Forbudt kærlighed kan være ret smertefuldt tro mig, jeg har prøvet det men min udgave var såmænd lidt mere kringlet. På andet år på universitetet faldt jeg pladask for en skøn pige ved navn Regitze. Hun var både smuk, kvik og sød, men min mor syntes, at hendes familie var for almindelig. Ifølge mor var Regitze under min standard og mente helst, jeg skulle date én med lidt mere vægt gerne en med et dobbelt efternavn og egen sommerhus på Rørvig.
På trods af mors skeptiske miner og overdrevne bekymringer begyndte jeg at date Regitze alligevel. Men så ud af det blå fik jeg et brev fra hende. Hun kunne ikke længere holde ud, at min mor konstant blandede sig og pressede hende, så Regitze havde besluttet at gå fra mig. Det sendte mig direkte ud i en heftig ordkrig med min mor, og jeg pakkede straks mine ting og flyttede for at få lidt fred og ro for den evige indblanding. Alligevel kunne jeg ikke få Regitze ud af hovedet og fattede ikke, hvordan hun bare kunne droppe mig sådan.
Så naturligvis, som i enhver god dansk soap dukkede Regitze op en kølig eftermiddag, mens jeg bar affaldsposen ned. Hun stod på min trappeflise med tårerne trillende. Bekymret over hendes tilstand inviterede jeg hende ind i varmen, og dér fortalte hun mig sandheden: Min mor havde snedigt skrevet brevet og fået det til at se ud, som om Regitze slog op, mens hun samtidigt havde udpenslet, at jeg allerede havde fundet en ny og var flyttet sammen med hende.
Da vi fandt ud af, hvad der var sket, fik vi hurtigt genoplivet forholdet og boede sammen i kærlighed og glæde, fast besluttet på ikke at lade sociale hierarkier spænde ben for os. Vi fandt trøst hos hinanden og vidste nu, at vores kærlighed sagtens kunne overleve tante Erna og mors høje standarder. Fra den dag krydsede vi livets brosten sammen hånd i hånd uden at lade folks meninger bestemme, om vi måtte være glade eller ej.
