Min familie drejer sig om min far, som har opdraget mig, taget sig af mig og givet mig al den støtte, jeg har haft brug for. Efter jeg blev født, forlod min mor os, og min far valgte aldrig at gifte sig igen måske fordi han var bange for at blive såret endnu en gang. Livet har ikke altid været let for ham, og jeg har altid ønsket at blive voksen hurtigt, så jeg kunne støtte ham i alle de ting, han har måttet tage ansvar for.
Med vores økonomiske situation begyndte jeg at arbejde allerede som 15-årig. Jeg skrev artikler til lokalaviserne i København, og efter tre år fik jeg et bedre job. Nogle år senere fik jeg et kontorjob, der gjorde det muligt for mig at være uafhængig og forsørge både mig selv og min far. En dag kaldte min far mig til en alvorlig samtale, i hvert fald som han sagde. Jeg var lidt nervøs. I stuen ventede en kvinde, som ifølge min far var min mor.
Da hun fik øje på mig, begyndte hun at græde, undskyldte sig og forsøgte at give mig et kram, men jeg kunne ikke tage mig sammen til at omfavne hende. Jeg trak mig forsigtigt væk og forlod rummet uden et ord, mens jeg lod de voksne være alene. Jeg besluttede at lade min far håndtere situationen, som han fandt bedst. Jeg kan ikke tilgive nogen, der uden at tøve forlod min far og mig og end ikke har bekymret sig om at ønske mig tillykke med fødselsdagen alle de år.
