En dag kaldte min far mig ind på sit værelse: han ville tale om noget alvorligt – eller det sagde han i hvert fald. For at være ærlig, blev jeg lidt bekymret. I stuen ventede en kvinde på mig. Min familie drejer sig om min far, som har opfostret mig, taget sig af mig og givet mig ubetinget støtte. Efter jeg blev født, forlod min mor os, og min far valgte ikke at gifte sig igen, sikkert fordi han frygtede at blive såret endnu engang. Livet har ikke altid været let for min far, og jeg ønskede at blive voksen hurtigere, så jeg kunne støtte ham i alt det, han måtte klare som ansvarlig for vores lille familie. På grund af vores økonomiske situation begyndte jeg at arbejde som 15-årig. Jeg skrev artikler til lokale aviser, og efter 3 år fik jeg et bedre job. Nogle år senere fandt jeg et kontorjob, som gjorde mig økonomisk uafhængig og i stand til både at forsørge mig selv og min far. En dag kaldte min far mig til en alvorlig samtale – eller sådan sagde han det i hvert fald. Jeg blev lidt urolig. I stuen ventede en kvinde, som ifølge min far var min mor. Da hun så mig, brød hun ud i gråd, bad om tilgivelse og prøvede at kramme mig, men jeg kunne ikke få mig selv til at gengælde krammet. Jeg trak mig forsigtigt væk og gik min vej uden et ord, og lod de gamle være alene tilbage. Jeg besluttede at lade min far håndtere situationen, som han syntes var bedst. Jeg kan ikke tilgive nogen, der så skånselsløst forlod mig og min far, og som ikke engang har gidet ønske mig tillykke med fødselsdagen efter så mange år.

Kære dagbog,

I dag blev jeg kaldt ind i min fars stue til en samtale, der ifølge ham var vigtig. Jeg skal indrømme, at jeg blev en smule nervøs, for stemningen var usædvanlig alvorlig. Inde i stuen ventede en kvinde en fremmed, som jeg aldrig havde set før.

Hele mit liv har min familie kredset omkring min far. Han har opdraget mig alene efter min mor rejste da jeg var spæd. Han valgte aldrig at gifte sig igen, nok af frygt for at blive såret endnu en gang. Livet har ofte været hårdt for min far, og jeg har altid ønsket at vokse hurtigt op, så jeg kunne støtte ham og tage min del af ansvaret.

Vores økonomi har aldrig været prangende. Allerede som 15-årig begyndte jeg at tage småjobs jeg skrev artikler til lokale aviser i Odense, og efter tre år fik jeg et bedre job. Efter endnu et par år fik jeg arbejde på kontor, hvilket gjorde mig økonomisk uafhængig. Jeg kunne forsørge både mig selv og min far, hvilket gav mig en indre ro.

Så i dag, da min far sagde, at vi skulle have en seriøs snak, blev jeg drømmende igen grebet af uro. Inde i stuen sad kvinden, som skulle det vise sig var min mor. Da hun fik øje på mig begyndte hun straks at græde, bad om tilgivelse og lagde armene om mig. Men jeg kunne ikke få mig selv til at gengælde omfavnelsen. Jeg trak mig forsigtigt væk og forlod stuen uden et ord, så de to voksne fik lov at tale alene. Jeg tænkte, at min far selv måtte håndtere situationen, som han fandt bedst.

Jeg kan ikke tilgive én, der forlod både mig og min far uden et blik tilbage uden at skrive et julekort eller sende en enkelt hilsen fødselsdage igennem så mange år. Nogle sår i hjertet læger tiden ikke, uanset hvor meget man måske ønsker det.