En dag, da hun kom tilbage fra en gåtur, bemærkede hun, at noget ikke var som det skulle være derhjemme. Hun var forsigtig. Ræd gik hun gennem lejligheden og så, at klædeskabsdøren stod åben, som om nogen anden havde rodet i den. Da hun kiggede nærmere, opdagede hun, at der manglede penge, guldringe og kæder fra hendes kasse. Forbløffet satte hun sig på sofaen og tog sig til hovedet. Minutter senere væltede følelserne ind med tårer. Nej, det var ikke pengene og guldet. Hun var blevet bedraget igen. Så let og simpelt. Hendes godtroenhed, sympati, endda kærlighed.
Lise var ude for at gøre rent på trappeopgangen, det var hendes tur i dag. På reposen stod en ung mand lænet mod rækværket.
“Her må du ikke ryge,” sagde hun skarpt og misbilligende. “Alle har altaner, eller du kan gå udenfor, der er en bænk og en askebæger. Hvem er du egentlig?”
“Vil du mødes?” smilede han. “Jeg hedder Mads, hvad hedder du?”
“Hvad?!” sagde Lise vredt.
Så åbnede døren overfor, og naboen Anna kiggede ud.
“Lise, hej. Mads, kom indenfor, vi venter på dig,” blinkede Anna til Lise og trak Mads ind i lejligheden.
Lise rystede på hovedet og begyndte at gøre rent. Så snart hun havde vasket gulvet, kom Annas muntre selskab buldrende ud i gangen med latter og støj.
“De drikker igen. De har det godt,” tænkte Lise.
En uge senere ringede Annas gæst, Mads, på Lises dør for at låne en dåseåbner.
“Jeg har ingen, men jeg kan give dig en proptrækker,” sagde hun irriteret.
“Det behøver jeg ikke. Vi klarer os uden,” svarede han smilende. “Hvorfor er du så sur? Er du ensom eller hvad? Lad os mødes…”
Lise lukkede døren.
Alle naboerne havde vænnet sig til Annas konstante skiften af mandlige bekendskaber. Naboen var i trediverne, arbejdede ingen steder, inviterede lyssky typer over, og naboerne holdt sig for det meste væk fra hende.
“Vores ulykke,” kaldte de hende privat. Og det så ud til, at hun var ligeglad. Hun smilede altid til alle og hilste varmt, mens hun afviste ældre damers klager med én sætning:
“Lær jeres børnebørn, hvordan man lever rigtigt. Jeg behøver ikke undervisning, jeg lærer mig selv.”
Alle holdt sig tilbage, idet de vidste, med hvilke mænd Anna omgikkes.
Op til weekendens komme ringede det på Lises dør igen. Hun åbnede, men der var ingen. Så så hun en buket blomster på dørmåtten i glinsende cellofan.
Lise tog buketten op, kiggede sig omkring og tog blomsterne ind i stuen.
“Hvad betyder det her? Fra hvem?” tænkte hun. Alligevel satte hun buketten i vand og bøjede sig ned for at indåndede den fine duft. Hun sukkede. Det var længe siden, nogen havde givet hende blomster. Faktisk – aldrig. Der lød igen en ringetone ved døren. Mads stod der med en kage.
“Hej Lise,” sagde han, som om de var gamle venner.
Da Lise vendte tilbage til gangen med buketten, stod Mads allerede der.
“Lise, jeg kom for at undskylde.”
“Undskylde for hvad? For at ryge på offentlige steder? Okay, hvad så?”
“Jeg ønsker dig en dejlig weekend.”
“Fint, og nu, afsted. Jeg tilgiver dig for alt samlet. Bare gå.”
“Hvorfor bestemmer du for mig? Smider du mig ud?” spurgte Mads pludselig alvorligt. “Jeg var bare Annas gæst. Hun er ikke min kæreste, det skal du vide.”
“Virkelig? Men hvad rager det mig?”
“Lise, jeg vil drikke te med dig. Jeg har købt kage, vil du ikke invitere mig på te… Please. Om en halv time går jeg, det lover jeg. Giv mig en halv time til at overbevise dig om, at jeg ikke er en nar.”
