En dag så jeg min tilfredse søster i supermarkedet, gående hånd i hånd med en distingveret herre, og begge bar vielsesringe.
Astrid havde en tvillingsøster, der hed Agnes. De havde været bedste venner siden fødslen. De legede altid sammen, delte hemmeligheder og fik endda skældud sammen. Hvis det var nødvendigt, forsvarede de hinanden. De gik i ens tøj. Selv da de blev ældre og selv kunne vælge deres beklædning, holdt de fast i at ligne hinanden de var stolte af at være tvillinger.
Pigerne voksede op med deres forældre i beskedne kår. Familien havde et almindeligt indkomstgrundlag. Da Astrid rejste til København for at studere, ville Agnes følge hendes eksempel, men det kunne hun ikke komme til. Hun blev derfor dybt skuffet, ligesom deres forældre. Kun forældrene kæmpede for at betale skolepenge for, at begge døtre skulle have mulighed for en god uddannelse. Agnes skammede sig meget, for pengene var knappe for hendes skyld, og hun følte sig som en byrde. Hun var flov til rødmen. Uanset hvor meget hun anstrengte sig, lykkedes det aldrig at få budgettet til at hænge sammen.
En aften til aftensmaden havde tvillingernes mormor fået lidt for meget snaps og kom til at afsløre en hemmelighed. Det viste sig, at da forældrene fik tvillinger, havde de overvejet at bortadoptere den yngste i frygt for ikke at kunne klare to børn. Og den yngste var Agnes.
Agnes blev forbløffet og forarget over den uretfærdighed. Intet kunne trøste hende, selv om familien forsøgte. Hun følte sig elsket mindre end sin søster og besluttede derfor at hævne sig på forældrene hun gik ud og hentede Astrids papirer fra universitetet.
Hun begyndte også at give Astrid skylden for alt mente, at før Astrid kom til verden, var ingen faldet på idéen om at bortadoptere Agnes. At hun kunne have været familiens elskede eneste barn. At kun hun ville have fået al omsorg. Derfra gik alt i familien op i limningen. De to søstre begyndte at leve hver deres liv og gled væk fra hinanden.
Astrid fandt sig en mand, blev gift med ham og fik en søn. Søstrene så aldrig længere hinanden. Kun én gang mødtes de i barndomshjemmet. Men Agnes havde ikke meget tilovers for Astrid hun var spydig og kritiserede sin søsters udseende.
Senere stødte de tilfældigt ind i hinanden i indkøbscenteret i Odense. Agnes fremstod elegant ved siden af en mand, som tydeligvis havde både penge og status. Astrid tænkte, det måtte være Agnes mand.
Hun rakte begejstret hånden frem, men Agnes trak sig straks væk og lod som om, hun ikke kendte hende. Astrid blev stående, overrumplet, mens Agnes gik ud og satte sig ind i en dyr bil.
Senere måtte de igen mødes hjemme hos forældrene. Agnes gik direkte i rette med Astrid og sagde hun ikke så ordentlig ud. At hun ikke var ordentligt repræsenteret og fremstod sjusket, og det var en skam.
Et gran af sandhed var der måske: Astrid havde krøllet hår, brugte aldrig makeup og gik mest i komfortabelt tøj. Agnes derimod brugte altid makeup, satte håret, gik med kontaktlinser fremfor briller og havde råd til forskellige skønhedsbehandlinger.
Astrid blev meget såret over søsterens udtalelser. Hun følte sig ikke dårligere hun havde også mand og barn, og hun begyndte at betro sig til deres mor om den frustration, hun havde samlet op gennem årene. Hun forstod ikke, hvordan den søster hun engang var så tæt med, havde ændret sig til det modsatte. Hvor kom al den vrede fra?
Moderen bad bare Astrid om at lade fortiden ligge og ikke bære nag mod Agnes. Hun bad hende lade hende være lykkelig og for alt i verden ikke opsøge hende eller ødelægge hendes liv.
Fra den dag kunne Astrid kun besøge forældrene, hvis hun ringede eller blev inviteret først, så hun ikke løb ind i Agnes. Sådan ændrede ét øjeblik samt alles liv i familien sig for altid.
