Ved du hvad, jeg bliver simpelthen nødt til at fortælle dig, hvad jeg lige har været igennem det hele føles som noget, der kun sker i en dårlig TV-serie! Så Lærkes forældre gav os den vildeste bryllupsgave en lejlighed! Officielt overrakte de os nøglerne og sagde, at nu var vi ejerene, men den var helt nybygget og kun købt råt fra ny, så vi skulle selv igennem alt det med at få den gjort klar. Lærkes mor sagde direkte, at når nu de havde givet os en lejlighed, så burde mine forældre hjælpe med at finansiere renoveringen. Mine egne forældre havde allerede givet os et godt beløb før brylluppet, men de gik alligevel med til at smide lidt flere penge og hjælpe til med det praktiske.
Vi gik straks i gang med renoveringen efter brylluppet. Min far, som jo er håndværker, fik fikset alt det nødvendige, købte materialer og knoklede sammen med mig. Lærke var også tit med på sidelinjen og hjalp til, så godt hun kunne.
Engang imellem kom Lærkes far også forbi og gav en hånd med. Vi besluttede, at vi ikke ville leje noget andet imens, for så kunne vi spare nogle penge og bo midlertidigt hos Lærkes forældre.
En dag ledte jeg efter nogle papirer. Da jeg rodede lidt rundt, faldt jeg over dokumenterne på lejligheden og blev fuldstændig paf og mega frustreret, da jeg så, at det faktisk var min svigermor, Jytte, der stod som ejer!
Samme aften skulle min far og jeg egentlig ud og købe fliser til badeværelset, men jeg bad ham om, at vi lige udsatte det en dag, for jeg havde brug for at snakke det hele igennem og finde ud af, hvad pokker det betød.
Da vi var samlet hjemme, spurgte jeg helt åbent: Hvorfor er det egentlig moren, der står som ejer på vores lejlighed? Hvorfor ikke Lærke?
Jytte svarede bare: Ej, du lyder som et barn! Selvfølgelig for ikke at såre vores Lærke.
Hvad mener du? Sagde jeg.
Jamen, hvis nu I bliver skilt, og du skal have halvdelen af VORES lejlighed!
Jeres? Synes du, det er fair, at min far og jeg knokler i lejligheden og spytter en halv lejligheds værdi ind i renoveringen? Og tror du virkelig, vi skal skilles vi blev jo lige gift!
Mor, jeg har altså bedt dig om at overdrage lejligheden til mig, mumlede Lærke.
Så du vidste godt, det var sådan, spurgte jeg hende.
Nej, altså… Jo, jeg vidste det, men jeg HAR sagt til hende, at den bør stå i mit navn!
Hold da op, Lærke, sikken start på ægteskabet det kunne næsten ikke være værre end at starte med en løgn
Nu har jeg boet nogle dage hos mine forældre. Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal stille op. Lærke prøver at tale med mig, men jeg har brug for tid til at tænke. Jeg havde bare aldrig regnet med, at hendes forældre ville gå så langt. Men måske er der bare sådan forældre er Jeg aner virkelig ikke, om jeg skal blive eller gå i sådan en situation.






