Det var engang for mange år siden, at min fjerne tante ringede til mig og inviterede mig til brylluppet for hendes datter min grandniece, som jeg sidst havde set, da hun var seks. I hendes seksårige alder.
Jeg har aldrig haft det store familiære engagement, men forsøget på at slippe udenom mislykkedes.
“Så kan vi i det mindste mødes én gang hvert tyvende år, bare prøv at blive væk,” sagde min tante i telefonen med en klang af trussel.
Invitationen, pyntet med duepar og roser fra Melia og Andreas, kom med posten, og nogle dage før blev jeg også mindet om det jeg havde ikke noget valg.
Nå, ja, så var den lørdag også tabt, men hvad kunne jeg gøre?
Så jeg ankom til restauranten i København med en buket blomster, elendigt humør og håb om at kunne forsvinde ud af bagdøren efter en times tid. Jeg gik ind i festsalen, hvor jeg blev sat til bords med nogle muntre unge mænd brudgommens venner som efter et par glas begyndte at fortælle, hvor fantastisk en “tante” jeg dog var, og at jeg da slet ikke lignede en tante. Stemningen lettede, og vi begyndte rigtigt at more os sammen.
Bruden genkendte jeg selvsagt ikke. Alle de år havde forvandlet hende fra en mørkhåret mus til en fyldig blondine med imponerende barm. Jeg kunne bedre lide hende, da hun lignede en mus.
Alt i alt var stemningen tung: et hav af forbitrede tanter og onkler, en brudgom med jaget blik, en brud, der kun vidste alt for godt, hvor smuk hun var, og hvis det ikke var for vores selskab, kunne det hele lige så godt have været en begravelse. Tanterne sendte mig uglesete blikke.
Første runde med skåltaler havde jeg allerede misset, men nu kom anden runde og det var min tur. Toastmasteren, som havde fundet ud af, hvem jeg var, annoncerede glad:
“Nu vil den unge, smukke tante til bruden sige et par ord til de nygifte!”
Jeg rejste mig og sagde med varme i stemmen:
“Kære Melia og Andreas!”
Så blev der helt stille, og lige i det øjeblik gik det op for mig, at jeg slet ikke kunne få øje på min tante, og hun var næppe forandret så meget, at jeg ikke skulle kunne genkende hende.
“Bruden hedder Helle,” hvæsede en tante overfor mig, klædt i lyserød. “Og brudgommen han hedder Morten.”
“Helle? Morten?” spurgte jeg forvirret.
“De kommer bare for at spise og drikke gratis til andres fester,” sukkede tanten. “Vi havde sådan en type til afskedsfesten, da Søren skulle i militæret. Det var kun med nød og næppe, vi fik hende ud. Folk har hverken skam eller samvittighed længere.”
Den bemærkning ændrede alt. Pludselig kunne jeg mærke alles skarpe blik på mig. Folk begyndte at rykke nærmere, som om de hver især ville tage sagen i egen hånd. Ærmerne blev endnu ikke smøget op, men det var tæt på.
“Men jamen Se, jeg har jo invitationen!” råbte jeg, mens jeg viftede med kortet. “Her står det tydeligt: Melia og Andreas, Restaurant Bellahøj, festsalen.”
En tjeners stemme afbrød situationen:
“Undskyld, frøken Vi har faktisk endnu en festsal ovenpå. Måske leder De efter selskabet der?”
“Ja, ja, selvfølgelig hun vil bare have gratis mad, markeret sig hernede, og så vil hun op og spise deroppe også,” smed tanten i lyserød ud. “Hvilket frækhed! Sådan nogle selektive og beregnende kvinder.”
“Frækhed er nu andet lykke,” indkastede en anden tante, denne i limegrøn, ganske ubehagelig.
Jeg lignede hverken en snyder eller eventyrer. Men det hjalp ikke meget, det var tydeligvis ikke hvad de andre så. Brudgommens venner tog mit parti og forsvarede mig, men straks kom det fra tanten i lilla:
“Hun har allerede slået benene væk under mændene!”
Og damen i lyserød tilføjede:
“Sådan én snuppede vores hovedbogholders mand. Skulle man bare vende ryggen til straks hapser de, det værste rakkerpak.”
Jeg havde nu aldrig stjålet andres ægtemænd, men begyndte at føle mig som den værste hjembringer. Jeg nåede endda at kigge mig omkring blandt mændene måske kunne det jo være værd at prøve, når jeg nu alligevel blev dømt for det.
Takket være den opmærksomme tjener hentede jeg min tante oppe fra den rigtige sal. Hun indså straks situationens pinlighed og svor på, at hun kendte mig, mens hun sendte sære blikke både til mig og resten som om hun ville undskylde, at jeg altid havde haft lidt for meget fantasi.
Så blev jeg eskorteret ned til det korrekte selskab, hvor den mørkhårede skønhed Melia og jeg husker ikke helt hvilken Andreas ventede, og hvor jeg blev trakteret med alskens stærke drikke efter forskrækkelsen.
Heldigvis havde jeg ikke nået at aflevere gaven.
Men det var stadig brudgommens venner fra den første fejlslagne fest, der fulgte mig ud, da jeg gik hjem.
En dag ringede min fjernslægtede tante og inviterede mig til sin datters – min fjernslægtede kusines…