Lise nikkede og gik til køkkenet for at sætte kedlen over. Noget fik hende overtalt. Måske hans oprigtighed, hans charme… Eller måske fordi Lise havde været alene i lang tid. Det var over et år siden, hun gik fra en mand, hun havde boet med i fem år. Hun kastede sig over arbejdet, ønskede at være alene for at glemme tidligere svære tider.
Mads viste sig at være en god samtalepartner. Han havde humor og kunne endda få Lise til at grine. Den lovede halve time gik hurtigt, men de sad stadig ved den kølige te, snakkede om alt og intet.
Til sidst begyndte det at blive mørkt. Lise fulgte Mads til døren, som fik et løfte om, at de ville gå en tur sammen næste dag.
“Ja,” tænkte hun, da hun lukkede døren efter den uventede gæst. “Folk møder hinanden på gaden, på restauranter, og jeg mødte ham i mit eget hjem. Mærkeligt…”
Den mærkelige fornemmelse af tilfældigheder forlod hende ikke ved de efterfølgende møder med Mads. De mødtes flere gange, gik gennem parker og gader, besøgte caféer, gik i biografen. Mads skjulte ikke sine følelser for Lise, og hun kunne til gengæld ikke forstå, hvad sådan en fyr lavede i selskab med Anna.
En dag bemærkede hun, da hun kom hjem fra en tur, at noget var galt. Hun var forsigtig. Forskrækket gik hun gennem lejligheden og så, at skabets dør stod åben, som om en anden havde åbnet den.
Hun begyndte at se sig nøje omkring og opdagede, at hendes penge, guldringe, og kæder manglede fra kassen. Forbløffet satte hun sig på sofaen og tog sig til hovedet. Minutter senere kom følelserne og tårerne væltende. Ikke på grund af penge og guld. Hun var igen blevet narret. Så let og simpelt. Den naive tillidsfuldhed, medfølelse, og selv kærlighed…
Da den første strøm af tårer havde lagt sig, rejste hun sig, rettede sig op og gik mod telefonen. Hun begyndte at ringe efter hjælp, men stoppede pludselig…
Mads’ smilende ansigt og venlige øjne dukkede op i hendes sind. Han havde ikke på nogen måde krænket hende, ikke med ord eller handling. Hun var overbevist uden grund om, at han var skyldig. Dygtigt havde han brudt ind i hendes hjem, intet havde forhindret ham i at stjæle nøglerne eller kopiere dem… Han havde fortalt historier om sit liv, og her var resultatet: tyveri.
Lise indså, at hun kun havde sig selv at bebrejde: man skal ikke være så naiv. Men hun havde ikke lyst til at tilgive. Hun tastede nummeret, og politiet tog fingeraftryk fra genstandene, inspicerede lejligheden og lavede en rapport.
Lise fortalte dem alt, hvad der var sket. Om hendes bekendtskab med Mads og om naboens “gæster.” En efterforskning startede. Lise brød straks kontakten med Mads. Hun lagde telefonen på, når hun hørte hans stemme, åbnede ikke døren for ham.
Men en dag lykkedes det Mads at overtale hende til at lytte til ham. Han forsikrede hende om, at han ikke var skyldig, og at det højst sandsynligt var Annas gæsters værk.
Efterforskningen viste hurtigt, at det var sandt. En beruset Anna var involveret i tyveriet sammen med en anden veninde. Hun var ligeglad med guldet og de få penge. Hun var vred over, at Mads lagde mærke til Lise. Derfor besluttede hun at straffe hende og ødelægge hendes forhold. Desuden havde Mads engang en betinget dom. Anna skyggede hendes dømmekraft med jalousi.
Der blev en retssag. Anna og hendes veninde blev straffet. Naboerne sukkede lettede: nu ville der i det mindste være ro for en stund.
Og Lise kunne ikke skille sig af med Mads. Efter at have fundet sandheden begyndte de igen at mødes. Og to måneder senere blev de gift. Snart flyttede de til en anden by. Det er hele historien…
