En kvinde på seksoghalvtreds år begyndte at mærke alderen trykke. Der var ikke noget mærkeligt i det det er helt normalt. Tiden var kommet. Men hun blev skrækslagen, når hun så sig selv i spejlet. For aldringen skete så hurtigt, som om nogen hver dag stjal hendes ungdom og skønhed og malede år på hendes ansigt.
For ikke så længe siden havde hun ellers set strålende ud! Selv den gamle mand, som dagligt sad på bænken i gården uanset vejret, plejede altid at sige til hende: Hvor ser De dog godt ud! De er sådan en smuk pige!
Kvinde gik forbi den svage gamle herre. Han løftede sin hat eller skindhue på galant vis, og sagde de samme venlige ord: Hvor ser De dog godt ud! De er sådan en smuk pige! Hun gik videre mod arbejdet med et smil, og hele dagen modtog hun flere komplimenter. Hun så virkelig fantastisk ud.
Pludselig gik det op for hende, at hun ikke havde set den gamle mand længe. Bænken var tom. Hun spurgte naboerne og fik at vide, at han var blevet sendt på plejehjem. Hans familie boede i andre danske byer og kunne ikke passe ham, og nu hvor han var blevet halvfems, havde han brug for pleje og behandling.
Tankerne om alderdom gled i baggrunden, og kvinden tænkte kun på den gamle herre, som hun nu vidste hed Børge Madsen. Hun fandt adressen, købte lidt chokolade og hjemmebagte småkager, og besøgte ham en søndag på plejehjemmet.
Hun fandt Børge i en gyngestol med en varm grød, toppet med smør. Da han så hende, lyste han op og sagde: Åh, hvor er det dejligt at se Dem! De ser så godt ud! De er en rigtig smuk pige!
De andre beboere kom også hen, hilste og sagde pæne ord. De roste hende. Da hun senere så sig i spejlet derhjemme, lagde hun mærke til de røde kinder, de funklende øjne, håret der pludselig bølgede, og rynkerne, som syntes glattet ud. Hun så tiltalende ud ja, næsten yngre end før. Det var, som om ungdommen og skønheden var vendt tilbage. Et lille mirakel.
Efter det begyndte hun at komme på plejehjemmet hver søndag. Hun hjalp til, lavede aktiviteter, dansede med de ældre for hun var danselærer. Ikke for at holde sig ung, men fordi det føltes godt at kunne glæde andre. At være nogen for nogen. At blive mødt med varme og hjertelighed, og at høre Hvor ser De godt ud! helt inde fra hjertet.
Andre mennesker kan være vores spejl. Ikke et almindeligt, men et magisk et. Efter at have mødt et menneske kan man blomstre op, ranke ryggen, få lethed i skridtet, øjnene lyser, læberne smiler Og andre kan gøre én slap, tung og gammel.
Derfor må vi passe på de magiske spejle mennesker, der oprigtigt siger noget godt. Værn om de ældre. Så længe de findes, er vi stadig unge og kan gøre en forskel. Det tænker denne kvinde, som fandt sin ungdom og skønhed igen. Og hun har så evigt ret.
