mange ting havde forandret sig. Det var næsten 25 år siden Jens døde.
Astrid sad i vinduet, omsluttet af minder. Hun var træt før kunne hun sidde med de andre damer på bænkene ved Brugsen, nu gik hun kun ud for at handle.
Gardinerne var trukket for, postkassen var tom, og der var stille i huset. Det blev kun livligt, når Signe kom forbi med sine børn men det var sjældent. På kommoden stod et billede af Jens, der holder lille Signe i armene, begge smilende.
– Åh Jens, hvor du gik tidligt… Du lod mig blive helt alene, hviskede hun. Nu har jeg kun mig selv.
Der var stille, kun katten Felix brød stilheden af og til når han hoppede ned fra vinduet og spandt ved Astrid. Hun fodrede Felix, drak lidt te, og besluttede at hun måtte en tur i Brugsen i dag. Hun gik ind i stuen og kiggede på billedet.
Mens hun sad med sin te, bankede det pludselig på lågen. Hun huskede, hvordan Signe dengang annoncerede, hun ville rejse til København for at finde den biologiske mor. Astrid mærkede den gamle sorg den morgen var grå og stille, hun sad i køkkenet og havde lige brygget te, da det bankede.
Hun tog sko på, lagde et sjal om skuldrene og gik ud der stod en kvinde, langt yngre end Astrid, med triste øjne.
– Goddag Er det Astrid? stemmen rystede.
– Ja, det er mig. Hvem er du?
Den fremmede veg tilbage, stod og snoede hænderne.
– Jeg er Signes mor… altså hendes anden mor… biologisk mor… jeg hedder Karen… Du forstår nok, – sagde hun forvirret.
Det løb Astrid koldt ned ad ryggen. Signe var ikke længe flyttet til byen, og nu stod hendes biologiske mor her?
– Er der sket noget med Signe, siden du er her? spurgte Astrid bekymret hun har fundet dig
Karen talte hurtigt:
– Signe er på hospitalet i København… Der er noget med hendes mave… Vi var ude at gå i parken, hun fik ondt og satte sig på en bænk, blev bleg, jeg ringede straks til 112.
De stod og så på hinanden.
– Signe har fundet mig for længe siden, men hun har ikke turdet fortælle dig det, Karen snøftede.
– Ej, kommer du ikke indenfor? Astrid vågnede op kom med ind.
Astrid gav Karen en varm kop te ved køkkenbordet, hvor Karen fortalte:
– Jeg var kun 18, da jeg fik Signe. Mine forældre var så strenge og tvang mig til at opgive hende. Min kæreste forsvandt straks efter, og mine forældre truede med at smide mig ud med barnet. Jeg skrev fra i fødeafdelingen Har levet med det lige siden Men vi må hellere snakke om Signe nu. Hun ville så gerne have dig til at komme til hospitalet.
Astrid sprang op.
– Hvorfor ringede hun ikke selv?
– Hendes telefon blev stjålet, faktisk hele tasken. Da ambulance kom, blev hun taget med, tasken lå stadig på bænken, men da jeg vendte tilbage var den væk…
– Åh, min stakkels pige, hviskede Astrid.
– Hun gav mig din adresse, sagde: “Find min mor”.
Begge kvinder blev stille, deres blikke mødtes der var hverken fjendtlighed eller vrede, kun bekymring og træthed.
– Lad os tage af sted sagde Astrid, låste døren vi må afsted nu!
Den gamle bus gik langsomt Astrid og Karen sagde ikke meget i starten, men efterhånden fandt de hinanden.
– Jeg er også alene, sukkede Karen min mand døde for tre år siden, alvorligt syg. Vi var sammen længe, men jeg kunne ikke få flere børn. Jeg ved, det er min straf for at give Signe fra mig Ja, det er min skæbne…
– Så ud over Signe har ingen af os andre, sagde Astrid.
– Det er rigtigt Vi har kun én datter sammen, svarede Karen trist.
På hospitalet spurgte receptionisten:
– Hvem søger I?
– Signe Nielsen, sagde de begge i munden på hinanden.
– Hvad er jeres relation?
– Mødre sagde de begge, sendte hinanden et blik og lo.
– To mødre? Nå, så kom ind
Blege Signe lå under drop. Da hun så dem, smilede hun.
– Mor… og mor… sagde hun stille.
Astrid kyssede hende først.
– Rolig, min pige, jeg er her, Karen satte sig ved hendes side.
– Nu skal det nok gå, du er ikke alene længere, sagde Karen og rettede dynen.
De blev hos Signe længe og talte om det hele.
Fra da af havde Signe to mødre senere kom mand og to sønner til. Astrid og Karen har én datter sammen. De mødes sjældent men samles alle på en gang.
Tak fordi du læste med, tak for opbakning og støtte. Kun det bedste og god vind til alle!
