En ældre dansk dame, Birthe, havde i et underligt og mærkeligt drømmespind skaffet sig en stor hvalp af racen grønlandshund. Den lille Kamma voksede og voksede, og holdt hele tiden et vågent øje med det lille røde træhus ved Odense Fjord, så ikke nogen fremmede nærmede sig haven, hvor solbærbuske, kaffegrums og gamle aviser flød sammen i ét. Hun spiste dagligt en hel balje mad på rekordtid. Når kløen meldte sig, skrabte hun ryggen så hårdt op ad det skæve stakit, at brædderne blev skæve i natten. Indimellem forsøgte hun som i et ulogisk drømmespil at snuppe Birthe med snuden, når hun trissede forbi i sine hjemmestrikkede uldsokker. For hvad skal en grønlandshund bruge tiden på, hvis ikke bare lidt spas?
Men tiden var en sløjfe, og en grå morgen stoppede Birthes hjerte, ikke på grund af Kamma selvfølgelig bare lige før hun blev 90. Alt udviskedes; fuglene tav, og haven lå stille. En dag dukkede børn og børnebørn op med fynsk dialekt, trådte ind gennem brombærkrat og regnvåde græsgange, hvor Birthe havde levet sit liv. Og dér sad Kamma i sin tunge lænke og så på dem alle med et blik, som om hun havde drømt sig til denne dag: hvem ville sige nej til et herligt selskab fyldt med vitaminer og uendelige smørrebrød? Stemningen blev mærkelig, så surrealistisk som en dansk tv-serie hvad nu med hunden?
Det virkede urimeligt at aflive hende. At bo side om side føltes skræmmende. At lade hende gå løs i Skandinavien ingen kunne bære den skæbne. I sorg og latter besluttedes det at finde et nyt godt hjem til Kamma og hvis det krævede, blev der givet en god pose danske kroner oveni. For den, der ville tage glubske Kamma ind, sparede man ikke på noget.
Efter tre kopper kaffe og meget rugbrød fandt de Viggo, en sær dansk mand med mærkelige drømme, der altid havde ønsket sig at fodre en stor hund fra balje og klø bag ørerne med en rive. Psyken kan tage mærkelige veje, selv i stille villakvarterer. Dyrlægen blev tilkaldt et navn man i drømme ikke rigtig kan huske.
Handlingsplanen blev kridtet op som til en fodboldkamp: sovemedicin, hurtig flytning, og måske et Fadervor eller et stykke wienerbrød til held for den nye ejer. Måske skulle man tænde et lys man vidste jo aldrig om det var for livet eller for sjælen. Alt var drømmens regler.
På det aftalte tid kom dyrlægen med sin forvoksede sprøjte som fra en tegneserie. Et hurtigt skud, og Kamma gled ind i Morfeus hvide skyer. De løsnede kæden, svøbte hende ind i et falmet vattæppe fra Bilka og slæbte hende boblende afsted.
De lagde hende bagi stationcarens bagagerum, der var så stor og mærkeligt forbundet med kabinen, som om bilen drømte at være sit eget dyr. Dyrlægen satte sig fortil for komfortens skyld, mens Viggo tog rattet med ikke et blik på vejen ud af Odense. Bagerst sad børn og børnebørn, klaustrofobisk tætpakket med blomster og ost.
Midt på motorvejen begyndte Kamma at vågne, duggede øjne kiggede rundt. Mennesker overalt. De stirrede tilbage i tavshedens drømmeluft.
Dyrlægen sank sammen over rattet, Viggos øjne blev store som rugbrødsskiver. Ikke en eneste gang vovede han at se fremad; pludselig betød det ikke noget, at han førte vognen.
Spøjst, tænkte Kamma nysgerrigt.
Gad vide, om der findes et hundeparadis, tænkte de andre og sukkede.
Kamma kravlede straks mod forsædet, tættere på de mennesker, man drømte om at blive elsket af. Og mens Viggo desperat overvejede at kaste sig ud af bilen, og familien så på, snudede Kamma sig igennem alle: hun slikkede hele den fynske familie, dyrlægen med (selvom han havde brugt sprøjten; han var jo bare en mærkelig drømmefigur), og især Viggo måske kunne de to sjæle mødes i drømmen om et nyt hjem.
Pludselig gik det op for dem alle, at Kamma slet ikke var en menneskeæder, og de sad den øvrige rute drivvåde: ovenfra af hundesavl, underfra af deres egne overvældende drømmefølelser, da Kamma vågnede. Det hele flød sammen: historien, huset ved fjorden, mærkelige kærlighedsdyr og dansk regn.
Min egen elskede sommerhusgrund, under regnvejr og svævende snemænd.
