En Buket Margueriter i November
Freja trak sin morgenkappe tættere om sig og trådte hen til vinduet. På træerne var der kun få blade tilbage. En tynd, hvid dug lå over det visnede græs og taget på nabohuset. Aftenen før havde det regnet let, og om natten var der kommet frost. En kold og grå november – forløberen til en lang, mørk vinter.
Freja sukkede. Melankolien udenfor, melankolien indeni. Hun ville tilbringe hele weekenden alene hjemme. Melankoli…
***
Det var også november dengang. I frokostpausen havde Freja travlt med at nå over til caféen på den anden side af gaden fra kontoret, hvor de solgte mad til takeaway. Hun og hendes kolleger skiftedes til at hente. Det dryppede, men Freja havde ikke taget paraply med – den var besværlig at have, når hun skulle bære madposerne.
Der var ingen biler på vejen. Freja skråede modigt ud over fodgængerfeltet. Gaden var rolig her, uden trafiklys ved overgangen. Hun nåede ikke at se, hvordan en SUV kom farende om hjørnet. Hun hørte kun bremsernes hyl lige foran sig og stivnede, pressede hovedet ned mellem skuldrene og dækkede ansigtet med hænderne.
“Er du ude på at dø? Har du ikke lyst til at leve længere?” råbte en vred stemme tæt på.
Freja lod hænderne falde og åbnede øjnene. Ved siden af bilen stod en ung mand med sorte, vrede øjne.
“Du burde se dig for. Hvis du gerne vil dø under hjulene, skulle du have gået ud på hovedgaden,” skældte han ud.
Det var ikke de hårde ord, der slog hende, men mandens udseende. Høj, i en sort frakke, der hang åben, med en fast hage, der blev fremhævet af en veltrimmet skægstub. De mørke øjne – drømmemandens øjne – skød gnister af vrede mod Freja.
“Tror du, fordi du har en flot bil, at folk skal springe til side for dig? Der er ikke engang trafiklys her. Vejen var tom. Jeg gjorde ikke noget forkert – jeg gik over fodgængerfeltet. Du burde sætte farten ned i svinget. Der går altså mennesker her,” svarede hun skarpt.
Manden betragtede hende nøje.
“Jeg havde virkelig travlt. Hvis du ikke er kommet noget til, må jeg hellere køre. Undskyld.” Det sidste ord blev kastet hen over skulderen, mens han allerede gik mod bilen.
Freja rystede længe efter chokket: næsten kørt ned og så råbt af oven i købet. Men næste dag var det tørt. Freja skyndte sig ikke på vej til caféen, trådte forsigtigt ud på zebrastriberne. Pludselig smækkede en bildør, og Freja tog automatisk et skridt tilbage op på fortovet. Ud af en parkeret SUV trådte samme mand. Han nærmede sig med selvsikre skridt og smilede.
“Gud, hvad nu? Kør du bare. Jeg venter,” sagde hun og følte allerede en dunkende fornemmelse ved synet af ham og hans smil.
“Undskyld. Jeg har ventet på dig. Jeg vil gerne gøre op for i går. Skal vi spise frokost i caféen? Som undskyldning for min grovhed og for at vise, at der ikke er nag,” sagde han og blottede sine pærehvide tænder.
“Ikke noget, du skal nå i dag?” spurgte Freja mistænksomt.
De sad i caféen, og hun glemte alt omkring sig. Hun lagde straks mærke til vielsesringen på hans ringfinger. Gift. Et stik af skuffelse gennemborede hende. Han var advokat, far til to piger. Han spurgte efter Fregas telefonnummer og ringede med det samme, så hun kunne gemme hans. Bare hvis. Til hvis hun skulle have brug for juridisk hjælp.
Freja havde ikke tænkt sig at ringe. Men dagen efter ringede han og inviterede hende ud på en café i den anden ende af byen, hvor chancen for at støde på bekendte var minimal.
“Jeg kender mange her – jeg vil ikke have sladder,” forklarede han.
Freja forstod ikke selv, hvorfor han begyndte at komme forbi hendes lejlighed. Ikke ofte, altid uventet og kun kortvarigt. I weekenderne sad hun derhjemme alene og savnede ham, ligesom helligdagene. Han havde fra start sagt, at han ikke ville forlade sin kone, at han elskede sine børn og aldrig ville forlade dem.
På Fregas tunge lå et spørgsmål: Hvorfor kom han så til hende? Men hun turde ikke spørge af frygt for at virke barnlig. Hun var forelsket, og de små stunder af lykke, han gav hende, var nok. Især fordi hun ikke havde meget erfaring med mænd.
***
Lørdag morgen lå Freja længe i sengen. Der var intet at skynde sig til, ingen grund til at pynte sig – hun ville alligevel sidde derhjemme hele dagen. Hun stod længe i vinduet i sin morgenkappe, glemte endda at rede håret. Da der ringede på døren, åbnede hun uden at tænke på, hvordan hun så ud eller kaste et blik i spejlet.
Mads stormede ind som en gust, klemte hende ind til sig, mumlede mellem kys, at han kun havde en halv time… Da han forsvandt lige så pludseligt, som han var kommet, tog Freja et bad og stod igen ved vinduet. Den hvide dug på græsset var smeltet, asfalten så våd ud, som om det lige havde regnet.
“Sådan er kærligheden. Alene igen. Som altid – han suser forbi, vi når knap at tale, og så er han væk. Men han afsatte en halv time til mig, trods weekend. Det må betyde noget,” overtalte hun sig selv. Hendes urokkede hjerte ville ikke slå roligt, kroppen dirrede stadig af erindringen om hans varme favntag og blide kys. Freja omfavnede sig selv.
Hun havde tænkt det før: Hvad nu? Hvor længe kunne det fortsætte? Hvor længe kunne hun nøjes med disse små stykker kærlighed fra møde til møde, uden fremtid? For en dag ville han ikke komme… Tanken var uudholdelig. Hun måtte samle mod og selv sætte en stopper for disse vanvittige møder, før det blev for sent. Det var uudholdeligt at være den anden, at dele ham med hans kone. Men at gå var svært, når man elskede. Åh, så svært.
I løbet af ugen nåede han ikke at komme forbi. Men fredag ringede han uventet og inviterede hende på restaurant.
“Skatter, jeg har savnet dig sådan. Jeg har en times tid. Jeg venter på dig. Der er trafikprop – det går hurtigere med metroen.” Han nævnte navnet på stedet og lagde på.
Freja fløj rundt på kontoret. Hun greb frakken, viklede en halvhjertet tørklæde om halsen, berørte lige læberne med læbestift.
“DækkerHun trak vejret dybt, smilede til den fremmede mand med den ødelagte paraply, og vidste pludselig, at hun var klar til at lade fortiden blive, hvor den hørte hjemme – i novembertågerne.
